Oberst Chabert (Le Colonel Chabert)

I det herrens år 1817 dukker en mystisk mandsperson op i Paris. Han er tilsyneladende den navnkundige oberst Chabert, men der er ét problem: Oberst Chabert døde i 1807. Hans forhenværende hustru er gift igen og hedder nu grevinde Ferraud. Hendes mand, grev Ferraud har ambitioner om at komme højt på strå i det nye franske kongerige, så en skandale om en tilbagevendende ægtemand er absolut ikke kærkommen. Der udvikler sig et intrigant spil med vekslende motiver og magtbalancer i denne verden, som er styret af ære, penge og kærlighed. © Scope

Produktionsår 1994
Genre Drama
Instruktør Yves Angelo
Medvirkende Gérard Depardieu, Fanny Ardant, Fabrice Luchini, André Dussollier
Spilletid 110 min.
Biopremiere 02.02.1996
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Gérard Depardieu

Monsieur Depardieu er en sand kæmpe indenfor fransk film. Han var selvskrevet til rollen som Obelix, da historien om Asterix og hans gæve gallere blev bragt til det hvide lærred i 'Asterix og Obelix i kamp mod Cesar' (1999). Depardieu begyndte at optræde som skuespiller efter først at have forsøgt sig som ungdomsforbryder. Han etablerede sig ...

Anmeldere

Scope
Kvalitet som belastning

"Oberst Chabert" er en nydelig, velspillet og ganske intens fransk 'kvalitets-film', men den lægger absolut intet nyt til genren.

Da den nu afdøde filminstruktør Francois Truffaut i 1954 skrev sit essay "En vis tendens i fransk film" var det den såkaldte 'kvalitetstradition' han rasede imod - de pæne og korrekte filmatiseringer af litterære klassikere fra fortiden, skrevet af f.eks. Balzac, Zola eller Maupassant. Det var film, hvis vigtigste ærinde ikke var filmen selv, men derimod en hæderlig gengivelse af forlægget. Det var film, hvis vægt var lagt på skuespillernes dialog og den nøjagtige reproduktion af kostumer i 1800-tallets Frankrig, frem for en udforskning af filmmediets muligheder og en henvendelse til nutidens livsvilkår. Kvalitetsfilmene var anonyme standardværker, hverken provokerende eller platte, men blottede for et personligt udtryk. En sådan film er "Oberst Chabert".

Truffaut mente det endda meget slemt, da han skrev sit essay, for på det tidspunkt havde han og mange andre brushoveder (Godard, Chabrol, Rivette, Rohmer o.a.) travlt med at skabe 'Den nye bølge' i fransk film. Men idag er det måske ikke så slemt at blive rubriceret som 'kvalitetsfilm', for "Oberst Chabert" er på egne præmisser en god oplevelse. Desuden kan man sige, at selvom 'Den nye bølge' i 60'erne fik skabt en revolution i filmkunsten, så var det 'kvalitetstraditionen', som overlevede til i dag. 'Kvalitetstraditionen' udgør simpelthen én af de tre måder man hyppigst laver film på: De kommercielle film for et ungt og lavtuddannet publikum, 'kvalitetsfilmene' for et mere modent og, synes de selv, kræsent publikum, og de eksperimenterende film, der er ny-bølgens arvtagere, og som sjældent kommer ud til det store publikum. "Oberst Chabert" skal derfor ses i sammenhæng med de mange andre 'kvalitetsfilm', der har fyldt de danske biografsale i de sidste mange år, og det gælder ikke bare franske værker som "Kilden i Provence" (Berri, 1985) eller "Akkompagnetricen" (Miller, 1992), men også de engelske E. M. Forster-filmatiseringer af Ivory/Merchant, eller danske periode-værker som "Sort Høst" (Refn, 1993) eller "Kun en pige" (Schrøder, 1995).

De tusinde trådes film
"Oberst Chabert" griber tilbage til "Le Colonel Chabert", en ofte filmatiseret roman af fransk litteraturs evige førstemand Honoré de Balzac. I året 1817 dukker en snusket mandsperson op i Paris og påstår, at han er oberst Chabert, som alle troede død under Napoleonskrigene. Situationen er pinlig, for oberstens tidligere kone har giftet sig igen og hedder nu grevinde Ferraud. Derfor henvender Chabert, eller hvem han nu er, sig ikke direkte til hende, men derimod til dennes advokat Derville, som tilsyneladende tror på ham. Af motiver, som ikke er os helt bekendte, vil Derville repræsentere Chabert i en retsag, hvor den alligevel-ikke-døde oberst vil have sit navn, sin kone og især sine penge tilbage. For grevinde Ferraud besidder en stor formue, som hun til dels har arvet efter Chabert, men som hun også selv har forøget betydeligt, da hun er en både snu og charmerende kvinde.
Hendes mand stiler imod at bliver adelsmand i det nye Frankrig, der er opstået efter Napoleons fald, og derfor er konen, som var højt estimeret i det tidligere regime, et stort problem for ham rent politisk, mens hun er en nødvendighed rent økonomisk. Ægteskabet trues derfor af indre splittelse, og det bliver ikke just bedre, da Chabert dukker op. Alle vil gerne undgå, at skandalen kommer ud i offentligheden, og man søger derfor at skabe et forlig i al hemmelighed. Hermed mødes den formodede Chabert og grevinde Ferraud, og så skal der ikke afsløres mere.

Historien er kompliceret, men er fortalt ganske medrivende, fordi man aldrig er helt sikker på de forskellige personers motiver. Hvem der ved hvad om hvem, og hvem der har hvad i baglommen. Vi får lige præcis for lidt at vide til at være sikre, men nok til at blive pirrede, og det er dygtigt gjort. Manuskriptet er skruet godt sammen, men alligevel forløses det hele ikke ordentligt: De mange tråde mødes aldrig rigtigt i et klimaks, og man sidder tilbage med stor undren, og føler sig måske lidt snydt. Der kommer ganske vist en troværdig afslutning på historien, den fuser ikke bare ud, men man kunne ønske sig en mere dramatisk krølle.

Store spillere spiller stort
Når man ikke har travlt med at følge de hastigt skiftende undertekster, kan man kaste et blik på skuespillet, som der kvalitetstraditionen tro er ofret meget plads til. Utallige er de gange, hvor skuespillerne, efter at have talt ganske afmålt og kaldt selv de bedste venner for "De", løfter stemmen, taler hurtigere og stirrer med faste øjne for at vise, at 'nu bliver vi rigtig dramatiske'. Utallige er også de nærbilleder, som er skabt for at fremhæve Gérard Depardieus garvede ansigt i rollen som oberst Chabert, så vi rigtig kan se, hvordan han både er sårbar og grusom, eller for at kæle for Fanny Ardants sensuelle udtryk som grevinde Ferraud, så vi kan ane de indre modsigelser og den snedighed, som også er en del af hendes personlighed. De to spiller passende og godt sammen, selvom Depardieu er og bliver fransk films største frikadelle - især når han snuser til et hvedebrød og glæder sig over god rødvin og en pibe tobak, så aner man det selvhævdende, villet følsomme 'gode skuespil'.
Fabrice Luchini er den der slipper bedst fra det hele, da han er perfekt i rollen som den tvetydige advokat Derville, som leder og fordeler spillet mellem de mange parter. Hans rolle er ganske enkelt glimrende, og det er i det hele taget i dette motivernes snedige spil, at filmens fascination ligger. Den giver et godt portræt af menneskenes nedrige og komplicerede liv. Derimod er der sjældent meget at hente i de mere dybsindige overvejelser om at være død eller levende. Dertil er filmens billedside for steril og pæn, skabt som den er af debutinstruktøren Yves Angelo, der tidligere har været fotograf på en mængde 'kvalitetsfilm'.

Alt i alt lægger "Oberst Chabert" sig pænt og stilsikkert ind i en velbevandret genre, og er takket være sin intelligente historie et af de bedre bidrag. Var filmen lavet før 'Den nye bølge' ville den være et mesterværk, men måske er det på tide, at den franske filmkunst, som vi bliver præsenteret for herhjemme, søger andre kvalitetsbegreber.


Fakta

Medvirkende
Chabert Gérard Depardieu
Countess Ferraud Fanny Ardant
Derville Fabrice Luchini
Count Ferraud André Dussollier
Boucard Daniel Prévost
Hure Olivier Saladin
Godeschal Maxime Leroux
Desroches Eric Elmosnino
Simonin Guillaume Romain
Bag kameraet
Instruktion Yves Angelo
Produktion Jean-Louis Livi
Manuskript Yves Angelo, Jean Cosmos, Véronique Lagrange
Klip Thierry Derocles
Scenografi Bernard Vézat
Musik Alessandro Scarlatti
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 02.02.1996
Øvrige oplysninger
Land Frankrig
Produktionsår 1994
Spilletid 110 min.
Censur Tilladt for børn over 11 år Tilladt for børn over 11 år
Solgte billetter 15.726
Selskab Le Studio Canal+, TF1 Films Productions, DD Productions, Orly Films, Sédif Productions
Biodistributør Camera Film

Se også...