4 dage i september (O que é isso, companheiro)

Fernando slutter sig til guerillagruppen MR-8, der styres af den hårde Maria. Sammen med fire andre kidnapper de den amerikanske ambassadør Charles Burke Elbrick og kræver 15 politiske fanger løsladt og sendt til Mexico. Deres tro på kampen stilles på en hård prøve i de fire dage, dramaet udspiller sig. For ambassadøren er ikke en skurk, der holder med militærregimet, men et menneske som dem selv. © Scope

Produktionsår 1996
Genre Drama
Instruktør Bruno Barreto
Medvirkende Alan Arkin, Fernanda Torres, Pedro Cardoso, Luiz Fernando Guimarães
Spilletid 119 min.
Biopremiere 06.02.1998
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anmeldere

Scope
Hva' så, kammerat?

Terrorisme, diktatur og idealisme er ofte en sprængfarlig blanding, især hvis det foregår i et latinamerikansk land som Brasilien. "Fire Dage i September" har et fast, men nænsomt greb om disse livsfarlige politiske emner - nøjagtigt som man ville holde nitroglycerin.

"Fire Dage i September" er løst bygget over Fernando Gabeiras erindringer fra hans tid som aktiv modstandskæmper i den marxistiske guerillaorganisation MR-8 ("October 8th Revolutionay Movement") i slutningen af tresserne. Brasilien var på det tidspunkt styret af en brutal militærjunta, der via tortur, vold og pressecensur fuldstændigt kontrollerede befolkningen.

Fernando er en ung idealistisk journalist, der brændende ønsker et frit Brasilien, hvor vold og censur ikke er dagligdag. Sammen med vennen Cézar melder han sig som guerilla i MR-8, hvor en gruppe af seks revolutionære, ledet af den benhårde Maria, bl.a. trænes i våbenbrug. De røver en bank med stor succes, men Cézar bliver skudt, arresteret og efterfølgende tortureret. Fernando foreslår at de kidnapper den amerikanske ambassadør Charles Burke Elbrick, både for at gøre opmærksom på sig selv og hvad de står for, og for at få frigivet 15 politiske fangere (deriblandt Cézar). To erfarne terrorister inddrages i operationen, hvilket flytter magtbalancen indenfor gruppen, men kidnapningen forløber som planlagt. De efterfølgende døgn, som de tilbringer i skjul med deres gidsel, sætter deres overbevisning, loyalitet og idealisme på en hård prøve. Én efter én konfronteres de med ambassadøren, der viser sig ikke at støtte diktaturet, men som trods forholdene og sin frygt alligevel bevarer det diplomatiske overblik og sin værdighed.

Virkelighedens skuespil

Som Charles Burke Elbrick ses Alan Arkin i en rolle, der bliver spillet med meget menneskelighed og troværdighed, mens Fernando portrætteres af Pedro Cardoso, og Maria spilles af Fernanda Torres (der har fået adskillige internationale priser for sit skuespil). Alle rollerne, ikke kun disse tre, er velspillet og understreger den menneskelige dimension, som er filmens centrale omdrejningspunkt. Skuespillet intensiveres gidseltagningen, nærmest som gruppen af skuespillere virkelig var tvunget til at skjule sig for militærpolitiet. Det beviser selvfølgelig deres professionelle niveau, men også at de bevarer en autencitet, trods det faktum, at virkeligheden ikke er nøjagtigt afspejlet i filmen. Også deres glidende overgange mellem engelsk og portugisisk virker ligetil og virkelighedsnært.

Instruktøren er Bruno Barrreto, der i sit hjemland er kendt som manden, der lavede "Dona Flor og hendes to mænd", den største brasilianske filmsucces nogensinde, og hans kunnen kommer til sin ret med denne noget mere seriøse film. Hans stil er enkel og giver historien plads til at udfolde sig foran kameraet, og han af holder sig fra smarte eksperimenter, der ellers ville flytte tilskuerens opmærksomhed.

Det utrygge liv

Filmen udemærker sig ved ikke at skildre disse unge som modige terrorister eller som naive amatører, ligesom den afholder sig fra at dele personerne op i helte og skurke. Bruno Barreto har valgt at fortælle historien fra tre synsvinkler: gruppens - med fokus på Fernando og Maria, ambassadørens samt lidt svagt fra militærets - repræsenteret af torturudøveren Henrique. Barreto cirkler således konsekvent om de menneskelige tanker og følelser, der ligger til grund for personernes handlinger, men samtidig gør han filmens tema universel. Det er ikke ét bestemt diktatur eller én bestemt politisk overbevisning, der tales imod eller for her, men den menneskelige ret til frihed. Gruppens metoder kan man diskutere, men her viser filmen netop endnu en styrke ved at give tilskueren frihed til selv at tage stilling til at spørge: "Hvad ville jeg have gjort under lignende omstændigheder? Ville jeg gå så langt?".

Sandhedens politik

Det er sådan med film af denne slags, de alvorlige "politiske" film, at de nemt kan gå hen og blive for moraliserende eller action-agtige sort/hvide som Hollywood godt kan lide det. "Fire Dage i September" er godt nok en co-produktion mellem det amerikanske Sony og Columbia Pictures og de brasilianske L.C. Barreto og Filmes Do Ecuador, men det, at amerikanerne har haft en finger med i spillet, medfører sandsynligvis, at filmen bliver vist i flere lande end den ellers ville. Det er trods alt ikke særlig ofte, at brasilianske film bliver vist i f.eks. danske biografer.

Det er også sådan med film af denne slags, at de ikke er blevet lavet for at underholde, men for at oplyse og komme med et budskab. Derfor virker der også absurd at give den en karakter, for hvad er det man bedømmer? Er det om den er dramatisk nok, eller alvorlig nok? Om personerne er realistiske og historien stemmer overens med fakta?

Det er ikke det, det handler om i "Fire Dage i September". Det, det handler om, er menneskers handlen og overbevisning i ekstreme situationer. At de ikke altid er ansvarlige for den situation de befinder sig i, men at de altid er ansvarlige for deres handlinger og de efterfølgende konsekvenser.

"Fire Dage i September" er ikke en voldelig eller aggressiv film, men en film, der sætter tanker i gang, tanker, der er vigtige at tænke uanset om man befinder sig i smørhullet Danmark eller i Latinamerikas kogekedel.


Fakta

Medvirkende
Charles Burke Elbrick Alan Arkin
Maria Fernanda Torres
Paulo Pedro Cardoso
Marcão Luiz Fernando Guimarães
Reneé Cláudia Abreu
Toledo Nelson Dantas
Jonas Matheus Nachtergaele
Henrique Marco Ricca
Brandao Maurício Gonçalves
Bag kameraet
Instruktion Bruno Barreto
Produktion Lucy Barreto, Luiz Carlos Barreto
Manuskript Leopoldo Serran
Fotografi Félix Monti
Klip Isabelle Rathery
Scenografi Marcos Flaksman, Alexandre Meyer
Musik Stewart Copeland
Genrer og relationer
Genre Drama
Undergenre Politisk drama, Politisk thriller
Nøgleord Brasilien, Kidnapping
Premieredatoer
Biograf 06.02.1998
Øvrige oplysninger
Land Brasilien
Produktionsår 1996
Spilletid 119 min.
Link Officielt website
Censur Tilladt for børn over 15 år Tilladt for børn over 15 år
Selskab Filmes do Equador
Biodistributør All Right Film

Se også...