Central Station (Central do Brazil)

© Scope

Produktionsår 1998
Genre Drama
Instruktør Walter Salles
Medvirkende Fernanda Montenegro, Marília Pêra, Vinícius de Oliveira, Soia Lira
Spilletid 113 min.
Biopremiere 17.09.1999
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anmeldere

Scope
Naivitet og varme

Det er en film med et vist ry, der åbner Film Fra Syd-festivalen. "Central Station" har begejstret hele verden med sin enkle og grænsende til det banale historie, som bliver holdt oppe af en hjertevarm tone og fint skuespil.

Walter Salles' prisoverdængede "Central Station", eller som den hedder på originalsproget "Central do Brasil", har gået sin sejrsgang over hele verden med Guldbjørnen i Berlin, førstepræmien ved Sundance Film Festival og en golden Globe-pris for bedste udenlandske film, som sine fornemste skalpe. Desuden blev Fernanda Montenegro kåret som den bedste kvindelige skuespiller i Berlin 1998, og filmen blev nomineret til en Oscar i 1999, men slået af Roberto Benignis "Livet er skønt". Så "Central Station" har noget at leve op til.


Den pensionerede skolelærer Dora (Montenegro) lever af at skrive breve for den store analfabetiske befolkning i Rio de Janeiro - breve, hun tager sig betalt for at sende. Dette kunne umiddelbart lyde som en næstekærlig levevej, men tag ikke fejl. Dora er rimelig kynisk og ofrer kun frimærker på de færreste af brevene. Hun lever i en storby, hvor alle kun tager vare på sig selv, hvor ingen føler et ansvar for noget som helst, og hvor meget få gør noget for andre. Så hvorfor skulle Dora? Hun er ikke gift, og der er kun en nabo, der af og til tænker på, hvordan hun har det - ingen i den store brasilianske by tager ansvar for andre end sig selv, og Dora er, som folk er flest.


Bag det kyniske og afstumpede syn på tilværelsen banker der dog et socialt indstillet hjerte, og da den ni-årige dreng Josués mor omkommer ved en trafikulykke, tager hun ham under sine vinger for at få ham bortadopteret til USA eller Europa. Dels for at han kan få en anstændig tilværelse, dels for at hun kan tjene nogle penge på adoptionen. Men da hun bliver gjort opmærksom på, at de fleste børn, der bliver solgt til bortadoption, bare bliver slået ihjel og brugt som organdonorer, får hun kolde fødder og kidnapper drengen tilbage, og så hænger de to på hinanden.


Det moderne og fattige Brasilien
"Central Station" tager udgangspunkt i et socialt forarmet Brasilien, som er vokset sig stort og grimt i de seneste 30 år. Analfabetisme, fattigdom og kaos præger dagligdagen i de større byer, hvor private vagtværn gør kort proces og skyder selv de mindste lovovertrædere. Instruktøren Walter Salles begræder selvfølgelig dette vanvid, og med "Central Station"s beskrivelse af det medmenneskelige forhold, der opstår mellem de to umage personer, vil Salles prøve at få folk til at genopdage de traditionelle tætte kontakter mellem mennesker.


Dora og Josué tager ud på en rejse for at finde drengens far, som bor i den nordlige del af landet, og jo længere rejsen varer, jo mere stiger Doras ansvarsfølelse for drengen. Han kan ikke klare sig uden hende, da han er et lille sårbart menneske i en stor og ond verden. Og i Brasilien er den verden totalt ansvarsløs og kynisk. Hun, derimod, finder ud af hvad man får ud af at tage ansvar for andre end sig selv, og hvordan det føles at være tæt knyttet til et andet menneske. For Dora opdager i løbet af filmen, at hun og drengen faktisk er i den samme situation. Med et går det op for hende, at hun har lige så meget brug for drengen, som han har for hende.


Manglende omsorg
Filmen prøver at nå ind til kernen af det Brasilien og den inderlighed og omsorg, som er forsvundet i de senere år. Det underbygges også af originaltitlen "Central do Brasil". Salles tager udgangspunkt i et socialt fænomen, analfabetismen og urbaniseringens fremmedgjorthed og laver med det fundament en film om nogle mennesker og et land, der, på trods af de ulykkelige omstændigheder, har et håb og et eller andet sted også en vilje til at lave om på deres tilværelse. Det samme gjorde Salles i sin film "Fremmed land" (95), som kunne ses på Film Fra Syd-festivalen i 1997. Her var det indefrysningen af befolkningens sparepenge og narkoindustrien, som fik hovedpersonerne til at flygte til Portugal. Men hvor det gik så grueligt galt i "Fremmed land", er der et reelt håb for personerne og landet Brasilien i "Central Station", for på bunden af armoden, i troen på forandringen og på Gud finder man en mulighed for at opnå en menneskelig kontakt, der er dybere og mere opløftende, end hvad storbyernes puls og den vestlige kultur kan tilbyde.


Under Dora og Josués rejse gennem landet ændrer filmen rytme og tone fra det larmende og vestligt orienterede Rio de Janeiro til det roligere og religiøst forankrede land. Antonio Pinto og Jacques Merelembaums musik ændrer sig fra traditionel, storladen symfonisk filmmusik til mere enkle og folkemusikagtige toner, og det afspejler personernes gradvise ændring til mere jordnær og traditionsbunden tilstand, hvor de medmenneskelige og familiære relationer er i højsædet på bekostning af de materielle goder, som moderniseringen fører med sig.


Banal road-movie
De politiske problemer kommer da ikke særlig meget til udtryk i selve filmen. I "Central Station" er det Doras gradvise opdagelse af egne følelsesmæssige længsler og manglen på medmenneskelige relationer, der er mest vedkommende for en vestlig biografgænger. Det lyder naivt og er det da også - men i alt hvad der er naivt, findes der også noget umiddelbart og en banal sandhed. Det er jo rigtigt, at vi gør for lidt for hinanden, det ved vi, men det er en smule trættende at få det at vide for mange gange. "Central Station" bringer ikke nye svar på livets store spørgsmål, og hvis man skærer den eksotiske aura af det sjældne ved en latinamerikansk film i danske biografer, er det en såre enkel road-movie, som er set bedre i fx "Lamerica" (94), "Børnetyven" (92), "Tyren" (94) og Thomas Vinterbergs "De største helte" (96) for bare at nævne nogle af de seneste og bedste eksempler inden for den genre.


"Central Station" er dog en fin lille film. Man opnår måske ikke den store erkendelse, men håber og føler med de stakkels mennesker, så længe filmen varer, og det skyldes historiens enkelhed og det fine samspil mellem kvinden Fernando Montenegro og Vinícius de Oliveira, der spiller den trodsige og sårbare Josué.

Brugere

18/03-05Lorteland!
Umiddelbart efter at have set denne film så jeg en genudsendelse af sidste uges "Udefra" om Rio-bydelen (favelaen) Rocinha (benævnt et "narkokrati"), som i ekstrem grad udgør et selvstændigt samfund for dets indbyggere, fordi det omgivende samfund forlængst har spillet fallit.

"Central do Brasil" fortæller en lignende historie om et Brasilien, hvor enhver er sig selv nærmest.

I filmen oplever man dog ikke blot det urbane Brasilien. Vi kommer også på en lang (dannelses)odyssé ud på bøhlandet, hvor fattigdommen absolut ikke er mindre. Hér har Gud i form af de evangelistiske kristne (som også kendes fra Bushs USA) stor indflydelse på kulturen, og det mere end antydes, at hovedpersonen Dora ikke befinder sig godt derude trods mødet med en helt anden grad af næstekærlighed.

En film o...


Fakta

Medvirkende
Dora Fernanda Montenegro
Irene Marília Pêra
Josué Vinícius de Oliveira
Ana Soia Lira
Cesar Othon Bastos
Pedrão Otávio Augusto
Yolanda Stela Freitas
Isaías Matheus Nachtergaele
Moisés Caio Junqueira
Doras kunde Socorro Nobre
Bag kameraet
Instruktion Walter Salles
Produktion Martine de Clermont-Tonnerre, Arthur Cohn
Manuskript João Emanuel Carneiro, Marcus Bernstein
Fotografi Walter Carvalho
Klip Isabelle Rathery, Felipe Lacerda
Scenografi Cassio Amarante
Musik Antonio Pinto, Jacques Morelembaum
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 17.09.1999
Øvrige oplysninger
Land Brasilien
Produktionsår 1998
Spilletid 113 min.
Link Officielt website
Censur Tilladt for børn over 11 år Tilladt for børn over 11 år
Solgte billetter 21.341
Selskab Le Studio Canal+
Biodistributør Buena Vista
Priser Berlin 1998, Guldbjørnen
Berlin 1998, Bedste kvindelige skuespiller
Golden Globes 1999, Bedste udenlandske film

Se også...