Alene det at lave en 2½-times fængsels- og flugtfilm uden et eneste kedeligt moment må siges at være lidt af en bedrift. Franklin J. Schaffners (”Planet of the Apes”) brillante ”Papillon” fra 1973 mestrer i hvert fald den flerlagede underholdning, endda uden at skele betragteligt til den almene underholdnings ABC. Filmen præsenterer os nemlig for en nyskabende "filmmorskab", der i fyldige perioder opbygges af psykologisk stilfærdighed og regulær dramatik. Man undrer sig - som tilskuer - ofte under forestillingen, hvorfor man gang på gang tager sig selv i med åben mund og opildnede øjne at være, i en nærmest uset grad, ”indgraveret” i forestillingen, der på facaden mest af alt ligner en triviel fængselsfilm. Men kedelig er - om noget - det sidste ”Papillon” er.

Et andet godt argument, ...

En overraskende livlig fængselsfilm, som indeholder de emner, som ofte går igen i denne type film. Venskab, viljen til frihed, som Tom L korrekt nævner, og generelt ser vi, hvordan fangerne bliver behandlet på et umenneskeligt plan. Papillon er alligevel fængende og meget underholdende film (i forhold til sin tid), fordi der sker konstant en udvikling i filmen. Filmen foregår ikke kun et sted, og der sker mange nye ting undervejs, og vores personer møder hele tiden nye udfordringer. Udover det, blev det også til et par overraskelser.

Selvom filmen har de klassiske emner, så må jeg alligevel sige, at Papillon er lidt anderledes filmeoplevelse, og er mere alsidig end mange andre fængselsfilm. Jeg sidder måske aldrig på kanten af stolen under de her fængselsfilm, da de ofte kører i ring...

Er du til Shawshank Redemption, Brubaker og Cool Hand Luke, så vil du også fascineres af Papillon fra 1973. Filmen udfolder sig i et malarie-befængt Fransk Guyana, hvor vores 2 hovedpersoner bliver sendt for at afsone forskellige straffe. Vi følger Dustin Hoffman og Steve Mcqueen gennem de "sædvanlige" fængselsfilm-oplevelser med brutalitet, afstumpethed, venskab på trods, lidelser, korruption og viljen til frihed/overlevelse mod alle odds. Filmen er ligesom de tre førnævnte film bevægende, oprørende og opløftende, og bestemt ikke forudsigelig. Faktisk er der et par scener i filmen, der er er svære at sluge - men den skulle være god nok. Filmen er bygget på en selvbiografisk bog af den ene af vores hovedpersoner.

Min personlige fængselsfilms-favorit er nok stadig Cool Hand Luke (måske...