Så gode navne og så en så ringe film, det er synd og skam.
Den normalt charmerende og kække Wilson skal være den udløsende morsomme faktor, når han prøver at give den som den skæve og frie eksistens, der må flytte ind hos sin nygifte bedste ven (Dillon) og dennes kone (Hudson), efter at have mistet job og hjem. Her bliver han naturligvis hurtigt en pestilens, men også den der i sidste ende får åbnet øjnene for vore nygifte, når krisen kradser, svigerfar (Douglas) vil af med sin nye svigersøn og andre mere eller mindre ligegyldigheder sætter ind. Og det er lige netop problemet, for der serveres ikke andet end ligegyldigheder, enten sirupsklistret eller ikke sjove ”morsomheder” og de kan ikke reddes af et ellers godt cast, der kæmper med roller der desværre lader til aldrig at have vær...