Lost Highway

En saxofonist får mistanke om, at hans kone bedrager ham. Snart sker der virkelig underlige ting. Han modtager videobånd, hvor en fremmed filmer rundt i hans eget hus. Han møder en mystisk mand, som tager hans telefon, når han ringer hjem til sig selv. Og snart lurer mord, sex og vold bag hvert et gadehjørne. © Scope

Produktionsår 1997
Genre Gyser, Thriller
Instruktør David Lynch
Medvirkende Bill Pullman, Patricia Arquette, Balthazar Getty, Robert Blake
Spilletid 135 min.
Biopremiere 13.06.1997
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Patricia Arquette

Patricia Arquette har det ikke fra fremmede. Hun kommer fra en russisk-fransk-jødisk showbiz-familie og debuterede som 18-årig i ungdoms-filmen "Pretty Smart" (1986). Mange vil sikkert huske hende som callgirl i "True Romance" (1993), mens få nåede at se hende i Bornedals amerikanske ”Nightwatch” (1998). Indenfor de sidst par år har m...

Anmeldere

Scope
IKKE JUST ET JOYRIDE

David Lynch balancerer mellem vanvid og sindssyge i sin nye, gennemført mærkelige og meget originale film.

Den amerikanske filmindustri tænker i bund og grund kun på én ting: Penge. Derfor er der mange dygtige håndværkere i Hollywood, som kan levere den forventede vare uden brok, og ikke så mange kunstnere med stort K. Men selv i et så gennemkommercialiseret system dukker der af og til kunstnerisk ambitiøse filmskabere frem, som kan klare sig i den hårde konkurrence. Det er ikke nogen let opgave - men til gengæld kan de gennem Hollywood få et produktionsapparat og nå et publikum, som outsidere normalt ikke har en chance for.

At filmverdenen ikke altid har været en dans på roser for den tidligere maler David Lynch, ses af, at "Lost Highway" kun er han sjette spillefilm, siden han for over tyve år siden debuterede med den gennemført kryptiske "Eraserhead". Men film som "Blue Velvet", "Vilde hjerter" og TV-serien "Twin Peaks" har efterhånden givet ham status som den syrede arthouse-instruktør inden for det etablerede Hollywoodsystem. Og på det punkt er Lost Highway absolut ikke nogen undtagelse.

Handling? Hvilken handling?
Det er næsten synd at fortælle om filmens handling, for her er i sandhed en film, hvor man ikke som sædvanligt kan regne handlingen ud inden for de første fem minutter. Men altså, en frustreret tenorsaxofonist, spillet af Bill Pullman, har på fornemmelsen, at hans kone (Patricia Arquette) er ham utro. Parret begynder at modtage videobånd, hvor en mystisk gæst bevæger sig længere og længere ind i deres hus. Til en fest møder han en anden mystisk person, som påstår, at han bevæger sig rundt i saxofonistens hus netop i det øjeblik - og beviser det ved at tage telefonen, da denne ringer hjem! Snart blander underlige visioner, mystiske drømmesekvenser og scener, hvor drøm og virkelighed smelter sammen, sig med filmens handling. Og handlingen tager nogle gevaldige spring, som ikke skal afsløres her.

Et mærkeligt univers
Skulle man være flink, kan man sige, at man kommer ud af biografen efter "Lost Highway" med masser af stof til eftertanke. Skulle man være mindre pæn, kan man sige, at man kommer ud af biografen efter "Lost Highway" og ikke fatter en brik. Det er i hvert fald ikke nogen traditionel historiefortælling, man har været vidne til. Filmen er ekstremt stiliseret og "kunstig". Den er næsten udelukkende optaget i et studie. Skuespillerne spiller med lange pauser efter hver sætning, med vekslende held, det kniber især for Bill Pullman. Alting foregår om aftenen eller om natten i dunkle, svagt belyste omgivelser. Og tilskueren får aldrig forklaret, hvordan de forskellige handlinger og personer hænger sammen. Lange sekvenser minder om det afsluttende afsnit af "Twin Peaks", hvor mysticisme og baglæns dansende dværge sætter handlingen helt i stå. Det skal man være indstillet på fra starten, og det vil utvivlsomt forvirre og skuffe det brede, Hollywood-tilvænte popcornspublikum. Til gengæld får man som tilskuer et utroligt indblik i en virkelig sær filminstruktørs gennemført mærkelige univers.

Under overfladen
David Lynchs hovedtema er, som i alle hans film siden "Blue Velvet", den vildskab, det vanvid og den seksualitet, der ligger gemt lige under overfladen på ganske almindelige mennesker. I stedet for et bare nogenlunde realistisk univers har "Lost Highway" sin helt egen logik, der tydeligvis stammer et sted nede fra Lynchs meget aktive underbevidsthed. Havde Freud levet i dag, kunne han godt have sat et år af til at analysere drifter og traumer i denne film. Der er personsplittelser i hoved-personen (eller skulle man sige hovedpersonerne?) og i Patricia Arquettes dobbeltrolle. Der er uundertrykkelig seksualdrift og frysende seksualangst, som kommer til udtryk i sexscener, pornofilm, utroskab, luder/madonna-roller, kastraktionsangst og voyerisme. Der er dødsdrift, aggressioner og vold i strømmen af drab, voldtægter, biljagter, slåskampe og eksplosioner. Og der er i det hele taget en mareridtsagtig stemning over hele filmen, som rører ved alle de fortrængninger, tabuer og angstneuroser, som Freud kendte til, og utvivlsomt en hel del flere. Med andre ord: Det her er virkelig mærkeligt!

Man kan mene hvad man vil om den manglende sammenhæng, men "Lost Highway" er i hvert fald en dybt original, total uforudsigelig og gennemført uhyggelig film. Hvor "Vilde hjerter"s indforståede leg med filmklichéer hurtigt blev trættende, og Twin Peaks fortabte sig i gentagelser, så er dét her Lynch, når han er allermest Lynch-agtig. Det er ikke en film, der appellerer til indlevelse i personerne, eller til at man skal "forstå" den (jeg vil vove den påstand, at den simpelthen ikke kan forstås), men til gengæld ligner den ikke noget som helst andet. Læg dertil den forrygende fotografering, og Patricia Arquette som blondine i mere eller mindre afklædt tilstand. Er man til den slags, så vil "Lost Highway" med garanti være en oplevelse.

Brugere

05/12-08// Vort sinds endeløse og mørke high ways // 31
Mit forhold til David Lynch er noget nær det mest ambivalente i mit liv. Jeg hader hans måde at lave film samtidig med at jeg elsker den. Jeg kan simpelthen ikke forstå hans pointer samtidig med at jeg er helt med på, hvad han prøver at fortælle os. Jeg kan ikke snuppe hans bølgede hår samtidig med at jeg selv vil have samme frisure. Jeg kunne blive ved. Lost Highway er måske hans største fuldblods neo-noir-klassiker, og efter at have set filmen anden gang kan jeg stadig ikke få tingene til at hænge sammen. Men alligevel har jeg ikke kunne ryste oplevelsen af mig, og jeg føler at jeg er nødt til at få mine tanker skrevet ned på sort-hvid, helt simpelt og konventionelt. Hvis min anmeldelse alligevel bliver lige så sløret som en Lynch-film, beklager jeg meget på forhånd - det er altså ikke...

16/03-06Genial Film.
Anonym
Som man skal regne med, er David Lynch ikke lige manden, der laver film som ''Ringenes Herre'' eller andre store hollywood film. Nej, Lynch er bestemt ikke for alle, og det er vel også forståeligt. Jeg indrømmer selv at jeg ikke forstod alt i denne film, men masser af det man ikke forstod, bliver da sat lidt på brik til sidst. Jeg kan huske at det var den første scene med Lynch jeg så, til festen med ham den ret så uhyggelige mand der påstod at han var inde i Pullman's hus. Jeg sad bare og savlede, det var for spændene, og da jeg så filmen forstod jeg det stadig ikke. Men den måde Lynch laver tingene på, uforståeligt, tankefuldt, næsten meningsløst er egentlig den sære humor der måske ligefrem kan irretere. Rent faktisk prøver Lynch at irretere en, for jeg tror at han ikke selv kan forkl...

08/12-05Genial mørk og dyster 1
Anonym
Lynch's mest dystre film efter min mening handler i det store of hele om Fred Madison som er havnet på dødsgangen for at have myrdet sin kone. Her plages han af svær hovedpine og søvnløshed og fantaserer/drømmer om en ny tilværelse som den unge Peter Dayton, hvor han blander virkelighed sammen med fiktion (måske er dele af drømmen/fantasien noget han selv har oplevet som ung)

Dette er stort set filmens hovedtræk, og hvad jeg har fået ud af filmen efter at have set den en del gange efterhånden. Selvfølgelig er der en del andre faktorer der spiller om som skal forklares grundigere, men syntes ikke jeg ville skrive en hel roman om det nu.

Lynch har endnu engang skabt en mørk og dyster historie som blander elementerne drømme og virkelighed sammen. Som Lynch selv har sagt i et interview...

10/07-05Mesterlig
Helveds filosofisk, lækker og dybt interessant Lynch-gyser jeg aldrig vil glemme.

22/06-05Tænk ej - brug din intuition!
Ja, at tænke lærer vi alle - at fornemme og føle er ikke noget man lærer i skolen. Desværre. Lynch taler i billedsprog - i drømmesekvenser - nyd det eller glem det. Men sig ikke, at det er uforståeligt.

Det er ikke meningen at filmen skal forklares rationelt - bevares, det kan man da godt - men pointen er jo netop at oplevelsen er sanselig. Ikke ord eller logiske sammenhænge, men symboler der vækker følelser og hændelser der lapper over hinanden i tid. Præcis som i dine drømme.

Det er som abstrakt kunst, et maleri der ikke forestiller noget konkret og naturalistisk. En oplevelse der ikke bør simplicificeres til tomme ord.

Jeg forstår nu godt hvis man ikke kan lide den, tror jeg nok. Men det er en af de bedste film jeg kender.

02/03-05Rigtig god film.
Uhyggelig og djævelsk filmet, med et glimt i øjet.

Den er lidt svær at finde ud af, men hvis bare man tænker sig om går det helt fint. Jeg kan bedst lide første halvdel, den er med uden tvivel den mest uhyggelige af nærmest de 2 halvdele filmen er delt ind i.

Fint filmet, om man keder sig ikke så meget.
Så er der alle de sexscener. Prøv at tæl hvor mange sexscener der er i. Det er ligefør jeg tror det mindst er 20 i! Det er næsten halvdelen af hvad filmen består af. Men det er en god film. Meget god.

05/01-05Interessant
Interessant film, hvis man kan lide en film, hvor man skal tænke selv.

05/01-05Protest Sandman
Jeg hedder Brian og jeg synes da det er en interessant og fed film, da man bl.a (som tidligere nævnt) får lov til at tænke selv.
Men du har nu ret. Det er skræmmende med de et stjernede Jesper-Johnny indlæg.

05/01-05Lise
Hmmm. Skræmmende hvis det at bruge hjernen under en film gør en neurotisk eller får folk til at kalde en optimist.
Det er sgu snart ved at hobe sig op med utalelser om denne film, som folk ikke kan begrunde. Det minder om anmeldelserne af "Donnie Darko" fra aviserne i USA. "Jeg fattede ikke en meter, så det er en lortefilm". Gad vide om der er så mange herinde, som går igennem livet sådan. Når der er noget man ikke fatter, så er det noget lort! Jeg kan f.eks. ikke finde ud af at stå på skøjter, men gør det ishockey til en lortesport?

05/01-05Dobbelt hmmmm
".....fordi I så brændende gerne vil forstå et eller andet i den film, men det er der ikke". Hmmm. Måske ikke hvis man ikke prøver eller opgiver, fordi man vil spare hjernen. Utroligt at der stadig er folk, som tror at visse instruktører laver film, uden at de har en mening med den. Nu forstår jeg hvorfor der er et publikum for film som "Pearl Harbor", "the Core" og "Bad boys". Det må være fordi "I" så brændende gerne vil slippe for at bruge hjernen, men det er der..heller ingen grund til alligevel.
Jeg er ikke decideret Lynch fan, og heller ikke den store kunstelsker, men det er sgu noget af det mærkeligste jeg har hørt.
Nok om det: Til Sandman: Har du set "Donnie Darko" og hvad synes du om den??




Fakta

Medvirkende
Fred Madison Bill Pullman
Renee Madison/Alice Wakefield Patricia Arquette
Pete Dayton Balthazar Getty
mystisk mand Robert Blake
Sheila Natasha Gregson Wagner
Arnie Richard Pryor
Candace Dayton Lucy Butler
Andy Michael Massee
Phil Jack Nance
Johnny Mack, vagt Jack Kehler
Bag kameraet
Instruktion David Lynch
Produktion Deepak Nayar, Tom Sternberg, Mary Sweeney
Manuskript David Lynch, Barry Gifford
Fotografi Peter Deming
Klip Mary Sweeney
Scenografi Patricia Norris
Musik Angelo Badalamenti
Genrer og relationer
Genre Gyser, Thriller
Premieredatoer
Biograf 13.06.1997
Dvd 27.01.2004
Øvrige oplysninger
Land Frankrig, USA
Produktionsår 1997
Spilletid 135 min.
Censur Tilladt for børn over 15 år Tilladt for børn over 15 år
Solgte billetter 30.660
Selskab October Films, CiBy 2000
Biodistributør Warner & Metronome Film

Se også...