Alle siger I Love You (Everyone Says I Love You)

DJ(Natasha Lyonne)fortæller sin version af familiens bryderier med kærlighedens mysterier - som en musical. Hendes far Joe (Woody Allen) dyrker sin ulykkelige kærlighed Von (Julia Roberts) rundt om i verden. Søsteren Skylar (Drew Barrymore) skal giftes med den kiksede romantiker Holden (Edward Norton), samtidig med at hun fristes af Ferry (Tim Roth). Hendes mor (Goldie Hawn)og stedfar (Alan Alda)synger og danser med i festlighederne, som ender i en hyldest til selveste Groucho Marx. © Scope

Produktionsår 1996
Genre Drama
Instruktør Woody Allen
Medvirkende Edward Norton, Drew Barrymore, Alan Alda, Goldie Hawn
Spilletid 101 min.
Biopremiere 05.09.1997
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Edward Norton

Edward James Norton Jr. fik sin opsigtsvækkende filmdebut i retssalsthrilleren "Primal Fear" (1996), fordi han under castingen med overbevisende accent påstod, at han var født i samme del af Kentuky som den figur, han skulle portrættere. Herefter forsvarede han Woody Harrelsons uartige bladkonge i Formans "Folket mod Larry Flynt" (1996) og sang s...

Anmeldere

Scope


Woody er langt fra sin hjemmebane med musical-komedien "Alle siger I Love You", men scorer alligevel flittigt på fremmed genre-græs.

Helt på udebane er manhanitten Woody Allen dog ikke, for en trediedel af filmen foregår i New Yorks upper-east-side gader og parker, når ikke vi inviteres til romancer, sang og dans i Paris eller Venedig. "Alle siger I Love You" er da også befolket af hans velkendte eksistentielt plagede neurotikere, der her roder rundt i kærlighedens mysterier. Dialogen fyger (mere eller mindre improviseret) gennem luften, og spider med satirisk brod sine ekscentriske upper-class personer og akademiker-miljøer.

Klassisk Woody Allen tilsat musik og dans
Den nye dimension i Woody Allens ellers meget realistiske univers og naturalistiske spillere er, at det kombineres med den klassiske musical-genres stiliserede univers og eventyrlige fortælle-skabelon. Dennes plotlinie kredser typisk om en eller flere karakterer, som gennemlever forskellige konflikter et sted mellem virkelighed og personlig utopi, efterfulgt af en (for)løsning (som regel ægteskab, konkret eller symbolsk), krydret med et sidste integrerende danse/sang-nummer, hvor helt og heltinde accepteres og optages i familiens og miljøets etablerede institutioner. Og idéen med at sammenflette dette med sin "klassiske" Allen'ske fortællestil, fungerer langt hen ad vejen, hvor bizart det end lyder.

I fortællingens centrum står DJ (Natasha Lyonne), som er den, der holder sammen på trådene og fortæller os historien om kærlighedens mysterier. DJ's'forældre er fraskilte. Hendes mor, Steffi (Goldie Hawn) er gift på ny med Bob (Alan Alda), med hvem hun bla. har den gifte-modne Skylar (Drew Barrymore). DJ's rigtige far, Joe (Woody Allen himself) er forfatter og pendler ml. Paris, Venedig og New York. Joe har et frustreret kærlighedsliv. Under et ophold i Venedig lykkes det ham med DJ's hjælp at score den unge smukke kunst-studerende Von (Julia Roberts). Der går kage i den, og Joe lider endnu engang af ulykkelig kærlighed. Skylar er imidlertid blevet forlovet med Holden (Edward Norton), men lokkes for en kort stund på afveje af den netop løsladte morder Ferry (Tim Roth), inden hun og Holden, trods konflikter, kan forenes. Det hele kulminerer med en juleferie i Paris - med et kostumebal på Cinématheque Francaise, hvor alle gæster er klædt ud som Groucho Marx!!

Alle genforenes, de unge forlovede (som er gået så meget grueligt igennem) accepteres socialt og føres ind i familie-institutionens fællesskab.

Woody synger - falsk
Woody Allen parrer sin vante form og stil, sin ironiske tone, med musical-genren ved ganske enkelt at "omfavne" dennes kunstige og falske grundlag. Musicals er det rene fup, synes filmen at sige i sine meta-filmiske referencer, så lad os springe på hovedet i det kunstige, det stiliserede, og lave noget sjov ud af det. Han lader sine personer gøre lige præcis dét vi andre går og drømmer om i dagligdagen, når vi bevæges: nemlig at bryde ud i sang og danse ned af Vestergade. Og så kan man jo lige så godt gøre det, som her, gennemført med kunstige scenerier, billedtricks, velkoreograferet dans og 'skøn'-sang. Som var det taget ud af en go' gammel Metro-Goldwyn-Mayer musical fra 30'-40'erne tilsat tonerne af Gershwins bedste.

At stort set alle hovedpersoner (med Allen som den værste) synger rær'ligt og danser som Bambi på isen, fastholder kun forbindelsen til filmens øvrige realistiske univers og persongalleri. Hvilket vi almindelige dødelige falsk-sangere kan identificere os med. Sang og dans udvikler sig til selv-terapi. Til en, fundamentalt menneskelig, men forsømt, måde at få artikuleret og udlevet af livets store følelsessvingninger.

Woody som Groucho
Filmen kalder konstant på smilebåndet, såsom når Woody laver sin version af idolet Groucho Marx. Allen siger i et ømt øjeblik til sin ex: "I remember us making love", mens han går i en perfekt Groucho-stilling, og fortsætter, "I remember the hotel, I just don't remember you..... unless you were the one under me". Eller når Allen, som Joe, bekender at det eneste han ved om kunst, begrænser sig til Kirk Douglas som Vincent Van Gogh i Minnelli-farver.

En indvending eller to er dog, at satiren, i dialog og miljø-skildring, forbliver harmløs, set i sammenligning med hvad vi er vant til af tungt skyts fra Allens Remington-maskine. Desuden er Allens alter-ego på film faretruende tæt på at blive triviel som karakter, men på den anden side er det guf for woodymane feinschmeckere, når Allen blotlægger sin berømte verdenssmerte og miserable evner som forfører og lagen-akrobat.

Woodys magi
Men det der virkelig hæver filmen op i det magiske luftlag, er nogle af dansescenerne: jeg skal sent glemme en hel hospitalsgang "Making Whoopee", så det sparker musical-røv. Eller en fabelagtig begravelses-scene, hvor en gruppe spøgelser pludselig stiger ud af kisten og synger vagt i gevær med den livsbekræftende "Enjoy yourself, it's later than you think".

Endelig lod jeg mig rive helt med af Allens og Goldie Hawns vidunderligt komiske og romantiske pas de deux under Pont Marie, langs Seinen i Paris, hvor også Gene Kelly og Leslie Caron i sin tid, som Amerikanere i Paris, forførte hinanden og publikum.

Woodys hommage til Minnelli
Måske er det i disse rene musical-scener, at filmen fungerer bedst. Som om Allen her har lagt sin største kreativitet og energi som instruktør, omend det aldrig kan blive ligeså fuldendt som når de virkelige mestre - Vincente Minnelli, Stanley Donen og Busby Berkley - dirigerede kameraerne og bød op til sang og dans. Allen iscenesætter dog med så megen finesse og hyldest til musical-genren, at Minnelli formentlig step-danser på sin egen grav af glæde. Faktisk er "Alle siger I Love You" en guldgrube for homage-spottere, idet filmen er en flot pastiche og finurlig reference-leg over Minnellis mesterværker: "An American in Paris", "Gigi", og "Father of the bride".

"Alle siger I Love You" underholder ligeså fremragende som f.eks. det biografaktuelle action-brag "Face/Off", men med helt andre greb (og billigere midler). Og hvor "Face/Off" fortoner sig hurtigt i mængden af andre bulder og brag film, så forbliver talrige optrin med sang og dans fra "Alle siger I Love You" hængende for øjet og ørerne. Det kan godt være at de synger ad h... til, men gør de fleste mennesker ikke det !

Så det var lige præcis hvad jeg gjorde, da jeg forlod biografen: jeg slentrede ned af Vestergade og brød ud i falsk sang og multi-handicappet dans. Det har jeg aldrig gjort før. Men Woody Allen fik mig til det. Og dét er den bedste anbefaling jeg kan give.
At jeg så sang "I'm through with love", er en anden sag.

Brugere

17/02-05Everyone says: I Love You
Én virkelig sød film:-)

02/03-03Den sene Allen på toppen
Anonym
Er man parat til at acceptere, at Woody Allen ikke kommer til at lave en ny "Manhatten", får man her en af den sene Woodys bedste film.
Elegant og veloplagt kaster han sig ud i musical-genren - og lykkes.

Filmen er stjernebesat til mindste rolle, og alle er på toppen - også Woody Allen selv. Her giver han sig selv passende plads, så man aldrig når at blive irriteret over hans neuroser og istedet nyder hans spil. Edward Norton, Goldie Hawn, Alan Alda, Drew Barrymore, Natasha Lyonne og Julia Roberts giver nogle af deres bedste præstaioner og vi får et tidligt glimt af Natalie Portman.

Ingen af de medvirkende er gode sangere, men gør det noget ? Det er de færreste der kan synge, men mange gør det alligevel, når humøret er i top. Intrigen trækker ud, men alt i alt er det en herlig fil...

22/09-02Langt fra Woodys bedste
Anonym
Stjernebesat komedie/musical, som efter min mening har 2-3 store problemer. Musikken er kedelig og virker malplaceret, og handlingen virker svævende og kloset fortalt.

Allens film bliver stadig regnet for filmkunst herhjemme af de højkulturelle snobber der gerne vil være noget, uden at være det. Mens virkelige filmkendere efterhånden godt er klar over at Allens film kun er skyggen af sig selv (jeg må nu også indrømme, at jeg aldrig har været den store fan af Woodys film). Indrømmet, Allen er stadig god til at filosofere over livets små problemer på en sjov måde. Man har bare set det hele så mange gange før, så det keder en lidt efterhånden.

Filmen havde været bedre uden de musikalske indslag. Men smag og behag!


Fakta

Medvirkende
Holden Edward Norton
Skylar Drew Barrymore
Bob Alan Alda
Steffi Goldie Hawn
Von Julia Roberts
Joe Woody Allen
Charles Ferry Tim Roth
sig selv Itzhak Perlman
Claire Barbara Hollander
Jeffrey Vandermost John Griffin
Laura Natalie Portman
Bag kameraet
Instruktion Woody Allen
Produktion Robert Greenhut
Manuskript Woody Allen
Fotografi Carlo Di Palma
Klip Susan E. Morse
Scenografi Santo Loquasto
Musik Dick Hyman
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 05.09.1997
Øvrige oplysninger
Land USA
Produktionsår 1996
Spilletid 101 min.
Link Officielt website
Censur Tilladt for alle Tilladt for alle
Solgte billetter 108.017
Selskab Miramax Films, Sweetlands Films, Buena Vista International, Magnolia Productions
Biodistributør Warner & Metronome Film

Se også...