Livet er smukt: Den film gør livet smukt!

Livet er smukt

01/12-03Den film gør livet smukt!
Anonym
Fortolkning:
Jeg gik fra filmen let til møde. Jeg var nok lidt skuffet. Filmen havde ikke været specielt sjov og jeg var næsten blevet helt ked af det. Den røg med det samme ned på min liste som den dårligste film jeg nogensinde har set. Det var først da jeg begyndte at tænke over overskriften: ”livet er smukt” at den film virkelig begyndte at have en betydning for mig. En betydning som jeg tænker på næsten hver dag. Filmen handlede om krig, død og ondskab. Alt noget, som ikke kan gøre livet smukt. Men da jeg havde tænkt lidt mere over det, så syntes jeg ikke, at filmen kunne have haft en bedre overskrift, end det den havde. Filmen handlede jo ikke kun om krig, død og ondskab, men også om tro, håb og kærlighed.
Faren gør alt af kærlighed til sin familie. Han går alting i god tro og håber på det bedste. Han er måske i nogens øjne næsten naiv, men faktisk så er han bare optimist. Han kigger på alle de lyse sider i livet og lader ikke selv en koncentrationslejr slå ham ud. Selvom han er i omgivelser, der er så dårlige at intet kunne blive værre, og der umuligt kunne findes mere godt, så formår han alligevel at lave det hele om til en leg. Og han tror selv så stærkt på legen, at han giver sig selv et håb om at det hele nok skal gå. Men han giver ikke kun sig selv et håb, han giver også sin søn og sin kone et håb.
Den film kan fortælle os så meget om vores egen tilværelse. Måske kan vi til tider føle, at vi er så langt nede, at der intet godt er tilbage i livet. Så må vi bare huske at vi skal, ligesom faren, se det positive i livet. Det gælder om at se lyset og ikke mørket. Hvis vi, i stedet for at se på alt det negative, finder selv de mindste positive ting frem og lader dem styre vores liv, så bliver livet smukt, for livet er smukt.

Min vurdering:
Jeg vil stærkt anbefale filmen! Men den skal ikke ses som noget underholdende. Denne film skal ses for at give eftertanke. Filmen har et meget stærkt budskab, som bærer filmen hele vejen til top. Først da jeg havde givet den eftertanke, røg den op i toppen af min liste som en af mine yndlingsfilm. Filmen er flot lavet og rammer én. Jeg levede mig meget nemt ind i den og blev derfor ikke i et ret godt humør af den. Grunden til at man nemt blev revet med ind i filmen og følte med filmen, hang nok også lidt sammen med at skuespillerne var meget dygtige. De var lette at identificere sig med, og selvom man nogle gange tænkte: ”Nej, lad nu vær’ med at gøre det der!” når faren igen gjorde noget vovet og næsten dumt, så kunne man alligevel godt forstå hvorfor han gjorde det.

04/03-06Den film gør livet smukt!
Anonym
utrolig smuk beskrivelse! Du har helt ret i, at denne film indleder til stor eftertanke, og det er en film, der har præget min hverdag meget.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.