The Hours: - Skæbnen i al sin enkelhed -

The Hours
Film The Hours
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Velspillet FilmperleP-er
imponerendeAnonym
flere timer-Rose*Moth-
De evige tresandmand
imponerendeAnonym
The Hours: Stephen Daldry.El niño
GenialAnonym
GribendeForceoffive
Indlæg Se alle indlæg (37) Se mere

05/01-05- Skæbnen i al sin enkelhed -
(**Spoilers forude!**)

Tre tidsperioder - tre skæbner. I 20’ernes England skriver Virginia Wolf den bog, som Laura Brown i ’49 læser, og som Clarissa Vaughn dags dato gennemlever. De tre skæbner fungerer uafhængigt af hinanden, men skal ikke forstås isoleret. De kender ikke hinanden, men en fælles skæbne knytter dem alligevel sammen. Alle tre med psykiske lidelser – alle tre med ringe mod på livet.

Filmen forløber således ved at delagtiggøre seeren, bid efter bid, i de tre hovedpersoners liv. Alt imens man opsluges mere og mere i dramaet, bevæger man sig hen mod enden, hvor filmen tager en drejning. Og det er her ”The Hours” for alvor griber om sig og bliver rigtigt god. For her løfter et fremragende twist filmen mærkbart. For i virkeligheden lider Clarissa Vaughn ikke den samme skæbne, som hendes to medspillere fra fortiden. Det vil Michael Cunnigham (forfatteren til romanen) bare gerne have os til at tro, da det er en oplagt mulighed. Men her er det så, Richard kommer ind i billedet. Den AIDS-ramte poet har indtil nu i filmen luret bag kulissen som Clarissas nære ven, men det er først mod enden, vi i grunden finder ud af, hvilken brik han er i det dramatiske puslespil. For da det viser sig, at Richard er Laura Browns søn, forstår man pludselig, den skæbne, der er ham tillagt. Nøjagtig som sin mor hvis skæbne han altså skulle komme til at dele. Laura følte dengang, at hun var en klods om benet på dem hun holdte allermest af - sin mand og sin lille søn, og i sin magtesløshed og sindslidelse, føler hun kun (paradoksalt nok), at selvmord ville kunne løse det problem. Et tilsvarende dilemma som Richard jo så havner i i sit voksenliv, hvor Clarissa kommer til at udgøre det, som Richard lever og (i ordets bogstaveligste forstand) dør for.

Dermed falder brikkerne på plads. Richard kommer til at dele skæbne med sin mor og Virginia Wolf – sammen udgør de det skæbne-trekløver (om man vil), som vægter deres medmennesker højere end dem selv. De lever - og de dør for dem.

Det er dette tragiske paradoks, som fundamenterer ”The Hours”, og som giver filmen substans. Og hvor tragisk det end er, ligger dette hovedtema til grund for et stykke fremragende drama. Det er subtilt og særdeles velspillet i denne livsnære fortælling, der rejser en tidløs problemstilling, hvor vi gennem stærkt skuespil og virkningsfuld instruktion oplever den fatale skrøbelighed, det menneskelige sind (desværre) besidder. Noget som aldrig må undervurderes og som er evigt relevant, hvilket er glimrende illustreret i form af de tre tidsperioder filmen er delt op i.

Filmen byder på fremragende skuespil over hele linjen – hoved- såvel som biroller. Nicole Kidman bør måske nok fremhæves, mens Ed Harris absolut bør det, da han leverer en formidabel præstation i rollen som Richard. Oscar-komitéen kvitterede da også med en nominering for ”Bedste Mandlige Birolle” til Harris, som dog måtte se sig slået af Chris Cooper og hans præstation i ”Adaptation” (absolut diskutabelt hvis du spørger mig).

Men summa summarum er, at ”The Hours” er det mest gribende og velspillede drama, jeg kan erindre i længe tider. Instruktør Stephen Daldry har droslet ned på sentimentaliteten (som dominerede den ene vægtskål i hans sidste film ”Billy Elliot”) uden dog at spille hasard med seerens følelser og blive bisset. Det er livets barske realiteter, der er på menuen, men det er samtidig fortalt velment og på en sådan måde, at man kun kan nyde og beundre de kunstneriske kvaliteter, som ”The Hours” i den grad mestrer. Hvor er det godt.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.