Malena: - Troskyldigt forelsket -

Malena

05/01-05- Troskyldigt forelsket -
Skønt, betagende og humoristisk italiensk drama.

I de tidlige sicilianske 40’ere møder vi landsbyens skønhed Malèna (Bellucci), som der kastes lange blikke efter blandt de mange mænd, efter at Malènas mand er rekrutteret til krigen. Den purunge Renato (Sulfaro) er ingen undtagelse, og som tiden skrider frem, og Renato bliver ældre, følger vi hans besættende forelskelse i den evigt smukke men også uopnåelige Malèna.

En helt igennem hjertevarm og uskyldig fortælling fra Tornatore, der selv er vokset op på Sicilien, og sandsynligvis derfor formår at give os en meget uforfalsket og ægte beretning fra hans hjemstavn. Filmen kender sit miljø og giver et fascinerende tidsbillede.

Historien er vedkommende og fortælles glødende, som gør det svært ikke at se sig selv i unge Renatos sko. Det emmer ganske enkelt af fortællerlyst, og selvom det måske ikke er jordens største historie, er det alligevel så befriende ægte og menneskeklogt fremstillet, at man kun kan lade sig betage. En kærkommen lille film.

Filmen blev i øvrigt Monica Belluccis springbræt til Hollywood.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.