Punch-Drunk Love: - Kærligheden som stimulans -

Punch-Drunk Love

05/01-05- Kærligheden som stimulans -
Med ”Punch-Drunk Love” følger Paul Thomas Anderson op på den grandiose ”Magnolia” med en langt mere beskeden film. Denne gang er det blevet til en skæv og aparte kærlighedshistorie med en dosis underfundig humor.

Og alligevel er man ikke i tvivl om, hvem der er bag roret. Andersons krøllede historiefortælling skinner atter igennem, og det er godt. Det tilfører fortællingen energi i en ellers lavmælt film, og bevirker, at kærlighedshistorien på intet tidspunkt bliver slesket.

En underspillet Sandler er en fornøjelse at opleve i hans første (mere eller mindre) seriøse rolle. Han er glimrende som den paranoide og excentriske Barry Egan, og Sandler viser en ny spændende side af sig selv – for min skyld må han gerne lave mere af samme skuffe for fremtiden. Watson er velvalgt i den kvindelige hovedrolle men får desværre nok ikke den nødvendige opmærksomhed, da fokus er rettet mod Sandler.

Så en absolut begavet og herligt afvigende romantisk komedie. Filmen flytter ikke bjerge – dertil er historien en anelse for lemfældig. Men harmløst er det, og ”Punch-Drunk Love” fortjener ros for en pudsig, subtil og frem for alt kærlig undertone, der hæver filmen et pænt stykke over den standard, man kan forvente sig af Hollywoods romantiske afdeling for tiden.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.