Cast Away: realistisk og afdæmpet

Cast Away

25/04-04realistisk og afdæmpet
Anonym
Det første møde mellem Tom Hanks og den alsidige og altid succesfulde Robert Zemeckis kulminerede i Forrest Gump, et fremragende drama, som desværre lidt for ofte forfaldt til klicheer. Produktionen af Cast Away blev delt i to, da den store Hanks skulle tabe en god del af hans vægt til rollen. I mellemtiden kunne Zemeckis indspille den Hitchcock inspirerede Bag Facaden og Hanks medvirkede i Den Grønne Mil. Bare den vægtforandring, som Hanks skulle påtage sig, indgyder respekt for hans rollevalg. Rollen som Chuck Nolan er enhver skuespillers drøm, men kun få kan mestre den, og absolut ingen kunne have gjort det så følelsesladet og fremragende som Hanks. Han yder karrierens bedste præstation, og det siger ikke så lidt. Rollen er ikke kun fysisk krævende, men også psykisk hård. Hanks er på lærredet under hele filmen, meget få øjeblikke viges der fra hans sympatiske ansigt. Hanks skal opretholde interesse for personen i over to timer, og det lykkedes til fulde for ham. Aldrig har jeg set så rørende og personlig en præstation fra en skuespiller. Vi holder konstant af og med ham, og på bragende vis sætter Zemeckis og Hanks os ind i Nolans sted. Vi er med på øen, ikke som tilskuer men som ufrivillig medvirkende.

Udgangspunktet virker som endnu et slag uoriginalitet fra Hollywood, en moderne version af Robinson Crusoe. Dette er så langt fra sandheden, som det kan blive. Cast Away indeholder ingen eventyrlige elementer eller lette og konstruerede løsninger. Historien forekommer yderst plausibel og hele tiden vedkommende. Personbeskrivelsen er også ret skarpt optegnet på nærmest ingen tid. Hanks er en slave af tiden, den har relevans for hele hans eksistens. Efter flystyrtet bliver tiden relativ og irrelevant for Hanks. Dette illustrerer filmen perfekt ved at pludselig springe fire år længere frem. Hanks er blevet mere indædt, og kamp og lyst til overlevelse er blevet en rutine for ham. Det virker ikke søgt eller postuleret. Det føles som en uundgåelig nødvendighed af menneskets ofte overraskende overlevelsesinstinkt. En sideeffekt ved Hanks’ opfindsomhed finder sted for publikum. Den times tid vi er på øen flyver af sted. Vi følger med stigende interesse og spænding med i Hanks’ rutineliv på øen og gætter på, om han nogensinde undslipper. Det gør han naturligvis, og det hele ender i Hollywood sentimentalitet og feel good. Nej, langtfra! Filmens spænding stiger bare endnu mere, da Hanks kommer tilbage til civilisationen. Genialt træk fra Zemeckis at medbringe det i filmen. På øen mistede Hanks de elementære livsnødvendigheder, som vi som samfund har fastsat. Han kommer nu tilbage til det og ser ligegyldigheden i tingene. Det uundgåelige møde med ekskæresten afvikles også befriende udramatisk og uden følelsesmanipulation. Jeg tror aldrig, at jeg på film har set så smertende et klimaks, som mødet mellem Hanks og Hunt frembringer. Hvad der skulle være lykkelige omstændigheder ender med at være en konstant påmindelse om det, som burde have været. Smertende og forløsende på samme tid, brillant og genialt iscenesat af en nedtonet Zemeckis.

Zemeckis fortjener sammen med Hanks alt æren for det endelige resultat, som er intet mindre end et uforglemmelig mesterværk. Hvad der kunne have endt som en ufrivillig pinlig og sentimental film har i stedet for et overbevisende nærvær, som ikke går samme vej som konventionerne dikterer. En naturalistisk og exceptionel livsbekræftende film, hvor alt lykkedes. Zemeckis styrer, ligesom Spielberg, effekterne med hård hånd. Ligesledes med kameraføringen er effekterne subtile, som gør filmen mere skræmmende. Flystyrtet afvikles uden overfladisk og unødvendig action, og er det mest realistiske flystyrt set på film. Også mødet mellem Hanks og hans redningsskib er skræmmende og smukt på samme tid. Zemeckis formår også at gøre øen til en person i filmen. Vi følger Hanks i hovedhøjde under hele filmen, og vi får ingen panoreringer, som kan give overblik. Øen er i starten mystisk, men simultant med Hanks bliver vi fortrolige med den. Oveni det kan Zemeckis få os til at føle med en volleyball, som skal abstrahere fra Hanks’ ensomhed og ender med at blive en overlevelsesgrund sammen med Helen Hunts figur.

Alan Silvestris flotte musik er et kapitel for sig selv. I begyndelsen af filmen får vi gamle pophits, mens vi under ø-opholdet ingen musik hører. Det er først sidst i filmen, at Silvestri bringer strygerne frem, og det er så kraftig og rørende, at det næsten er ufatteligt. Så smukt komponeret.

Cast Away blev en overraskende og overrumplende filmoplevelse for mig, som kun bliver bedre og bedre for hver gang. En smuk (både følelsesmæssigt og især visuelt) og anderledes film, som sætter menneskelige følelser i gang på flotteste vis. Dens vidtspredende omfang af livsbekræftelse står mig stadig ikke helt klart.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.