Pianisten: bedre end forventet

Pianisten

03/05-04bedre end forventet
Anonym
The Pianist har været et meget personligt projekt for Roman Polanski (introduktion overflødigt). Han led selv under jødeforfølgelse under 2. Verdenskrig, og det må have været noget af et helvede for ham at skulle genfortælle de grufulde oplevelser igennem denne film. Bare for dette fortjener han respekt og en Oscar for bedste instruktør var helt på sin plads. The Pianist er baseret på den virkelige Wladyslaw Spzilmans liv og hans overlevelse af holocaust. Hvis den ikke var sandfærdig ville jeg sige, at filmen var urealistisk. Det virker lidt for konstrueret hvordan Spzilman med held hele tiden overlever, om det så bare er med marginaler. Alle dem han møder er villige til at hjælpe ham, selv en højtstående tysker, som imponeres af hans klavertalent. Men virkeligheden overgår som sagt fantasien.

Historien er simpel og overraskende let tilgængelig, og som storfilm føles The Pianist er ikke særlig tung. Adrien Brody vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. For mig kan valget diskuteres. Han gør det godt, ja, faktisk rigtig godt. Fysisk en meget krævende rolle. Men som en virkelig og troværdig person falder han lidt igennem. Det er en overlevelseshistorie, ikke en heltehistorie. Det er spændende og tragisk at følge Spzilman i hans kamp, men i længden også en smule trivielt. Filmen bliver aldrig så universalt skræmmende og rystende som Spielbergs Schindlers Liste, hvor paralleller uundgåeligt trækkes. Den uforudsigelige psykiske terror og døden kommer ikke så uventet her som i førnævnte. Det er tragisk og rørende, men helt vedkommende bliver det aldrig. Til dette skrider Polanski for hurtig og let over hændelserne. En positiv ting er dog manglen på sentimentalitet og overforbrug af visuelle spidsfindigheder.

Tiden løber hurtigt forbi, men i den sidste halve time dvæles der for meget ved enkelte scener. Trods fejlene er The Pianist en vellykket og seværdig film om jødeforfølgelse, og Polanski får min respekt for hans menneskelige perspektivering i en velproduceret film. Schindlers Liste er dog skrækfilmen over dem alle om 2. Verdenskrig.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.