Løftet - The Pledge: Fantastisk film

Løftet - The Pledge

05/01-05Fantastisk film
Spoilers, så lad være med at læse videre, medmindre du har set den://

Mange herinde har beskrevet denne film som "kedelig" og "langtrukken". Muligvis fordi de kun har gidet sætte sig ind i, hvad der foregår på overfladen, i stedet for at gå i dybden på historien og finde det egentlige budskab i denne film.

Denne film er en fantastisk fortælling om en pensioneret politibetjent, som på sin sidste sag lover en mor, at finde hendes datters morder.

Jack Nicholson spiller Jerry Black. En besat mand. Så besat af tanken om at finde pigens morder, at han tilsidesætter alt inklusive sit eget liv og muligheden for lykke, i sin jagt på at finde morderen og overholde sit løfte.

Det geniale ved "the Pledge" er, at instruktøren hele tiden holder seeren fanget, i håbet om den endelige forløsning, hvor morderen bliver fanget.

Den kommer bare aldrig og man må ligesom Jack Nicholson i sidste ende sande, at mens man har ventet på at forløsningen skulle komme og livet kunne begynde igen, ja så er livet foregået i mellemtiden for næsen af en, uden at man har bidt mærke i det og chancen er forspildt. I dette tilfælde i form af Nicholson´s kærlighed til Robin Wright Penn´s karakter (Mrs. Penn står da vist ikke på rollelisten til denne film her) og hendes datter, som Nicholson i sidste ende er villig til at bruge som lokkemad for at nå sit mål. Og det at bringe en af sine elskede i fare på den måde, sker jo ikke ustraffet (Som Sandman så rigtig skrev under "Døden sletter alle spor"). I dette tilfælde har det den konsekvens, at Nicholson mister det, som kunne have været hans livs kærlighed.

RIGTIG SPOILER: Paradoksalt nok dør morderen til sidst tilfældigt i et trafikuheld og skæbnen griner dermed Nicholson (og seeren som har ventet på den store finale) op i ansigtet, da han må indse, at han har spildt sit liv i besættelsen på at overholde et løfte og forpasset sin måske sidste chance for ægte kærlighed.

Smuk film af Sean Penn der med denne og sine to foregående "the Indian Runner" og "the Crossing guard" har bevist, at han godt kan tage kampen op med de tunge drenge.

Han forbliver en af mine yndlingsskuespillere og hvis han fortsætter på denne måde, måske også snart en af mine yndlingsinstruktører.
Han viser ihvertfald klasse med denne film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.