The Deer Hunter: Emil Schultz/Thomas Nielsen

The Deer Hunter

01/06-04Emil Schultz/Thomas Nielsen
Anonym
Jeg gav en begrundelse. Men jeg kan godt uddybe det. Det handler om hvad man vil med film som kunstart.

Det, der tænder mig af ved filmen, er at filmen i virkeligheden er Vietnam-terapi forklædt som kunst. I virkeligheden skal filmen jo tjene det formål for amerikanerne at beskrive Vietnamkrigens rædsler for befolkningen, så soldaterne kan føle sig forstået, og så resten af befolkningen rent faktisk kan forstå hvad der skete. Det er desuden et rent amerikansk anliggende.

Jeg synes ikke et så direkte samfundsmæssigt problem hører særlig godt hjemme i kunstens verden. Krigsfilm er generelt meget dårligt egnet som kunst. Kunst kræver jo perspektiv og abstraktion, dvs. at tingene sættes i nogle helt andre rammer, end da tingene skete eller blev oplevet. En ren og skær dokumentarisme er ikke kunstens formål. Og det er svært at skabe et kunstnerisk perspektiv på krigstemaet uden at blive beskyldt for alle mulige umenneskelige motiver såsom at man er ligegald med krigens rædsler eller lignende. Og jeg er jo heller ikke ligeglad med de rædsler.

Og jeg kan altså ikke se, hvad der skulle være berettigelsen i denne historie, der til med er så trist, at den jo rammer nerven fra selve krigen lige i centrum.

Jeg tænkte på Europa, Cold Mountain eller Borte Med Blæsten, da jeg skrev mit indlæg. Disse film er filmiske i den forstand, at de ikke er realistiske, og endvidere er det personernes udvikling eller snarere indvikling, der er rammen om historien. Krigen er bare baggrundsmiljøet, der skal teste eller udsætte hovedpersonerne for udfordringer, forandringer mv.

I Deer Hunter får vi en psykologisk udvikling hos Christoffer Walken lige efter skolebogen. Der er intet interessant i hvad der sker med ham, undskyld jeg siger det. Det siger sig selv at man må blive sindsyg af det, som Walken var i gennem i filmen. Men det er vores sympati med hans og De Niros skæbne, der gør at vi forledes til at acceptere historien som kunst.

Som tilskuer får vi ingen valgmuligheden mht. at placere vor sympati. Alt er givet på forhånd. Vores valg og vores sympati har Cimino allerede fra starten pantsat endegyldigt til fordel for krigens rædsler. Jeg falder altså ikke på halen for den slags.

Kunst er at parre ideer med virklighed. Ikke at gengive virkeligheden. Heller ikke selv om jeg er enig med jer i, at Cimino med sin meget manipulerende filmstil virkelig får skabt et værk, der meget vel kan virke rørende, hvis man ikke er på vagt over for følelsesmanipulationen.

Lur mig, om ikke der bliver lavet en film om World Trade Center-angrebet om nogle år, om folkets tab og meget mere. De skal bare ikke komme og kalde det kunst.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.