The Deer Hunter: Klassisk efterkrigs drama

The Deer Hunter

05/01-05Klassisk efterkrigs drama
Michael Cimino står for mig, som en højst besynderlig instruktør. Hans film har altid været "enten eller". Efter at have instrueret en film som denne, går han over og instruerer et af filmhistoriens største flop med "Heaven´s gate".

Efter det udmærkede gangsterdrama "Sicilianeren" med Christopher Lambert og John Turturro, går han hen og laver to ligegyldige film med "Desperate timer" og "Sun chaser".

Selv om han tit har haft et budskab, så har han tit haft svært ved at formidle det og jeg ville ikke kalde ham en stor instruktør. Han virker som en instruktør, som vil mere end hans talent rækker og efter fiaskoen med "Sun chaser" blev den kære Cimino meget fortørnet og besluttede sig for at kaste håndklædet i ringen.

Det der har været kendetegnende for hans film, har været det, at man kan sidde og se en af hans film og synes, at der har været nogle virkelig geniale og mesterlige scener med og i næste øjeblik er man vidne til en scene, som får filmen til at virke som en b-film med dårligt skuespil (især fra statisternes side).

Den følelse havde jeg flere gange i løbet af f.eks. "Chinatown bløder" og også lidt i starten af denne her. Der er nogle scener op til brylluppet, hvor statisterne omkring De Niro & Walken gør det utrolig ringe. Tilbage til filmen:

Det der gør denne film så mindeværdig i mine øjne, er venskabet imellem de tre fyre, som skal afsted til Vietnam. Alle ved jo, at krig er et helvede, så det er der er ikke noget nyt i.

Selvom Cimino har gjort meget ud af at prøve og beskrive situationen omkring de soldater, som kom hjem fra krigen, så vil jeg ikke kalde det en propaganda film. Det er ihvertfald ikke det indtryk jeg fik og ikke det, som fik min opmærksomhed. Dog skal det siges, at slutscenen hvor de sidder omkring bordet og synger "God bless America" taler for det. For os ikke-Amerikanere virker det lidt malplaceret og man kan næsten ikke lade være med at grine lidt. Ligesom med slutscenen i "Saving private Ryan" på kirkegården, hvor det også kammer helt over.

Spoilers:// Det der gør filmen så stærk, er personerne og den måde de håndterer smerten og sorgen på. Jeg synes, at scenen hvor De Niro tager tilbage for at få Walken med ud af Saigon, velvidende at hvis han bringer ham med hjem, så vil hans chance med Streep være forspildt, er ganske medrivende og viser, at deres venskab blev bevaret igennem det helvede, som de delte sammen. Ihvertfald fra De Niro´s side som også må siges at være den af de tre, som kommer derfra med færrest traumer.

Filmen viser dog samtidig, at folk der har oplevet noget traumatisk sammen, har svært ved at være sammen med de personer, da de derved hele tiden bliver mindet om oplevelsen.

Handlingen og temaet er set så mange gange før, dog ikke så stærkt som i "the Deer hunter" og måske "Født d. 4 juli". Det der adskiller denne film fra mange andre af slagsen, er personskildringen.

Derudover er der jo de legendariske "russisk roulette" scener, som er svære at ryste af sig.

Alt i alt en stærk filmoplevelse og De Niro i en af sine bedste præstationer. Walken i SIN bedste præstation som fortjent indbragte ham en Oscar for bedste mandelige bi rolle.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.