The Usual Suspects: The greatest trick...

The Usual Suspects

11/06-04The greatest trick...
Anonym
Dette er en af de få film, jeg kan se igen og igen, og hver eneste gang opdager jeg et nyt interessant element i den komplekse fortælling om de fem karismatiske kriminelle.

På papiret lyder det vel klassisk, ja næsten uoriginalt – fem forbrydere, en opgave, død og ødelæggelse samt den tilhørende efterforskning. Men manuskriptforfatter Christopher McQuarrie og instruktør Bryan Singer har skabt en film, der kun kan betegnes som en vaskeægte nyklassiker -
alt går op i en højere enhed i dette lille mesterværk!
Et af de mest fremtrædende positive elementer ved filmen, er det imponerende samspil mellem de fem hovedpersoner. Gabriel Byrne leverer varen som den sammenbidte, tavse, dybt alvorlige men fødte ledertype Keaton. Stephen Baldwin (som ellers har medvirket i nogle ret tvivlsomme projekter) er perfekt i rollen som den halvpsykopatiske og usædvanligt skydegale McManus. Kevin Pollak er ligeledes udmærket i rollen som den usympatiske våbenspecialist Hockney. Benicio Del Toro er ganske enkelt suveræn som den uforståelige Fenster. Det vidner om et vist talent, at manden kan forvandle en så ubetydelig og anonym rolle, til en altoverskyggende scenestjæler. (Jeg er ved at flække af grin, hver gang jeg hører Del Toro udtale replikken under line-up-scenen) Og sidst men ikke mindst er Kevin Spacey uhyggeligt veloplagt i rollen som Verbal Kint, en mand der indeholder mere end først forventet. Spacey har jo mildest talt slået sit talent fast, men det var denne rolle der for alvor åbnede dørene for ham. Alt i alt komplementerer de fem skuespillere hinanden i en sådan grad, at man kun kan fascineres af den dynamiske gruppe forbrydere. Bedst er de næsten i line-up-scenen, som også pryder filmens cover. Singer forsøgte forgæves at optage denne scene, men ingen af de fem skuespillere kunne holde op med at grine under optagelserne. Singer besluttede derfor at bruge et af de takes, hvor skuespillerne rent faktisk fjollede rundt. Et ret modigt, men bestemt også effektivt valg, da præstationerne næppe bliver mere ægte end i denne korte, men bemærkelsesværdige scene.

Et andet smukt touch ved filmen er fortællestrukturen. Handlingen udspilles via forhørsscenerne mellem Verbal Kint og politidetektiven David Kujan (Chazz Palminteri). Dette kan kun betegnes, som lidt af en genistreg. For de scenarier vi introduceres for, er dybt subjektive, hvilket bevirker at man som tilskuer suges ind i filmens bedrageriske univers, og efterlades fuldstændig rundt på gulvet når Spacey lukker af med et filmisk klimaks af uhørt proportion! For på næsten magisk vis, har Singer og McQuarrie formået at inddrage tilskueren i hele Keyser Soze-mytologien, og derfor rammer slutscenen så præcist, at man kun kan imponeres over hvor fænomenalt og gennemført hele projektet er.
Jeg er ofte blevet spurgt af personer, der ikke har set filmen, hvorfor der er så meget snak om denne Keyser Soze – og er det ikke bare en film ligesom alle andre? Og dertil kan jeg kun svare: nej! Selvfølgelig er det ”bare” en film, men Singer og McQuarrie har gjort Keyser Soze karakteren så fascinerende og fængende, at man efter filmen næsten opfatter karakteren som et begreb, og ikke bare en tilfældig gangster fra en eller anden film. Sådan har jeg i hvert fald personligt oplevet det, og derfor er jeg usædvanligt imponeret over denne film!
Man vil gøre plottet til skamme ved at beskrive det på under tusind ord. Men netop det komplekse plot, fortællestrukturen, skuespillet, musikken, atmosfæren – ja alt går som sagt op i en højere enhed, og ingen bør snyde sig selv for denne filmiske perle, der næsten bliver bedre ved hvert eneste gensyn!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.