Gøgereden: ..Uforglemmelig!..

Gøgereden
Film Gøgereden
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Klassiker!DiscoLemon
A Goddamn Marvel Of Modern Cinemapinhead
MesterstykkeZarapusta
Mesterværk!Memo
MesterværkThe Law
yeps!Anonym
Blandt Verdens Bedste.Sletsletslet
Gak i lågetCasparus
Indlæg Se alle indlæg (32) Se mere

30/06-04..Uforglemmelig!..
Anonym
- spoilers -

Nu er det naturligvis langt fra altid, at en Oscar er udtryk for kvalitet, men i dette tilfælde må jeg godt nok erklære mig fuldstændig enig med akademiet – Bedste film, Bedste instruktør, Bedste manuskript, Bedste kvindelige skuespiller og Bedste mandlige skuespiller. Gøgereden er ganske enkelt fænomenal og fungerer maksimalt til absolut mindste detalje. Det er en film som undertegnede kan se igen og igen, og den tager pusten fra mig hver gang. At filmen er så overordentlig vellykket, er i høj grad en kombination af Milos Formans sikre instruktion, og en præstation jeg vil driste mig til at fremhæve som værende en af filmhistoriens ubetinget bedste - nemlig Jack Nicholsons portræt af den rebelske R.P. McMurphy.

Nicholson er uden tvivl en af mine personlige favoritskuespillere. Eksempelvis ”Chinatown”, ”Ondskabens Hotel” og ”Det blir ikke bedre” er udmærkede eksempler på talentet, men hans præstation i ”Gøgereden” er simpelthen blændende! Den lurvede og provokerende attitude, som Nicholson mestrer til fulde, fungerer perfekt i denne film. Nicholson har jo ofte beskæftiget sig med rollen som antihelt, og det er bestemt også tilfældet i rollen som McMurphy.
Derudover er Louise Fletcher uhyggelig effektiv i rollen som den autoritære Nurse Ratched – alene hendes kolde blik og monotone stemme fremkalder decideret afsky hos tilskueren.
Rollerne som patienter er også besat af en flok talentfulde herrer: Brad Dourif (som sjældent skuffer i sine biroller) er imponerede i rollen som den svage, usikre og stammende Billy – en rolle der i øvrigt var hans debut. Christopher Lloyd debuterede også i denne film, og sidst men ikke mindst fik Danny Devito et adrenalinskud til karrieren, med rollen som Martini.

Filmens fokus er fornuftigt centreret omkring modsætningsforholdet mellem rebellen McMurphy og den bureaukratiske Nurse Ratched. McMurphy er fandenivoldsk, provokerende, temperamentsfuld, men vigtigst af alt uhyggeligt MENNESKELIG. Nurse Ratched er mekanisk, iskold, manipulerende og grænsende til det umenneskelige – næsten som om hun faktisk er en manifestation af bureaukratiet eller et REDSKAB fremfor et egentligt individ. Dette leder naturligvis til adskillige sammenstød, eksempelvis da McMurphy ønsker at ændre den daglige rutine, og derved få mulighed for at se World Series-baseballkampen – en uhyggeligt medrivende scene hvor han løber energisk rundt for at skaffe en sidste stemme og derved ændre rutinen, og da det endelig lykkes, mødes han med den urimelige konklusion, at afstemningen blev afsluttet inden stemmen blev afgivet. Men McMurphy formår alligevel at vække patienterne fra deres søvngængertilværelse, ved på energisk og entusiastisk vis at kommentere en fiktiv baseballkamp - imens skuler Nurse Ratched med det iskolde blik, da hun her tydeligt fornemmer at hendes hårde greb om patienterne svækkes, for et viljefast og utæmmeligt individ er nu en del af institutionen! Disse sammenstød eskalerer intensivt i løbet af filmen, for efterhånden udvikler forholdet mellem patienterne og McMurphy sig, og han indser at disse ”syge” mennesker, egentlig ikke er værre end alle personerne udenfor institutionen. Faktisk er patienternes tilstand blevet forværret i løbet af deres ophold, hvor de via Nurse Ratched er blevet institutionaliseret. De føler alle, at institutionen er en nødvendighed for deres eksistens, men faktisk behøver de blot at afslutte deres isolerede tilværelse og opleve den ”virkelige” verden, og derved opnå den helbredelse de alle søger.
McMurphy har indset dette, og forsøger at overbevise patienterne om det samme, eksempelvis tager han dem alle med på en ret ureglementeret fisketur. En tur der bringer patienterne langt nærmere det liv de ønsker - en tur der giver patienterne mere udbytte end 100 år på institutionen.

I løbet af filmen knytter McMurphy sig især til patienten Chief (Will Sampson). Venskabet udvikles og McMurphys stærke ånd smitter af på Chief, som efterhånden føler sig klar til at forlade institutionen og drage til Canada. Men sådan går det ikke, og afslutningen af filmen er nok den mest hårdtslående passage. Især scenen med Billy der efter mange års usikkerhed, endelig finder glæde med McMurphys dame Candy, og udtaler sin første sætning uden den karakteristiske stammen. Dette lykkelige øjeblik bliver knust af Nurse Ratched, der netop her afslører sit sande jeg - hun har i løbet af filmen gemt sig bag behovet for konsistens og daglig rutine, og den påstand at patienternes helbred er alfa og omega for hende. Men hun ænser ikke Billys åbenlyse fremskridt, i stedet truer hun med at fortælle Billys (ret kontrollerende) mor om hans lille affære. Billy falder straks tilbage i usikkerhedens skygge, og hans selvmorderiske tendenser træder i kraft. Især via denne scene bliver filmens samfundskritiske aspekt tydeligt. Nurse Ratched som er personificeringen af bureaukratiet og autoriteterne, knuser i sidste ende den patient som hun burde have hjulpet. Og hver gang jeg ser filmen, håber jeg næsten at McMurphy hopper ud af vinduet, men det sker aldrig. Han går bersærk og forsøger (forståeligt nok) at dræbe Nurse Ratched. Det mislykkes. Jeg glemmer aldrig scenen hvor McMurphy går langsomt hen mod sengen, uden den energi og kraft der har lyst ud af ham under hele filmen. Man håber næsten, at han spiller skuespil som tidligere i filmen, men den kraftfulde ånd er endt i en sørgelig skal. Men Chief efterlader ham ikke - han tager ÅNDEN med sig, inden han fyrer det tunge stenparti fra baderummet gennem vinduet og påbegynder sin personlige selvrealisering og et ”virkeligt” liv.

”Gøgereden” indeholder så mange temaer og spændende aspekter, at den aldrig bliver kedelig! Samfundskritikken er relevant, men endnu mere interessant er næsten (som Thomas Nielsen også nævner nedenfor) spørgsmålet omkring hvem der egentlig er sindssyg. For patienterne portrætteret i filmen er jo blot utilpassede mennesker, der endnu ikke har fundet deres plads i verden. Og kombineret med en så sikker instruktion, et blændende manuskript og ualmindeligt flot skuespil har Milos Forman og co. skabt et tidløst mesterværk, som ingen bør snyde sig selv for. Desuden er filmen virkelig minimalisme, når det er bedst. Ingen enorme armbevægelser eller astronomiske budgetter, blot talent og en ualmindeligt vedkommende fortælling. Noget en del nyere film bestemt kunne tage ved lære af. Dette er uden tvivl en af de bedste film, jeg nogensinde har set!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.