Die Hard: welcome to the party, pall’

Die Hard
Film Die Hard
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
die hard (styre!!)blood lover
die hardmovie guy
Bruce Willis er den bedste !snoop dogg
.True Ogre
Merry Fucking Christmas!BloodyHarry
En Rigtig Glædelig Jul......Thomas Nielsen
Thomasbutcher2
Yippi Ki Yea MotherF***erSletsletslet
Indlæg Se alle indlæg (42) Se mere

16/08-04welcome to the party, pall’
Anonym
80’erne var instruktøren John McTiernans storhedstid, hvor han lavede den underholdende og barbariske Predator, der uden moralske skrupler serverede en seværdig omgang action og gys i junglen. Senere kom den spændende Jagten På Røde Oktober med en veloplagt Sean Connery, men McTiernan huskes bedst for Die Hard, en banebrydende actionfilm, der nærmest definerede en hel ny genre med en antihelt som hovedperson. Sortseeren med den absurde humor, der kvitterer de kritiske situationer med en hånlig kommentar. I 90’erne skuffede McTiernan fælt med næsten alle hans film (undtagen naturligvis hans tilbagevenden med Bruce Willis/Joh McClane i Die Hard With a Vengeance), hvor han ikke levede op til hans ry som en af Hollywoods førende actioninstruktører. Dette gør dog ikke denne film dårligere, som foruden at være McTiernans bedste film, også er en ulidelig spændende og mindeværdig actionfilm, som er en af de få indenfor den genre der kan kaldes et decideret mesterværk.

Bruce Willis blev hentet ind fra tv-verdenen for at udfylde rollen som rapkæftet antihelt, der må bevise hans værd i en ufrivillig sat situation. Dette er utvivlsomt en af Willis’ bedste roller, da han simpelthen spiller den fremragende. Med den rette mængde ironi, en smule mandschauvinisme, men alligevel afholdenhed for sin kone, sort humor og skinnende karisma er han virkelig uforglemmelig her. Veloplagt, velvalgt og yderst velspillende, hvor han desuden får en perfekt personintroduktion, hvor man hurtigt indser, at Willis’ karakter langtfra er fejlfri, og derved ikke bare en ordinær og glat 80’erhelt. Den sjældent sete, men altid seværdige Alan Rickman fortjener også meget ros for hans præstation som en af filmhistoriens mest sofistikerede skurke, der lynhurtigt kan få overblik over situationen og kan vende på en tallerken. Velartikuleret, uforudsigelig og ret skræmmende. Skurkene omkring Rickman har man med fuldt overlæg heldigvis ikke gjort til arketype og rene skydeskiver for Willis. En lille ting som at vise en af forbryderne, der rækker ind under en disk og tager noget at spise, etablerer dem som mennesker. Den onde slags, naturligvis, men ikke så robotagtige, som man oftest ser i actionfilm.

Det, der gør Die Hard så fantastisk, er dens livlige historie, propfyldt med filmreferencer og selvironi, og dens sans for detaljer. Eksempelvis er det Willis’ kone, der ved hendes første møde med ham i lang tid bliver opfordret til at vise ham det ur, som hendes firma har givet hende som en gestus for hendes ihærdige indsats. Dette ur repræsenterer hendes dedikerede karrierefokusering, som delvist har været med til at ødelægge hendes ægteskab (hvorved McTiernan med succes får indflettet en troværdig familiekonflikt). Sidst i filmen, hvor Rickman er blevet skudt ud af vinduet, holder han fast i hendes arm og ur og er ved at trække hende ud. Ved at Willis river hendes ur af (og Rickman falder til en nådesløs død) redder han ikke kun hendes liv, men også hendes uundgåelige fald indenfor det energikrævende arbejde, der ville ende i tragedie. McTiernan får derved for dem opsat et håb om en lykkelig fremtid sammen (noget vi i fortsættelserne finder ud af ikke helt holder).

Selvironien er virkelig tyk i filmen, som også formår at tage pis på at moralisterne, der mener, at voldelige film er skadelig for børn (de selv samme mennesker har ved mere end en lejlighed hevet Die Hard-serien frem som eksempel). Ved Rickman og Willis’ første samtale prøver han at fremmane et motiv for Willis’ heltegerninger. Han mener, at Willis som barn har set for mange westernfilm og i ren virkelighedsfornægtelse ser sig selv som udødelig. Willis kvitterer med den udødelig sætning yipii-kai-e mother fucker (jeg aner ikke hvordan man staver til det). Humoren er et af filmens største aktiv, hvor man udover de åbenlyse morsomheder (forudsat man har en smule morbid, eller i hvert fald sort, humor) også får nogle genistreger i dialogen. Blandt andet ved det endelig opgør mellem Willis og Rickman, hvor de lige skal have fyret et par enkelte skarpe vittigheder af, men hvor Rickman afbryder og siger ”enough with the jokes”. Willis’ nærmest uendelige pinsler, hvor han gang på gang overlever mirakuløst, er ikke videre plausibelt, men behandles også med et kækt glimt i øjet. Da hans kone i slutningen ser ham gennembanket og skudt udbryder hun et stille ”Jesus”, som naturligvis referer til dennes lidelser og genopstandelse. Willis kan ikke blive dræbt, for han har et formål, og fuldfører det gennem hans stædighed og kærlighed til konen.

Selvom filmen indimellem sprænger alle rammer for realisme (hey, det er en actionfilm), så bliver det aldrig for meget, til at man ikke kan acceptere det i underholdningens navn. Ikke engang i det uigenkaldelige sidste skudopgør, hvor en forbryder rejser sig op og skal til at myrde Willis og konen, på trods af at han var blevet gennemtæsket og hængt. Man jubler, når politimanden, som har konverserende bistået Willis under forløbet, får ram på ham og måske retfærdiggøre fortidens uheld. Die Hard besidder rigtig mange uforglemmelige scener, alt lige fra enkelte klip (som Willis, der puster røgen væk fra en pistol med juletape på) til længere scenarioer (blandt andet Willis og Rickmans første møde eller den patriotiske stemning der fremmanes igennem musikken da skurkene endelig når ind i boksen). Jan de Bont (som instruktør kun har begået en habil film) er manden, der styrer kameraet, og det gør han ret godt. Især belysningen er flot.

Die Hard er en af alle tiders bedste actionfilm, som med sin amoralske og brutale, men fantastisk høje underholdningsværdi, virkelig appellerer til enhver filmnørd, og alle andre for den sags skyld. Det mest utrolige ved denne film er dog næsten, at dens to fortsættelser (næsten) lever op til originalens tårnhøje kvaliteter.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.