Dødbringende våben 2: okay, okay, okay…

Dødbringende våben 2

19/08-04okay, okay, okay…
Anonym
Ligesom med Die Hard-filmene var en fortsættelse til den fremragende Dødbringende Våben uundgåeligt, da Gibson og Glover, alias Riggs og Murtaugh, var et så gennemført og seværdigt makkerpar, at man simpelthen måtte se mere til dem. Heldigvis var hele holdet bag den første film klar til en ny omgang (og endnu en, og endnu en), og resultatet er en velsmurt og rigtig god efterfølger, der dog ikke er helt så mesterlig som den originale film.

Mel Gibson og Danny Glover er endnu engang veloplagte og kemien mellem dem er nærmest endnu bedre end i den første film. Rollerne er allerede skarpt optegnet, så der er blevet meget mere ren fornøjelse i at se disse to figurer og deres kærlige forskelligheder. Man kommer desværre til at savne noget af Riggs’ livsvrede, som man her har, en smule trivielt, erstattet med en banal kærlighedshistorie og efterfølgende hævnaktion. En ny kærlighed til Gibson var velsagtens et åbenlyst træk til at gøre filmen mere bred, men det fungerer ikke specielt troværdigt og Riggs’ intentioner kan let misledes til rent begær, Gibsons dådyrøjne til trods. Desuden har Donner følt trang til at sammenkæde denne films skurk med det tilsyneladende mord på Gibsons kone, som man så efterfølgerne af i første film. Det er et fejlslagent forsøg fra Donners side, for det var et af de mest spændende elementer fra den første film. Riggs kone var død, og han havde ingen håndgribelig årsag eller gerningsmand, andet end hans egen samvittighed og hvad-nu-hvis-tankegang. Dette gjorde hans frustration endnu mere menneskelig og vedkommende. I Dødbringende Våben 2 har Donner nok ment, at det var på tide for Riggs-figuren at komme sig over konens død, og den eneste måde er at få en direkte hævn og forløsning derfra. Det trækker meget ned i min samlede vurdering af denne film, fordi det egentlig også ødelægger et interessant element fra den første film.

Kritikken til trods, så byder Dødbringende Våben 2 på interessante nye personer og handlingstråde. Gibson er kommet til at føle sig som en del af familien, en slags sjov onkel, som altid er i nærheden. Det gør Gibson og Glovers opbyggede venskab mere udvidet og det er velkomment. Gibson er endda (tydeligvis stolt af pigen) med til at overvære Glovers ældste datters første optræden på tv i filmens velsagtens sjoveste og mest mindeværdige scene. Tømrerens indskudte kommentar får mig til at sprøjtelaker fjernsynet med sodavand af grin hver gang. Den sure chef kliche er ganske morsom, men vigtigst i denne film er introduktionen af en evig mundhuggende og uforglemmelig Joe Pesci, som den acceptsøgende, men pisseirriterende vidne, som Gibson og Glover bliver pålagt. Dette giver et kærkommen indsprøjtning i forholdet mellem Gibson og Glover, som måske kunne have blevet for meget uden Pesci, ved at de to også skal forholde sig til ham nu. Det slår simpelthen komiske gnister mellem de tre og er et af filmens største aktiv.

Historien er denne gang i større fokus, hvor man fra første film havde lært karaktererne at kende og derved ikke behøver en nærmere deskription. Iblandt de stereotype og ikke synderlig velspillende skurke får Donner dog med stort held fyret en kritisk kommentar af til den alarmerende apartheid i Sydafrika, som stadig kan opleves. Ellers er det naturligvis den forudsigelige kamp mellem godt og ondt, som dog er så veludført og underholdende at se, at det aldrig bliver banalt. Energien er høj, actionscenerne er medrivende og flotte, og humoren er helt excellent. I slutningen, efter Gibson er blevet skudt flere gange, kommer der en lille genistreg fra Donner og komponisten Michael Kahmen og sangeren Eric Clapton, der har gjort et rigtig godt stykke arbejde under alle film. Akkompagneret af Bob Dylans udødelige Knockin´ On Heavens Door er Gibson døden nær. Sangen indikerer, hvor tæt han egentlig er på at dø, og at hvis han gjorde, så ville han komme i himlen, så godt og ærligt et menneske er han. En ægte helt. I det øjeblik Glover kommer ned til ham skifter musikken dog karakter til det velkendte, og man ved, at han vil redde Gibson, konverserende her. Ægte og livsreddende venskab? At tyde på deres indrømmelser, utvivlsomt.

Som sagt er Dødbringende Våben 2 ikke nær så god som originalen, men den udvider universet godt, tilfredsstiller fans og besidder den bedste slutning ud af de fire film. Gedigen og fængende actionfilm, som underholder sublimt med de seværdige skuespillere og filmens energi og høje humør.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.