21 gram: sanseoplevelse - igen

21 gram

17/10-04sanseoplevelse - igen
Anonym
Den mexicanske instruktør Alejandro Gonzáles Iñárritu debuterede i 2001 med den lovpriste og unikke Love is a Bitch (meget rammende titel) som lovede en spændende fremtid for en af nutidens mest indfølte og kompromisløse menneskeskildre. Iñárritu viste et forbløffende talent for at lade historien udfolde sig i perfekt harmoni med personernes komplekse psyke, og det ville vist være hyklerisk alt andet end at kalde Love is a Bitch et ubestridt mesterværk (og en af filmhistoriens bedste debutfilm). Iñárritu fortsætter den nuancerede menneskefremstilling og virtuos fortalte historie med 21 Grams, der fra min side skulle leve op til nærmest uretfærdigt høje forventninger. Om den indfrier dem tilfredsstillende ved jeg ikke helt endnu (ikke engang ved andet gensyn), for 21 Grams er en kompliceret fortælling og en særskilt oplevelse, der kræver meget af dens publikum.

Filmen er nærmest blevet notorisk på grund af dens narrative opbrydning og gensammensætning. Det har krævet et nærmest uanet overblik fra Iñárritus side, for virkemidlet forekommer ret uoverskuelig gennemtænkt. For mig at se er det en genistreg fra Iñárritus side, der går skridtet fuldt ud (opbrudt kronologi er jo langtfra noget banebrydende nu, man så det jo allerede i Tarantinos Reservoir Dogs), men om narrationen fungerer optimalt i denne filmiske sammenhæng er så diskutabelt. Iñárritu har selv udtalt, at den tilsyneladende tilfældige billedsammensætning repræsenterer tankens fragmentariske virkelighedsopfattelse, efterfølgende gengivelse og fortolkning. Man kan dog ikke undgå at sidde tilbage med følelsen af, at 21 Grams kunne have været en endnu stærkere og mere uafrystelig oplevelse, hvis den narrative fremstilling ikke havde været så fremtræden (hvor følelsesfremkaldende signifikant den end er). Det lyder måske selvmodsigende først at rose filmen for dens intellektuelle udfordring og narrative (prisværdige) fornyelse, for dernæst at klage sig over dens betydning i filmen, men jeg mener altså, at en lidt mere lineær fortælling ville have retfærdiggjort 6 stjerner (som den så alligevel er tæt på at få).

Store dele af rosen til 21 Grams skal utvivlsomt gå til skuespillerne. Jeg har allerede under Mystic River udtrykt min begejstring for Sean Penns talent, både som skuespiller og instruktør. Tro det eller lad vær, men i denne film ser vi endnu en ny side af Penn, der med følelsesmæssig indædthed fremstiller hans karakter med uforglemmelige facetter. Der er absolut ingen melodramatiske sekvenser, ingen tydelig psykisk nedbrydelse eller anden form for urealistiske fremtoninger i Penns spil. På overfladen har han et stenansigt, mens man alligevel tydeligvis kan se den indre kamp, bare igennem hans øjne. Naomi Watts brød velfortjent igennem i Lynchs psykedeliske Mulholland Drive, men giver her karrierens absolutte bedste præstation, et højdepunkt der umuligt kan overgås (og hvis hun gør, så er hun da vist sikret en plads i filmhistorien). Watts er eksnarkomanen, der nu udlever (tilfredsstillet) den amerikanske drøm med en kærlig familie. De bliver dog revet fra hende, og hun ser hendes trygt opbyggede tilværelse krakelere. Penn modtager den afdøde mands hjerte og kæmper med skyldsmæssige kvaler og livstræthed. På trods af både Penn og Watts’ mindeværdige præstationer, så overskygges de næsten af Benicio Del Toro, der spiller uforklarlig stærkt. Han er den nyreligiøse eksforbryder, der ved et uheld myrder Watts’ familie. Del Toro er prædikeren, der kommer til at lytte til sine egne ord, der har været så let for ham at videregive, netop fordi han er kommet igennem forbrydernes selvdestruerende adfærd en gang. Teoretikeren, der endnu engang tvinges til at blive praktikeren.

21 Grams er en af den slags (sjældne) filmoplevelser, der behandler eksistentialisme på en nådesløs og deprimerende, men alligevel ærligt opløftende måde (i den subgenre er associationer til Malicks The Thin Red Line og Aronofskys Requiem for a Dream uundgåeligt). Virkeligheden forekommer nærmest obskur for vores hovedpersoner, der desperat leder efter mening i den ødelagte tilværelse. Del Toro bruger sin tro, men på en egoistisk og nærmest forblindet måde (tvinger sønnen til at slå datteren igen). I familiens tryghed påmindes han konstant om hans gerninger, at han har frarøvet Watts netop dette, og bliver langsomt selvdestruktiv. Penn fabulerer om hans nyindsatte hjerte, og mener tydeligvis, at han ikke er sig selv mere. Han romantiserer troen om, at sjælen ligger i hjertet (selv efter han har set sit gamle hjerte som en klump kød), og selvindbildningen (eller eskapismen) overtager. Denne selvindbildning ødelægges dog, da han skal til at skyde Del Toro (i en meget paradoksal scene, da Del Toro på makaber vis har været Penns redningsmand). Penn indser, at det er hans egne handlinger, og ikke den afdøde mands sjæls, hvorved han ikke myrder Del Toro. Penn har ikke en decideret rolle i selvtægtsrundkredsen, andet end at han er forelsket i Watts. Stykkevis deler hun hans idealistiske tro omkring sjælen og er sammen med ham for at genopfriske fortiden (sagt på en kynisk måde).

I en af filmens første scener (der faktisk er de sidste scener) ligger Penn og filosoferer over dødens gang. Han føler sig hævet over de andre i hospital værelset (selvindbildning igen), men kan ikke gøre noget ved det. Da han langsomt indser dette (i filmens rigtige slutscene), hører man hans konklusion i en poetisk og nærmest ubærlig voice-over, der opsummerer Iñárritus budskab om menneskets individualitet og genialiteten i filmens titel.

21 Grams besidder mange af disse uafrystelige og foruroligende scener. Penns kæreste, der insisterer på at få et barn med ham gennem kunstig befrugtning, for at kunne kontrollere noget (da hun ikke har kunnet gøre det med Penns sygdom). Scenen, hvor Del Toro kommer tilbage til børnene, hvor de måske ikke udtrykker klar forståelse for hans handlinger, men man alligevel tydelig kan mærke drengens bebrejdelse. Mest mindeværdig er dog ’klimakset’, hvor Iñárritu lader scenariet udvikle sig uden lyd eller musik.

De tragiske overtoner tager næsten pusten fra publikum, men Iñárritu lader ikke filmen svøbe i tragedie og depression, da slutningen viser en smule forløsning. Del Toro tager indfølt ansvar for sine handlinger i stedet for at bebrejde Gud dem, og man ser Watts sidde på døtrenes seng (noget hun ikke kunne før). Inden disse sekvenser udspiller sig, ser man Del Toro træde frem til Watts, hvorefter der klippes til førnævnte. Det er virkelig mesterligt af Iñárritu ikke at vise os de mellemliggende handlinger.

21 Grams rammer virkelig alle aspekter af følelsesregistret. Den kryber ind under huden og giver et uudsletteligt aftryk. Den abrupte montage gør dogmeæstetikken til en smuk oplevelse og flere billeder brænder sig fast. Sammen med den hjerteskærende musik henstilles man flere gange til en følelse af opgivelse, men Iñárritu er ikke en skeptiker og man efterlader filmen veltilfreds med viden om at have været vidne til en ærlig film fra en original og ubeskrivelig talentfuld filmskaber, der tør bryde grænser.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.