Chokhouse: Angstskrig

Chokhouse
Film Chokhouse
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Livet er en gyserfilm!sandmand
Visuel chokbehandling!pinhead
AngstskrigAnonym
BallethekseneZa Kannushi
SandmanForceoffive

29/10-04Angstskrig
Anonym
SPOILERS

Den italienske horrorinstruktør Dario Argento, der toppede i 70'erne, gjorde det mest i horrorfilm, der tog udgangspunkt i en morder og hans psykologi, dvs. barndom, misbrug mv. som forklaring på hans voldelige adfærd.

Med Suspiria bevægede Argento sig ud i en nyt projekt, nemlig en aldrig afsluttet trilogi løselig baseret på den engelse digter Thomas De Quinceys essay "Levana And Our Ladies Of Sorrorw", der er en del af værket "Suspiria De Profundis" (sukke fra dybet), som har lagt navn til filmen. Essayet handler om tre kvinder, Lady Of Tears, Lady Of Sighs og Lady Of Darkness.

Suspiria er Argentos store horrorværk. Farverne, stemningen og musikken er nok til at skræmme de fleste rygradsudstyrede mennesker, suspensen er så fuldendt, at den nærmest gør grin med Hitchcock, der citeres flittigt (både Fuglene og Psycho), og endelig er mordene gennemført med en så udsøgt grad af ubehag og morbiditet fra Argentos side, at man må minde sig selv om, at det kun er film.

Og når alt dette er sagt, er filmen en meta-gyser. Den er blevet udlagt som et opgør med det fascistiske Italien, hvorefter hovedpersonen, den unge Suzy, repræsenterer indsigten og evnen til at se mellem linjerne og bekæmpe den psykiske og fysiske terror. Og det er formentlig også et af den venstreorienterede instruktørs subplots, da han flittig citerer fascistisk neo-klassisk arkitektur. En af scenerne er således indspillet på en "historisk" plads i München.

Men det er den personlige historie og individets kamp for eksistentiel indsigt, som er Argentos hovedbudskab. For det er når alt kommer til alt vigtigere end politik, for det er politikkens forudsætning.

Susy ankommer fra New York til Freiburg i Tyskland for at starte på balletskole. Skolen, der ledes af tre kvinder (cf. De Quinceys tre "ladies"), er blodrød. Det er uvejr, så regnen der siler ned langs skolens facader, ligner blod.

I døråbningen skolen møder hun en flygtende elev, som senere samme aften dræbes hos den veninde, hun søger tilflugt hos. Scenen er central. Hun kigger ud i mørket, gennem sit vindue oppe i en lejlighed. Vasketøjet hænger udenfor og blafrer, uhyggeligt, menneskeligt. Men hun bliver ved at kigge ud i mørket og tager til sidst en lampe til hjælp i den tro, at hun bedre kan se, hvad der gemmer sig i mørket. Hun gribes af en hånd/arm gennem ruden og dræbes.

Argentos pointe er, at det er angsten der dræber hende. Der er ingen morder. Det gælder også de øvrige drab. Den blinde pianist (som i en eventuel genindspilning uden problemer kan spilles af Tom Waits) dræbes morbidt af sin egen førerhund, ikke fordi hunden er ond, men fordi den fornemmer, at dens herre er bange. Og Suzys veninde, som det efter Hitchcock-agtig suspense lykkedes at flygte gennem det eneste vindue i et rum, hvor hun gemmer sig for "morderen", hopper i stedet ned midt i en bunke stålspiraler med barberblade og dør. Fra asken til ilden.

Det er angsten der slår os ihjel, angsten hindrer at vi bliver menneskelige, udvikler os. Livet er en balletlektie, hvor vi skal lære trinene og kunsten at danse, for ikke at dø som mennesker, åndeligt og fysisk. Som Tindersticks synger på sangen "Marbles" "You saw your life as a series of complicated dance steps. Impossible to learn, they had to come naturally." Filmens store balletscene udspiller sig til musikgruppen Goblins fine vals "Death Valzer" - dødsvalsen, et musikalsk mesterværk af en vals, som Chopin netop IKKE kunne have skrevet.

Susy, vores unge, men kloge heltinde af en pige med eftertænksomme og indsigtsfulde øjne lader sig ikke skræmme af skræmmebilleder. Hun bruger hovedet og sine sanser og når tilsidst frem til rummet, hvor skolens grundlægger, legenden og heksen Helena Markos, ligger i sin seng. Her smelter Argentos mange fine detaljer sammen til en stor flot slutscene. Suzy har forinden talt med en ekspert i heske. Hun starter med at fortælle ham at hun interesserer sig for hans speciale, hvortil han svarer "which is", eller også svarer han "witches". Fin ordleg. Gennem hele filmen hviskes ordnene "witch, witch" henover filmens soundtrack.

Netop den dobbelte betydning "heks/hvilken" bliver afgørende i slutscenen, hvor Helena Markos fremmaner det levende lig af Suzys veninde og lader hende angribe Suzy fra den ene side, mens hun Markos selv bliver usynlig, men er klar til at angribe Suzy fra den anden side. Suzy har ét våben, ét forsøg, men to fjender. Her har vi den klassiske valgsituation, som også Michael Caine stod overfor i The Ipcress File, men Suzys eksistentielle valg står mellem symptom og årsag, mellem skræmmebillede og skræmmer. Det er som Troldmanden fra Oz, der afsløres bag forhænget af Dorothy, mens alle andre skræmmes af hans billeder. Og Suzy holder hovedet koldt, indtager sin plads i filmhistorien og fører kniven igennem den usynlige Helena Markos. Hun dræber det usynlige - det vi ikke kan se, men som vi ved er der: Angsten selv. Og først da hun dræber angsten, materialiserer den sig igen - i Markos hæslige dødsskikkelse.

Og det er Argentos budskab, det personlige budskab, at overvinde angsten ved at fokusere på det som ikke kan ses. Det som Henry James kaldte "The Figure In The Carpet", det skjulte motiv i billedet, eller liget i parken hos Antonioni i Blow-Up. Det er den skjulte virkelighed, som også Lynch taler om. Ser man den, er eksamen bestået. Man lever - fuldt ud.

7 stjerner ud af 6.

Tak til scope.

02/08-05Søgt tolkning
Anonym
Angsten selv, antifascisme... Nu må du sgu styre dig. Du minder om min gamle gymnasielærer.

Er der ikke også noget Freud ind over?

Det er en gyser, flot instrueret og filmet, men total plat handling. Faktisk en splatterfilm.

Hvis du er til splatter, så indrøm dog dine tilbøjeligheder i stedet for at give den som halvstuderet røver.

02/08-05Holger
Anonym
Jeg refererer blot til ellers anerkendte kritikere, der udlægger filmen som antifascisme. Det er slet ikke min pointe.

Min pointe går på angsten. Hvis ikke du kan se den pointe, skal du nok holde dig til de splatterfilm, du så uhyrligt forveksler filmen med.

21/10-08Angstskrig
Hej, sandmand. Jeg ved du har skrevet et Dario Argento citat som en lille kommentar på en eller anden film, jeg har ledt efter det ligesiden, noget i stil med "...and life is it's cinema" (tror jeg).

Forresten har jeg lige set Suspiria - fantastisk!

22/10-08Angstskrig
Ja, ikke!

Citatet er "Life is an illusion, a trap, and cinema is its image".

Det er hentet fra bogen Broken Mirrors/Broken Minds om Dario Argento af Maitland McDonagh som kan anbefales.

Ellers kan anbefales Profondo Argento af Alan Jones, som jeg fandt i Tokyo sidste år. Den er ikke så intellektuel som McDonagh, heldigvis, for hun er ikke altid så dybt som hun praler af, og desuden synes jeg Alan Jones faktisk i sin begejstring fanger og forudsætter et kendskab til Argentos temaer, han gider bare ikke analysere, han sætter i stedet fede ord på og anvender filosofi i praksis, uden at være professoragtig. Gode billeder og en rigtig god gennemgang af et af sidste århundredes bedste kærlighedsdramaer, som jo nu, om ikke andet, er endt med den tredje Three Mothers film, Mother Of Tears. Det er jo næsten til at tude af glæde over. Alan gjorde det i hvert fald.

23/10-08Angstskrig
Tusind tak! Det er simpelthen et genialt citat, det er utroligt at det med så få ord formår - fuldstændigt, at fange den fantastiske Argento stemning/ånd.

Også tak mh.t til bøgerne.

24/10-08sandmand - Polanski?
sandmand

Hvordan har du det forresten med Roman Polanski - siger han dig noget? Jeg skal netop til at sætte "Noz W Wodzie" i afspilleren :-)

25/10-08sandmand - Polanski?
Uha, sprængfarligt emne.

Han har jo lavet Chinatown, et stort mesterværk, og Frantic og Bitter Måne har bestemt deres øjeblikke.

Tror jeg droppede ham i 1988.

Æstetisk set er han jo gedign, det viser The Ninth Gate.

Men har han lavet noget der er rigtigt vedkommende i lang tid?

Jeg synes godt man kan beskylde Polanski for stiløvelser for deres egen skyld og desuden er der en hårdhed og råhed i hans univers, en mangel på humor som gør at kulden er lidt for fremtrædende i hans meget markante, næsten fortænkte konflikter.

Men andre gange kan jeg glemme det og bjergtages af hvordan han bruger Grace Jones' sang i Frantic og viser præcis hvad hun mente med linjen "i've seen that face before", at han gentager sig selv, falder for den yngre model engang til, og man ved jo at han har sat meget af sig selv på spil. Måden hun dør på i den film er jo fantastisk, vidner om hendes mod.

Hvad synes du?

25/10-08sandmand - Polanski?
Sandman: Hvorfor droppede du ham efter 88?:) Både "Bitter Moon" (som du selv nævnte) og "The Pianist" er da blandt hans bedste? Eller hvad synes du?

25/10-08sandmand - Polanski?
Jeg syntes personligt "Pianisten" var blandt hans ringeste, sammen med "Tess", "Pirates" og "Oliver Twist". Jeg er også mest tilhænger af hans lidt mere grå og dunkle film.

Sandmand: Jeg har desværre ikke fået set "Frantic" endnu, men jeg skal da bestemt købe den, den er vidst ikke så svær at få fat på.

Roman Polanski: Jeg synes personligt rigtig godt om næsten alle hans film, der er ikke én jeg ville gi' under fire stjerner, han er ligesom aldrig helt ude i hampen - Oliver Twist var ringe i forhold til Polanski men ellers en o.k film. Han er meget stabil. Jeg så jo "Noz W Wodzie" igår (hans polske debut-film), jeg var virkelig begejstret - klart en anbefaling værd.

25/10-08sandmand - Polanski?
Velvet

Det er jo for størstedelens vedkommende en subtil smagssag, fordi Polanski både æstetisk og teknisk er meget dygtig. For mig mangler der bare det sidste. Måske er det humoren, der mangler, eller den sidste skøre, særlige vinkel, som Lynch og De Palma har. F.eks. er det sygelige SM-forhold i Bitter Måne jo sammenligneligt med forholdet i Blue Velvet (:-)), men Lynch kan jo prale af sin velkendte magiske realisme, sin humor og sin skøre fantasi. Desuden synes jeg Lynch, f.eks. i Inland Empire, viser lidt større forståelse (ikke accept af) for sine karakterer end den kritiske Polanski ofte gør. Han lader f.eks. den døende Leland bliver udfriet i Twin Peaks i en scene der minder meget om den tilsvarende dødsudfrielse i Inland Empire. Men Polanski har da givet mig mange gode stunder.

Christiansen

Jeg er helt enig. Polanski kommer generelt ikke under 4 stjerne niveau, men han sidder nok stadig det meste af tiden på bænken hvis jeg skulle sætte holdet.

Tak for anmeldelsen af hans debutfilm. Cool at have dig her på sitet!

Og cool med Argento citatet på din profil. Hehe hehe! Glæder mig til din anmeldelse af Suspiria, hvis der kommer én. Jeg elsker indledningsscenen, hvordan hun er nødt til at klare alt selv, selv kufferterne, for det er en forsmag på at hun må tage sagen i egen hånd, alene, gennem hele filmen.

25/10-08sandmand - Polanski?
Jeg kunne ikke havde sagt det bedre selv - altså med hensyn til Polanski.

Og jeg kommer nok ikke til at anmelde Suspiria, da der virkelig ikke er ret meget mere at sige efter Za Kannushi's og især din fantastiske anmeldelse :-)

26/10-08sandmand - Polanski?
Hvordan djævelen er "The Pianist" blandt Polanski's ringeste? Med al respekt, har manden jo lavede sin fair share af fortærskede og ikke mindst, fortænkte værker... "The Pianist" var både et friskt pust i en storinstruktørs døende karriere og en film med både hjerte og sjæl, der kunne personificere umenneskeliggørelse med en fængslende og uafrystelig kraft!

Sandmand: Er han blevet for skrunk for dig? Eller mainstream, kunne man fristes til at sige?:O

Som forfatter er han Lynch langt underlegen, men Polanski kan dog stadig skabe en ubestikkelig kemi og analyse-værdig dybde i sine karakterer? Nok var "The Ninth Gate" en filmisk maskerade, men Dean Corso var da stadig et perfekt studium i amoralitet og opportunisme.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.