Kongekabale: Begavet Politisk Thriller

Kongekabale

08/11-04Begavet Politisk Thriller
Anonym
To journalister (Berthelsen, Bro) begynder at optravle en konspiration i dansk politik, men de bevæger sig på farlig grund(Hvem sagde ”All The President’s Men” og watergate).

Hvor er det dejligt at se en visuelt flot og billedligt godt designet dansk thriller i biografen, efter år med alt for mange velmenende socialrealistiske komedier og dogme-dramaer, eller noget der minder om det. Efter år med visuelt underdrev, er det rart at se at en dansk instruktør gider stå ved, at film og biografen også er (kan være) beregnet til at give tilskueren guf for øjet og gå den modsatte vej, uden at vi af den grund er ude på det visuelle overdrev eller mister på historie- eller karaktersiden.

”Kongekabale” er en lækkert produceret og noget så sjældent som en spændende dansk politisk thriller, der fortæller en fængslende historie om magtens spil i de politiske korridorer (jeg siger ikke at den er sandsynlig, men dele af den er nok ikke utænkeligt. Den ledte mine tanker, i hvert fald Nastja Arcel’s rolle, hen på Ritt Bjerregaard og socialdemokratiet, selv om det politiske parti i filmen virker borgerlige *G*).

På billedsiden er den holdt i en dyster og alvorlig fremtoning, der perfekt afspejler den del af det politiske spil som vi normalt ikke ser, men holdes i mørke og foregår i skyggerne.

Historien byder på solid spænding i den sandsynlige ende, men jeg skal gerne indrømme, at jeg gerne havde set en anelse mere regulær spænding, men ved godt det kunne havde kostet på troværdigheden i fortællingen. Jeg må også sige, at det er et modigt valg af instruktør Arcel at lade klimaks foregå off-kamera. Om jeg var vild med det, kan jeg ikke rigtigt finde ud af, men det er et modigt valg og ikke noget man ser ofte.

I centrum for en lang række af gode skuespillerpræstationer står en fantastisk Pilmark, der bringer mindelser frem om den charmerende psykopat. Fra starten fornemmer man, at selv om hans karakter, Erik Dreier Jensen virker som den diplomatiske personlighed, at han er en mand man ikke skal træde på og være varsom med at modsige, han kan spillet og er en autoritet, men det har også kostet (altså ikke Pilmark, men den person han spiller). En scene som smukt illustrerer dette, er hvor Erik Dreier står og kigger ud igennem et vindue om natten og hans refleks ses som en gennemsigtig figur i vinduet. Dreier har nemlig forvandlet sig til et hult magtmenneske, hvor de politiske resultater og mål er rykket i baggrunden. Målet er alene magten for magtens skyld. Der er en isende kulde omkring ham i Pilmarks fortolkning og der foregår en hel historie i hans øjne alene. Det er stærkt af Pilmark og en af hans bedste præstationer i en efterhånden lang række af sådanne.

Berthelsen er også et godt valg som den lidt troskyldige journalist, der må gøre op med sig selv om han vil give afkald på idealerne og spille spillet, for succesens skyld eller gå imod strømmen uanset prisen. Som journalisten der bliver hans makker, ses Bro i endnu en velspillet rolle som den lidt skæve personlighed (han har nu også spillet sådanne typer temmelig mange gange). Flere burde nævnes, spillet er generelt godt og personerne plausible.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.