Ringenes Herre - De to tårne: mr. ford...

Ringenes Herre - De to tårne

05/01-05mr. ford...
Hvorfor er det plat at planetens mægtigste troldmand og hans overnaturlige hest Shadowfax kan forcere nogle ork-amøbers spyd? Det er jo Fantasy det her....alt er en metafor. Han kommer jo med lyset og godheden i ryggen...mørkets kræfter kan jo intet gøre ;)

26/07-05Dyster som en flødebolle!
Andet kapitel af Peter Jacksons opulente og storstilede trilogi er en anelse mørkere og noget mere actionmættet, men lider alligevel under de samme problemer som hele fortællingen: Hvis man ser bort fra de visuelle og underholdningsmæssige udskejelser har filmen ikke andet at byde på end tåbelig og pinagtig fjollet dialog og opblæst filosofering, der desværre denne gang suppleres af latterlige og sentimentale optrin med Gandalf bag roret…

Fællesskabet er nu opløst og mens Frodo og Sam er på vej mod Mordor og støder på deres fremtidige og luskede vejviser, Gollum, må Aragorn, Gimli og Legolas af sted mod Rohan og advare kongen mod den onde fyrste Saurons planlagte angreb på byen! Først må de dog finde de kidnappede hobbitter, Merry og Pippin, der blev taget til fange i første film! At der denne gang dæmmes op for to parallelle historier varsler heldigvis en smule adspredelse og på lykkeligvis får den mere dystre, dunkle og ildevarslende stemning filmen igennem også ændret lidt på billedet af det trivielle eventyr, som den første film opstillede!

Frodo og Sam sidder surt i det og på deres vej gennem det dystre landskab i Mordor bliver de også fronteret med en masse uhyrligheder og landets dunkle mørke og skarpe klipper skaber en fornem ramme om rejsen mod den eventyrlige verdens absolutte ondskab! Frodo kæmper stadig mod ringens kraft, og han tynges konstant af den umenneskelige byrde og at Saurons onde øjne hviler på ham gør ikke den forjættede færd nemmere! Aragorn og de andre sidder ikke meget nemmere i det og kan nyde Rohans græsklædte sletter og efter de får den gamle konge på bedre tanker lader de op til sønderknusende krig mod Saurons horder af blodtørstige udskud! Hæren viser sig dog værre end først beregnet og byens indbyggere drager til fæstningen i Helm’s Deep, hvor det endelige slag skal stå…

Visuelt er ”Ringenes Herre” noget nær det flotteste og dyreste man kan opdrive og den mere mørke og dystre stemning i anden ombæring er en fin kontrast til den lyse og problemfri hverdag i første dele af filmenes indledende kapitel! De visuelle bedrifter eskalerer ud i det storslåede og vellavede slag i Helm’s Deep, hvor elver og mennesker tørner sammen mod en frådende og af antal svimlende mængde orker, monstre og andre bæster! Her topper underholdningsværdien i sandhed og med fint koreograferede kampscener og storslåede computereffekter skal man lede længe efter et så bragende effektivt og dystert underholdende slag! Hvad der virkelig hjælper på stemningen i slaget er mørket og den silende regn, for da fornemmer først hvilken ondskab vores helte er oppe i mod! Men naturligvis kan så elegisk og dunkelt et slag ikke have en mørk udgang, ikke i denne sentimentale og håbløst umoderne og gammeldags fortælling. Ikke så længe den åh så gode og åh så uovervindelige troldmand, Gandalf, har noget at skulle have sagt! Netop som det ser allersortest ud for vore godmodige heroer dukker Gandalf op i horisonten, i selskab af en stigende sol og et kavaleri af endnu flere helte, og stormer ned gennem de ulyksalige orker og tromler dem ned som var de legomænd i en opstilling! Scenen hvor Gandalf på sin hest hopper igennem en skov af spyd og fægter rundt inde i midten af omkring 1 million orker og ondsindede krapyler mister filmen pludselig al den appel den i sin mørke og dystre stemning havde haft! At han, Gandalf, uden at erhverve sig så meget som en enkelt hudafskrabning kan sejle igennem snesevis af spyd og sværd er nådestødet og grunden til at jeg aldrig vil kunne anse dette univers og disse film for andet end letbenet, om end gennemtænkt og flot underholdning, for magen til heroisk kvalme skal man lede længe efter! Filmen lever så fint på den dystre stemning men drukner dernæst desværre i unødvendig megen sejrsglæde og godsindet patriotisme og heroiske udsvævelser!

Dermed må man se i øjne at trods fine takter kan denne ombæring af Ringenes Herre universet ikke holde hovedet over vandet og ender som en sentimental og kvalmende optakt til det afgørende slag, der pludselig syntes så forfærdeligt forudsigeligt, da Gandalfs nummer tidligere i filmen får én til at indse hvor uendeligt mægtige kræfter Sauron og hans onde styrker er oppe i mod! De kan være nok så meget i overtal og have nok så mange frygtelige dræbermaskiner, men giv Gandalf en hest, en træstav og en solopgang, og så skal I se løjer! Og ja, jeg ved godt at det blot er fantasy og sådan noget, men hvordan kan man så nogensinde få sig selv til at opfatte dette som et mesterværk, for godt nok er det en visuel bedrift af de helt store og et virkelig underholdende helteepos, men når kvalmgrænsen behandles med så lidt respekt at heroiske dyder af den slags kan passere i så udpenslet grad, har jeg svært ved nogensinde at tage filmen og dets tyndbenede grundlag og moralske undskyldning om kampen mellem godt og ondt seriøst! Taget i betragtning at vi desuden igen skal trives med mere åndssvag og latterligt højtidelig dialog er bare dråben, der får bærret til at flyde over atter en gang…



"Who IS Ru Paul!?"
- Richard Kind, "Spin City"

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.