Spun: frem med brækposen

Spun

06/01-05frem med brækposen
Den kontroversielle musikvideoinstruktør Jonas Åkerlund er tydeligvis en beundrer af Aronofskys skamløst undervurderede mesterværk Requiem For a Dream, en uendelig ærlig og mesterlig narkodrama uden glamouriserende indpakning. Åkerlunds debutfilm går efter den samme nådesløshed og innovative billedside, som Aronofsky så unikt fremviste, men Spun falder helt til jorden og er intet andet end en omgang ligegyldigt visuel lir. Jeg finder det ekstremt umoralsk at skildre narkotikaindtagelse på film som noget herligt, da det er en uundgåelig destrueringsspiral, og de færreste film holder sig kun til ’høj’tiden. Man ved ikke helt hvilken kategori Spun tilhører, hændelserne er fragmentariske, historien er yderst tynd og Åkerlunds egen stillingtagen udebliver nærmest (på nær i slutningen). Spun er en ekstrem stiliseret narkofilm, hvor den hektiske billedside aldrig kommer til at understøtte den rus, som hovedpersonerne får (som i Aronofskys uopnåelige film). Billedsiden er for det meste total overgearet, og Åkerlund er tydeligvis gået fuldstændigt i selvsving. Som musikvideoinstruktør er han sublim, men når de psykedeliske billeder skal hægtes på en sammenhængende rød tråd, kommer han til kort.

Anført af den talentfulde Jason Schwartzmann (fra Andersons Rushmore) er vi vidne til et omfattende persongalleri af tabereksistenser uden ægte personudvikling eller psykologisk interesse. Man gider simpelthen ikke følge dem igennem filmen, enten fordi personerne er for abstrakte, eller fordi de er så uforståeligt endimensionale (hælder mest til det sidste). Historien griber i alle retninger uden at udfolde sig til noget seværdigt, og Åkerlunds bagvedliggende intentioner står stadigvæk hen i det uvisse. Er dette regulært samfundssatire (Mickey Rourkes egen respektløse, men ganske morsomme Kennedy-tale), anarkisme (de selviscenesættende og inkompetente politimænd) eller bare nihilisme (personernes manglende selverkendelse og i evig bevægelse)? Tja, hvem ved. Åkerlund giver intet svar, da han højst sandsynlig ikke selv har stillet spørgsmålet. Kun i slutningen kommer der nogle enkelte holdninger (krydsklipningen mellem hovedpersonernes sovende tilstand) og ægte dramatik, men det er simpelthen alt for sent. Publikums interesse er for længst forsvundet, og selvom slutningen indikerer noget dybde og sjæl i filmen, redder det den ikke fra ligegyldigheden.

Teknisk set er Spun virkelig gennemført, nærmest uoverskueligt drejet sammen. Desværre er det kun rent billedonani, og Åkerlund må indskrive sig i rækken af visuelt fokuserede eks-musikvideoinstruktører uden forstand på dramatisk tyngde (som blandt tæller Michael Bay og McG). For hver David Fincher, Scott-brødrene, Michael Gondry (Eternal Sunshine on a Spotless Mind er virkelig uforglemmelig!) og Spike Jonze findes der desværre femten talentløse fuck-historien,-billedbombardementer-dem instruktører. Åkerlund udskiller sig dog alligevel en smule, da Spun (ikke overraskende) besidder flere provokerende og decideret kontroversielle sekvenser, som jeg ærlig talt ikke fatter skuespillerne er gået med til. Hvis der var noget kunstnerisk værdi, eller bare historiesignifikans i det var det forståeligt, men her virker det som om det hele bare er grænsebrydende for provokationens skyld. Og det er ærlig talt anstrengende og irriterende at se på.

Mine forventninger til Spun var skruet godt i vejret, da Åkerlund tydeligvis ville gå andre veje end Hollywoods sikre sti, men filmen er kun en omgang forvrøvlet lir, hvor Åkerlund meget sjældent rammer plet (men når det er sagt, så fænges man også, når han gør det!). Håber han bliver ved musikvideoerne, hvor han kan udfolde sit talent, da han på filmfronten intet har at byde på.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.