3000 Miles To Graceland: You too?!?

3000 Miles To Graceland

06/02-05You too?!?
Stjernebesat, men rodet og tanketom amerikansk actionfilm, der går efter laveste fællesnævner. Debutanten Demian Lichtenstein (der utvivlsomt nok skal komme fra enten reklame- eller musikvideoverdenen) har også været med til at nedskrive nogle ulæselige kragetæer i manuskriptet, som producenter og distributører så har tolket som lettjente penge, og hele skylden for denne omgang actionsøgende, men yderst plotsvage og gumpetunge affære, skal ligges 100 procent over på ham. Hvis Lichtenstein havde lagt bare halvt så meget energi, omtanke, arbejde og engagement i manuskriptfasen og instruktørjobbet, som han tydeligvis har gjort under redigeringsprocessen, ville dette makværk måske ikke have været nær så utålelig og uudholdeligt, som det er nu. Men sådan skulle det ikke være, og her må jeg så tilslutte mig Forceoffives skepsis omkring reklame- og musikvideoinstruktører, der føler sig tvunget til at udsætte filmmediet for deres elendighed. Der er nogle fantastiske (Scott-brødrene og Fincher, eksempelvis), men så sandelig også forfærdelige (Kahn, McG), hvoraf Lichtenstein naturligvis indlades i den sidste knap så prestigefyldte kategori.

Don’t get me wrong, jeg elsker visuel lir og kan da også sagtens sætte hjernen på standby og nyde uforpligtende og tankeløs underholdning. Ellers ville jeg ikke kunne lide Michael Bays film, der mildest talt må siges ikke at være innovative. Men der skal altså også være noget flair for filmmediet bag, hvor et velfungerende tempo er nødvendigt i denne actiongenre. Med 3000 Miles to Graceland fænges man aldrig, det hele kører bare uengageret og komplet ligegyldigt derudaf, fra det ene actionklimaks til det andet. Lichtenstein har sørget for konstant at fylde mere på, uden at have nogen idé om, om publikum overhovedet gider følge med (jeg har læst den sætning et andet sted, så jep, plagiat lige her). Heldigvis ser det ud til, at skuespillerne morer sig, og det formidler lige den allerværste irritation.

Kurt Russell, som også spillede Elvis i Carpenters tv-film fra ’79, er altid et sikkert ansigt, velspillende og sympatisk. Han gør, hvad han skal, og han gør det rutinepræget. Lidt mere liv er der i Kevin Costner, der mere end åbenlyst nyder rollen som amoralsk bad-guy, men hovedsagligt er en smule anstrengende. Til det skal der dog siges, at scenen hvor han agerer superenergisk Wombats-fan er ubetalelig morsom. Christian Slater underanvendes desværre, mens Courtney Cox gør sit bedste med en latterlig rolle på sidelinien. Hvad der er helt utilgiveligt er castingen af Ice-T, der heldigvis(!) kun medvirker i ganske få minutter. Hans ubetydelige birolle koster filmen de to små stjerner, som den trods alt var tæt på at få. Fuck hvor kan den mand pisse mig af! Godt han er en falleret rapstjerne (eller hvad han nu lavede) så man slipper for ham i offentligheden.

Indledningen med de to kæmpende skorpioner er egentlig ganske finurlig, og filmens første halve time er ikke helt ueffent underholdning. Desværre rives Lichtenstein med derefter, og filmen får alt hvad den kan trække. Masser af slo-mo, heftige klip, total overeksponeret musik og ekstrem mangel på situations- og karakterfornemmelse. Dybest set de værste sider af Mtv-indflydelsen. Derved er 3000 Miles to Graceland en overlæsset og stilforvirret actionfilm uden sans for kompetent action. Dette er macho på sit højeste, men på det laveste niveau. Det er synd og skam (nærmest blasfemi!) at The Kings (nej, ikke Michael ’hvor-fucked-up-er-jeg’ Jackson) navn og musik nævnes, efterlignes og høres i denne overlange og hårdtpumpede film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.