Before Sunset: solnedgang

Before Sunset

12/02-05solnedgang
Jeg modtog nyheden om en fortsættelse til den unikke Before Sunrise med skepsis og måske endda en smule irritation. Den åbne slutning i originalen appellerede til både romantikerne og kynikerne og fuldendte oplevelsen. Hvorfor i alverden ville og skulle de ind og pille ved disse to gennemførte karakterer igen? Det kunne jo ødelægge næsten hele den første film. Jeg frygtede dog aldrig kommercielle bagtanker, da Richard Linklater jo er kendt som en af Amerikas mest egenrådige og kompromisløse instruktører og højst sandsynlig ikke ville genoplive kærlighedsforholdet mellem de to, hvis han ikke fandt det signifikant. Efter at have set Before Sunset må jeg dog glædeligt overgive mig og sige, at fortsættelsen overstiger etterens kvaliteter og er en smuk og bevægende film, der i sit eget rolige tempo (faktisk foregår det hele i realtime) videreudvikler historien om Hawke og Delpys kærlighed.

Jeg har altid haft det en smule ambivalent med hensyn til Ethan Hawkes skuespillerkarriere. Han har begået sikre og velspillende præstationer i film som Fuquas Training Day og Niccols Gattaca, men har så sandelig også leveret irriterende ligegyldighed, senest i Carusos skuffende og trivielle Taking Lives. Efter at have set ham i de to Before-film og den fremragende Tape (også instrueret af Linklater) må jeg dog erkende, at Hawke er et betydeligt talent med sans for det naturlige skuespil. Hawke og Delpy har selv været med til at finjustere manuskriptet til Before Sunset, og både karaktererne og bagmændene er modnet i de 9 år der er gået siden Delpy og Hawke mødtes i Wien.

Hawke er i Paris for at reklamere for sin succesfulde ’fiktions’ bog, der dog mere er en selvbiografisk beskrivelse af hans møde med Delpy. Man mistænker Hawkes intentioner som selvterapi, da det viser sig, at han mødte op 6 måneder efter (som de havde aftalt), mens Delpy ikke kunne være til stede på grund af hendes bedstemors død. Deres første møde efter 9 år er uhøjtideligt og endda en smule kikset, men begge to falder utrolig hurtigt tilbage i karakter, og som publikum påmindes man om hvorfor man i første film mente, at de to tilhørte hinanden. Before Sunset er ligeledes en talefilm, men dialogen er denne gang også frisk og naturalistisk, måske endda mere velskrevet end i den forrige film (hvis det da er muligt). De mange temaer, der flydende flettes ind i deres samtaler, er mere fysisk præget og mere udbredt, end disse tos kærlighedsproblemer fra første film. Langsomt, men sikkert flyttes fokus dog igen ind på Delpy og Hawke, der har udviklet sig ganske betydeligt. På overfladen er Hawke blevet mere fredfyldt og tilfreds, mens Delpy lider af frustration og kærlighedskomplekser. I filmens sidste halvdel afsløres der dog, hvor stor en indflydelse deres første møde har haft på deres videre liv, og selvom kærligheden mellem dem forbliver usagt, så indikeres den mere end stærkt. Dette går dog hverken udover karakterernes troværdighed eller filmens realisme, igen takket være nogle skudsikre og mesterlige præstationer fra Delpy og Hawke.

Filmens korte indspilningsperiode har været med til at bevare den intensitet, der rammer publikum lige i hjertet. Sjældent føles kærlighedsskildring på film så ægte og håndgribeligt, og dette gør Before Sunset til en ekstraordinær filmoplevelse, hvor tiden bare flyver af sted. Scenen, hvor Delpy udkrænger de følelsesmæssige reaktioner efter mødet igennem en sang er simpelthen så rørende og smuk, som det kan blive (og musikken er bedårende). Og heldigvis formår Linklater (jeg gentager, et anderledes stortalent!) at afslutte filmen brillant. Ingen forløsning eller sikre resultater, han tror på publikums egen intuition og imagination, og det er da dejligt til en forveksling ikke at føle sig patroniseret af en kærlighedsfilm. Before Sunrise og Before Sunset er to unikke film, der velfortjent også har fundet det brede publikum og ikke bare kunstfilmsværdsætterne.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.