G.I. Jane: bona-fide brain fart

G.I. Jane

19/02-05bona-fide brain fart
Hårdkogt, men egentlig også håbløs klichefyldt og lettere snæversindet militær actiondrama, hvis omdrejningspunkt både besidder gode intentioner og ligeså en vis portion nødvendighed i at fremvises, men kan ikke undsige sig at falde i nogle af de største mainstreamhuller, der er at finde. G.I. Jane udkom før Ridley Scott fik et mindre comeback, både kunstnerisk og æstetisk, med storfilmen Gladiator, og viser også hvorfor førnævnte kæmpesucces og genoplivning af sandal-og-sværd genren var så undertippet. Scott, der også skuffede selv inkarnerede fans med hans tidligere White Squall, begyndte at vise tegn på svaghed i historiehåndteringen, som netop er G.I. Janes store problem. Hoveddelen af filmens mange fejl skal dog findes i manuskriptet, der godt kunne minde om en omgang bestillingsarbejde fra det amerikanske militær, da filmen besidder en betragtelig del propaganda.

Som førnævnt er præmissen om en kvinde, der af politiske årsager indrulleres i den hårdeste militæruddannelse i USA og må kæmpe side om side med mændene, en vigtig og signifikant punkt når vi snakker lighedsberettigelse. Desværre sætter filmen ikke grænsen ved ’bare’ at være feministisk (vil ikke lyde nedladende, går personligt ind for ligestilling), men bliver endda ren chauvinistisk ved at lade hende ’become like a man’ og først få accept, da hun spiller med på deres tommetykke macho-fis. Desuden får Scott også slået hans morale igennem med syvtommersøm, når O’ Neil ikke kun består prøverne med glans, men ligefrem overgår alle mændene. Her underminerer Scott ligefrem publikums intelligens, og det sker fra den samme mand, som begavede os med filmklassikere som Blade Runner og Alien. Unødvendigt skærer Scott tingene for meget ud i pap, så ingen mistet og alle forstår budskabet om det hårde amerikanske militær med det bløde hjerte.

Demi Moore spiller hovedrollen som den hårdt prøvede kvinde, der langsomt udvikler sig til at blive en ren superhelt. Moore har aldrig været en talentfuld skuespiller, og hun kan da heller ikke på nogen måde løfte en i forvejen banal og endimensional rolle. Mest af tiden er hun bare røvirriterende at overvære, men en del af skylden for det skal lægges på Scott, der insisterer på konstant at glorificere hende og hendes handlinger. Anne Bancroft spiller påtaget den hårdføre og egoistiske politiker, der katalyserer hele omdrejningspunktet, og det gør hun yderst rutinepræget og uengageret. Mere gejst er der i den overraskende velspillende Viggo Mortensen som halvsadistisk, brutal og kompromisløs chefsergent, der naturligvis må indse i slutningen, at hans fordomme mod kvinder i militæret er ubegrundede. For dette er jo netop den velkendte fortælling om den undertrykte og underkuedes kamp mod overmagten og dennes fordomme, bare serveret med ekstra forudsigelighed og politisk korrekthed. Præmis god, behandling dårlig.

Til filmens fordel skal der dog siges (som Thomas også nævner), at det er både fascinerende og spændende at følge soldaternes brutale træning, som højst sandsynligt er skildret ganske realistisk. At Scott og co. finder det nødvendigt at sende dem ud på en umotiveret og historiemæssig ligegyldig mission er en skam, det ødelægger det ellers moderat velfungerende tempo, som filmen besad, og trækker G.I. Jane en stjerne ned fra middelmådigheden. En af mine yndlingsinstruktørers mest svage øjeblikke. Tjek hellere Scotts mesterværk Black Hawk Down ud. Den er alt det, som G.I. Jane gerne ville være. Medrivende, tankevækkende, rørende, usigelig spændende, osv.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.