Med Sky Captain and the World of Tomorrow har begrebet ’effektjageri’ fået en hel ny betydning. Som en af de første film nogensinde anvender den sig kun af den ellers velkendte teknik indenfor computergenerede billeder, hvor skuespillerne agerer foran en hel grøn eller blå baggrund, hvor effekterne bliver indlagt bagefter. Det nye her er altså, at hele filmen er optaget på denne måde, og at det eneste som er ægte er skuespillerne og enkelte genstande der anvendes af dem. Der er utvivlsomt potentiale i denne forholdsvis anderledes arbejdsmåde, der endnu engang beviser, at film er 100 procent illusion og manipulation, men når den fungerer som en hel films eksistensgrundlag, bliver det anstrengende i længden.

Dette yderst ambitiøse og forholdsvis dyre projekt er lagt i hænderne hos den uprøvede Kerry Conran, der efter sigende allerede som barn arbejdede på skitser til det gennemførte univers. Handlingen foregår i et ubestemt år, dog helt konkret efter 1. Verdenskrig, hvor teknologiens blomstrende udvikling forbavsede og forfærdede mange. Dette blæser Conran op i proportioner, hvor kæmperobotter, smidige fugleagtige flyvere og udspekulerede raketter udvikles uden det store besvær af geniale videnskabsmænd, men misbruges naturligvis af den ukendte skurk, Totenkopf (blæret navn). Nuvel, man er jo ikke kommet efter realisme, men et velfortalt og medrivende eventyr, og Conran ligger da heller ikke skjul på, at intentionerne ikke har været at begå et decideret tidsbillede. Nostalgien hviler tungt og nærmest melankolsk, ikke mindst takket være de talrige filmreferencer og Conrans omfattende kendskab til film- såvel som tegneseriehistorien. Sky Captain and the World of Tomorrow er en storladen produktion, man fristes nærmest til at påstemple den som episk, men historiesiden halter noget så skrækkeligt og fatalt, at man op til flere gange kigger på klokken og ønsker at Conrans drengedrøm snart ville slutte.

Arbejdsmetoden har helt sikkert været en udfordring for skuespillerne, hvor man da heller ikke kan sige, at de består med bravur. Spillet er gennemgående meget mekanisk, og selvom stereotyperne er mere end velkendte, ja direkte klichefyldte, så yder de store stjerner ingen mindeværdig indsats. Heldigvis har Conran opbygget karikaturerne med et delvist ironisk glimt i øjet, der gør, at man ikke falder fuldstændig fra. Jude Law er hyggelig, men også en smule uengageret, som hovedpersonen Sky Captain, der helteglorificeres herligt til den helt store guldmedalje. Han genoptager samarbejdet fra Minghellas oversete The Talented Mr. Ripley med den kvalitetsmæssigt svingende Gwyneth Paltrow, men denne gang er kemien nærmest ikke-eksisterende. Kunne dog godt lide detaljen med Paltrows kamera, som skulle indikere menneskets manglende tilfredshed og evigt søgende efter det bedre, som hun så ikke opnår i en ret komisk scene. Angelina Jolie popper op i en ligegyldig birolle, og spiller herefter, mens Giovanni Ribisi (som altid) udviser gejst og engagement. Sky Captain and the World of Tomorrow er dog ikke en karakter-film, de er bare minimale statister i Conrans søgen efter kæbetabende sekvenser.

Det hele er bevidst meget tegneserieagtigt og endda en smule charmefyldt. I hvad man må formode er computerspilæraens højdepunkt (men nok ikke) tør Conran tage skridtet fuldt ud, og det gør han med en stor visionær sans. Flere billeder er direkte maleriske, og man imponeres over den visuelle spidsfindighed. Irritationen rammer dog når der lægges for meget vægt på den træge og sløve historie, som man da kun kan kalde uoriginal. Handlingen er naturligvis en ufortrøden pastiche, men den fængede aldrig mig. Som publikum distanceres man betydeligt, og Sky Captain and the World of Tomorrow er herved blevet en interessant, men ikke synderlig god affære. En genredefinerende milepæl er den i hvert fald ikke! Jeg forventer, at Rodriguez udnytter mulighederne langt bedre med hans filmatisering af tegneserien Sin City, der at dømme ud fra traileren ser både ultracool og virtuos stiliseret ud.

God anmeldelse - glimrende læsning som altid min ven. Det papirstynde plot skal du dog tage med et gran salt, da filmen jo selvironisk forsøger at være lige så overfladisk, som det den hylder - tegneserier. Det er du dog også selv inde på, og vi er da også enige omkring det meste, men på mig var handlingen så tynd, karikeret og herlig overdone, at det virkede utrolig charmerende og morsomt. Frivllig morsomt vel at mærke, da man jo har lavet filmen med et selvironisk glimt i øjet.

Rodriguez har alt at vinde med "Sin City". Hvis du spørger mig har vi kun set makværk fra den mand, lige bort set fra den selvstændige debut "El Mariachi", som trods alt vandt noget på dens primitive stil. "Sin City" ser dog interessant ud, selvom jeg ikke begriber, hvordan manden overhovedet kan få lov til at lave den, med det møg han før har lavet.

Har faktisk set alt, hvad manden har lavet (ellers ville jeg heller ikke tillade mig at sige, at manden KUN har lavet makværk, som jeg gjorde). "Desperado" var en tilforladelig underholdningsfilm men med mangler, mens "Once Upon A Time In Mexico" skuffede mig. "The Faculty" synes jeg er decideret elendig (ordet "ungdomsbræk" falder mig pludselig ind her), og midt i hele har vi så "From Dusk Till Dawn". Den har jeg et ambivalent forhold til, da jeg må sande, at den viser, at manden faktisk kan noget. Første halvdel er superfed og noget nær genial faktisk. Så vælger han så desværre at ødelægge det hele ved pludselig at slå over i en primitiv alle-skal-dø-så-blodigt-som-muligt-vampyrfilm. Men som sagt fandt jeg første del fremragende, og som du rigtigt siger, viser den, at Rodriguez ikke er uden evner. Nu skrev Tarantino jo så også manus, dog har jeg ham fælt mistænkt for også at have haft en "lille" finger med i instruktionen som en rundhåndet vennetjeneste. Første del er nemlig særdeles Tarantino'sk og alt for god til den plattenslager Rodriguez.

Har I set "Roadracers", drenge? For det er efter min mening en af hans mest ligegyldige film.

Ja den var vist i sin tid produceret til kabel, men nej. Den ville ikke rykke ved din opfattelse. Tværtimod.
Derimod synes jeg, at "Four rooms" var udmærket, men der har Hr. Rodriguez jo også tre andre gode instruktører at takke for, at den samlet var en udmærket oplevelse.

Igen vil jeg påstå, at hvis du havde set to klassikere som "Invasion of the body snatchers" og "The thing", at du så måske ville være af en anden mening, da Rodriguez jo ikke lægger skjul på, at filmen jo er en hyldest til disse to film.

Derfor forekommer filmen netop dybt forudsigelig og det virker som om, at filmen er lavet til de unge sjæle, som aldrig har set de to andre. At den så er lavet som ungdomsfilm, peger således endnu mere i den retning.

Det giver mig lidt den samme smag i munden, som f.eks. når man hører en vis Britney Spears synge det gamle Bobby Brown nummer "My prerogative". Det er lidt for letkøbt og kun lavet med henblik på at nå den del af den yngre generation, som ikke gider fordybe sig i noget af ældre dato.
Det er bare ærgerligt, at der så findes så mange iblandt den yngre generation, som kender til "The faculty", men aldrig har hørt om de andre to. To film som iøvrigt får "the Faculty" til at ligne "American Pie".

Sådan vil det jo desværre nok altid værre, men det stinker alligevel. Når vi om 10-15 år vil se instruktører, som laver Michael Bay efterligninger og får succes med det, så vil du få den samme følelse, Gott *GG*

Helt enig Force. Hvad enten du sammenligner med de gamle klassikere eller ej, synes jeg nu stadig at "The Faculty" er noget hø. Nu er det sådan, at jeg ikke bryder mig om Britney Spears til at begynde med, så selvom jeg er ung, så tager jeg ikke imod en ny sang fra hende med åbne arme blot fordi den er ungdomsminded og rettet mod mig - og tilfældet er derfor det samme med Rodriguez. Til gengæld er jeg altid villig til at tilgive - der skal bare en pokkers god film til, før jeg tilgiver Rodriguez ;o)

Du SKAL se The Thing (carpenters) og Invasion of The Body Snatchers (kaufmanns). Klassikkere og to af mine yndlingsfilm :)

Jeg henviste bevidst til Kaufmanns udgave fordi den er den bedste efter min mening, og har inspireret mange film siden. Don Siegels er ikke særlig god synes jeg (men ok for nostalgiens skyld) og heller ikke Abel Ferrara's fra 90'erne.
The Thing er pricipielt også en genindspilning men langt bedre end den fra 50'erne.....

Så jeg menr skam at force har aldeles ret... :)'

Men hvorfor skal stakkels lille tyggegummi Britney "I believe in our President" Spears blandes end i det??? *GG*

Nå okay, på den måde. Jamen så kan jeg jo også henvise til Heat og LA debatten, fordi der mente jeg faktisk også, at Heat var en bedre film, selvom den var en remake - husker du det?? Men stadig, når noget er originalt, så er det uanset hvor mange remakes man laver, men der må nu være noget ekstraordinært over John Carpenters og Kaufmanns udgaver, siden du bedre kan lide dem end originalen. ???

Men jeg skal prøve at se dem, hvis jeg får muligheden.

Men jeg vil da alligevel blive sur, hvis nogen stjal min ide om en film, og fik dermed en klassikerstatus.

Ja ja, jeg nævnte det blot fordi jeg også påstod, at Heat var bedre end originalen, og det synes jeg stadig. Jeg ville da bare ha' dig til at forstå, (ligesom du vil have mig til at forstå) at en remake kan være bedre end originalen, og det kan det åbenbart, men ikke ofte, det giver jeg dig ret i.

Som sagt, så har jeg altså ikke set nogen af de film, hverken Don Siegels eller Carpenters, og heller ikke The Thing. Derfor ved jeg faktisk intet om den sag, men skal prøve at skaffe Carpenters udgave.

Men det er nok sandt, at Carpenters The Thing regnes for mere end originalen, hvis du siger det, og du ved nok mere om Carpenter end mig. Men Heat regnes også for en bedre udgave, og det er det jeg vil frem til. En remake kan være bedre, det sker så ikke ofte.

Har allerede forsøgt at købe den på dvd, men den kan ikke købes mere. Går ned i blockbuster og ser.

Ja, der er sku nogen film der holder niveauet stadig idag - mange eksempler på det. Når vi taler om gyser, så er jeg faktisk meget kræsen over de nutidsgyser. Der er ikke mange idag der er gode, Scream og den nye Motorsav film er de eneste jeg sådan kan lide. Mange andre er dårlige, især efter gensyn. Der kommer hav af ungdoms gyser i den kommende tid, bare se på quicktime - utroligt. Ingen af dem ser gode ud på traileren, måske bortset fra Saw, der ser lidt spændende ud. Se traileren til The House of Wax med Paris Hilton i rollen, Paris Hilton. Hvor lavt kan man synke, mand.

Nå, men skal prøve at skaffe The Thing og Invasion, fordi ideen fandt jeg røvfed i The Faculty, derfor kan jeg også lide den film. Husker godt den scene i The Faculty, hvor de tager de stoffer for at finde ud af, who's the alien or not. Mega fed og spændende scene.

Ja den er sgu 1982...det imponerer mig hver gang jeg ser den. Jeg har den udgave du henviser til og den har virkeligt godt ekstra materiale, men det er desværre ikke et anamorphisk transfer. Har man ikke 16x9 tv gør det ikke noget, men ved du om den nye udgave (anamorph, R1, kaldes vist collctors edition) findes på region 2?
Hjemme i DK har jeg en regionsfri dvd afspliller, men ikke her :(

....."men ved du om den nye udgave (anamorph, R1, kaldes vist collctors edition) findes på region 2?"

Jeg er dig svar skyldig.

Griner. Ja det er underholdende læsning, men den så nu også forfærdelig ringe ud på traileren og hvis den får "The Relic" til at virke "superior", så siger det jo alt. Den er også blevet godt modtaget på IMDB, hvor den pt. ligger nr. 20 over værste film nogensinde.

Har aldrig set "House of the dead", men kommentarerne til den inde på IMDB har moret mig meget.

Hvad sker der for stakkels Slater og Dorff? De er helt færdige.

Mht. til Uwe Boll, så følger han jo bare i fodsporene på sine kolleger og landsmænd Roland Emmerich og Wolfgang Petersen. Man begynder efterhånden at forstå, hvor forfærdeligt folk må have haft det under 2. verdenskrig, når tyskerne begyndte at invadere. (Et forsøg på dårlig humor)*GG*