Hulk: - Gigantiske følelser -

Hulk

13/03-05- Gigantiske følelser -
Ovenpå den fremragende “Tiger På Spring, Drage I Skjul” har asiatiske Ang Lee kastet sig over et knap så oplagt projekt. Nemlig filmatiseringen af den grønne tegneseriekæmpe Hulk. Hvorvidt det har gavnet Lee som instruktør, kan diskuteres, men selve filmatiseringsindustrien indenfor tegneserier kan så sandelig nyde godt af det her.

Det er nemlig lykkedes Lee, at tilføre en ellers tom og flad tegneseriefigur mere dybde end nogensinde før. ”Hulk” er bestemt en anderledes filmatisering og den repræsenterer en hel ny måde at adaptere tegneseriehæftet til det store lærred på. Her er det i hvert fald lykkedes, at slippe af sted med en blanding af actionpræget underholdning og et psykologisk drama. Og det er i sig selv lidt af en præstation, navnlig fordi man har lagt vægt på det psykologiske drama, hvilket må siges at være en håbløs opgave med en tegneseriefigur af så beskedent et format.

Men det er altså lykkedes. Vi kommer ind på livet af vores karakter, og personskildringen af den plagede Bruce Banner er fremragende. Der tegnes et troværdigt og spændende portræt af manden bag monstret, hvor barndomstraumer og fortidige begivenheder er med til at støbe et fundament for vores hovedperson, og samtidig introducer en for historien på glimrende vis.

Godt hjulpet på vej af Eric Bana, som virker helt rigtig i hovedrollen. Han er måske en anelse anonym i sit spil, men det gør intet, da karakteren netop skal virke gådefuld. Navne som Connelly, Nolte og den altid seværdige Elliot gør det ligeledes godt.

Ang Lee har instrueret storladent og flot. Visuelt er der ikke en finger at sætte på filmen og mange fine små detaljer er med. Bl.a. virker det godt, at man har været tro mod forlægget og benyttet sig af en tegneseriestruktur flere steder med splitscreen, rammetekst osv.

Actiondelen træder først i kraft til sidst i forløbet, men det gør intet, da man har været så optaget og fænget af det følelsesmæssigt medrivende drama forinden. Men popcornspublikummet får også noget for deres penge, idet vi herefter faktisk får nogle fantastisk flotte actionscener. Der er fuld tryk på, og billederne er store og næsten for gode til en sådan underholdningsfilm, som vi jo ikke må glemme det er

Men ikke desto mindre glemmer man det næsten. Dels fordi den indre konflikt optager filmens instruktør mere end den buldrende action, men også fordi man egentlig ikke føler det nødvendigt med bulder og brag nonstop – helt konkret fordi den psykologiske vinkel simpelthen fungerer så godt, som den gør. Atypisk ja, men filmen skal have al den ros, den kan få, for at have tilført en letbenet tegneseriefigur så meget dybde og samtidig fået det til at fungere på film med et så holdbart og psykologisk interessant portræt. Set ud fra dette er filmen faktisk en milepæl.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.