Shattered Glass: - Når sandheden er ilde hørt -

Shattered Glass

17/03-05- Når sandheden er ilde hørt -
Fascinerende autentisk drama om en anerkendt journalist der igennem en længere periode skrev sine artikler efter fri fantasi og mere eller mindre baserede sin succes på opdigtede historier.

Det er opbygningen, der gør ”Shattered Glass” god. Bid for bid løftes sløret langsomt for bedraget - den ene bid mere spændende end den anden. En egentlig spændingsfilm er det ikke, men historien i filmen er bare så pokkers god, at man ikke nænner at blinke med øjnene en eneste gang. Jagten på det journalistiske mysterium, samt det faktum at filmen er autentisk, gør det hele umådeligt medrivende og underholdende.

Filmen er ligeledes et spændende portræt af en skråsikker mand og hans vej til sammenbrud. Overraskende godt spillet af unge Hayden Christensen, som man ellers ikke har set det store fra rent skuespilmæssigt.

Det er desuden velkomponeret og snedigt sat sammen, således at man først får en egentlig afklaring på det hele til allersidst. Filmen har en glimrende historie, men den fungerer i høj grad også så godt som den gør, fordi den er instrueret særdeles effektivt. Tempoet er roligt, men ikke så meget som én scene er kedelig, og det er i sandhed instruktørens fortjeneste.

Dette underholdende drama kan kun anbefales. Det er godt fortalt, men filmens bedste egenskab er nu engang dens blikfang – nemlig den virkelige historie. Autenticiteten er fortællingens katalysator, og filmen er derfor lige så forundrende som den er god. Stor pil op.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.