En duft af kvinde: ’Freakshow central, New York!’

En duft af kvinde

19/03-05’Freakshow central, New York!’
Christian, overskriften skal ikke betragtes som en nedladende kommentar til storbyen fra min side. Fandt bare replikken ganske morsom ;-)

Martin Brests charmerende drama med livsbekræftende komiske undertoner er måske ikke en decideret perle, der vil flytte filmgrænser, men som velkendt feel-good film er den superunderholdende og langtfra ueffen. Dette kan måske overraske en smule, da Brest ikke før har brilleret i drama-genren, men med et velskrevet og sammensat manuskript (af Bo Goldman) som fundament, er Brest kommet succesfuldt igennem forsøget.

En Duft af Kvindes store scoop er utvivlsomt hovedrolleindehaveren Al Pacino, der ifølge mig er en af filmhistoriens største og mest karismatiske skuespillere. Med hans aggressive og fængslende energi og tilstedeværelse, gør han næsten enhver figur mindeværdig og seværdig, men man får ikke kun uregelmæssige vredesudbrud og nærvær af format med Pacino. Han mestrer ligeså det underspillede og psykisk rørende. Næsten altid levendegøre han karakteren med så stor dimension, at man sidder måbende tilbage. Til tider har det naturligvis resulteret i lettere overspil og måske endda en lille smule anstrengthed, men disse momenter overskygges fuldstændig af Pacinos mange uforglemmelige roller. I En Duft af Kvinde portrætterer han den blinde eks-soldat med bredtfavnende nuancer og stærk karakterindsigt. Han er seværdig, når han agerer selvoptaget og ufølsom familiebyrde, men Pacino lader først karakteren kravle rigtigt ind under huden på publikum, når han afslører de enkelte øjeblikke af selvforståelse og bebrejdelse. Eksempelvis efter overfaldet på hans insisterende og provokerende nevø (med sandhed i provokationen), hvor Pacino subtilt siger med broderrespekt til storebroderen, at han ikke er noget værd. Den selvforskyldte og tåbelige ulykke, der kostede ham synet, har tynget ham og destrueret ham indefra, men han holder alligevel den kolde facade.

Filmens omdrejningspunkt er herfra Chris O’ Donnells karakters langsomme odysse mod Pacinos komplekse og bebrejdende indre, og rejsen er hele filmen værd. Det er morsomt og underholdende at se de to vidt forskellige mennesker, den ene urutineret og integritetsfuld, den anden livserfaren og intellektuel interessant, begå sig med hinanden og omgivelserne, og filmens første halvanden time fortjener næsten de fem stjerner. Men så kan Brest heller ikke undertrykke sentimentaliteten og følelsesglorificeringen, og de sidste tre kvarter bliver en klichefyldt og uoriginal forløsningsfokuseret vrøvl uden den intense karakterbeskrivelse. Forhindringen af Pacinos selvmord er uundgåeligt, men at Brest så ligefrem lader ham udvikle sig til et yderst optimistisk og åbent menneske er simpelthen for utroværdigt, især indenfor filmens egne rammer. Man hænger stadig ved på grund af Pacinos Oscarbelønnede skuespil (velfortjent, men han har også gjort det langt bedre i andre roller), men det hele bliver for Hollywood sødsuppe-agtigt. O’ Donnell er udmærket som duksedrengen, hvor rammehistorien også indeholder dennes første ægte dilemma, hvor han bæres igennem af Pacinos karakter. Musikken af Thomas Newman er som altid unik og smukt og løfter flere scener til det bedårende.

En Duft af Kvinde er en anbefalelsesværdig og underholdende sag, som desværre skifter personlighed markant i slutningen og ikke kan undsige sig at være lidt for langtrukken, mens de velmente pointer også udpensles for meget.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.