Air Force One: Kvalmende flødebolle-action!

Air Force One

23/03-05Kvalmende flødebolle-action!
“Air Force One” må nok siges at være en af de mest ulidelige actionfilm jeg længe har set! Personligt nyder jeg gerne en god actionfilm hvis kvaliteten er til at tage og føle på, men hvad angår dette overamerikaniserede og voldsomt kvalmende stykke patriotisme er der ikke meget at hente! Harrison Ford har rollen som en slags Rambo i tuxedo, der på egen hånd tager kampen op mod en flok ualmindeligt stygge og nationalistiske russiske terrorister! Heldigvis er Gary Oldman en af disse banditter, hvis blotte tilstedeværelse og altid velspillende facon hjælper én igennem en af tidernes mest utålelige og banalt opsatte actionfilm, der ikke just hjælpes på vej af en forpestet og til tider uudholdelig amerikansk tone og et fælt og væmmeligt soundtrack frembringer en mavesur kommentar fra selv den mest hærdede actionfan…

Som sagt er historien ikke noget sindsoprivende bekendtskab, hvilket nok mest af alt skyldes det usandsynlige og helt igennem tåbelige oplæg: USA's præsident fører en hård politik hvad angår terrorisme og som en anden George Bush blander han sig i et mellemværende i Kasakhstan, hvor en forbryderisk slambert styrer showet! Ham får veltrænede kommandosoldater dog hurtigt sat bag tremmer, men loyale og mindst ligeså russisk stereotype banditter erobrer selveste Air Force One og kræver førnævnte slambert på fri fod! Dog ligger den amerikanske præsident, som ”naturligvis” har en lang karriere i militæret og en rundtur i Vietnams krigshærgede og myg- og bandit-befængte jungle bag sig, ikke på den lade side og får snart nys om skurkenes nærvær og hurtigt får han gjort kål på selv samme problem! Faktisk er han den mand der fløj flest redningsmissioner under krigen og dette må siges at være en nyttig ting at have med i bagagen når man pludselig finder sig bag styrepinden på en jumbojet ved navn Air Force One og omringet af ovenud slemme slyngler med automatvåben! Af en eller anden grund tænkte Wolfgang Petersen at dette var en gylden opskrift på en gylden actionfilm og gav sig derefter i kast med at lave en af 90’ernes vel nok dårligste actionfilm, der, på trods af hobevis af konkurrenter til denne tvivlsomme titel, formår at levere både noget nær de mest banale og intetsigende actionscener, men også den klammeste og mest frustrerende indpakning!

For ikke nok med at ”Air Force One” stinker væk af uopfindsom action og ligegyldigt ramasjang, så skal filmen også overdynges med kvalm patriotisme i hidtil uset store mængder! Ikke nok med at præsidenten, ”the man in the oval office”, ”the top-dog”, ”the guy who runs the US of A”, skal være vores helt og hele nationens, ja i hvert fald et helt flys, redningsmand, men vi skal også belemres med et utåleligt og nederdrægtigt soundtrack og nogle af de mest selvsmagende replikker i amerikansk filmhistorie! Musikken i filmen er for det første væmmelig pga. af dens militære og autoritære trommespil og de kvalmende melodier, der stinker af amerikaniseret selvtilfredshed, og for det andet fordi den er med fra start til slut! Jeg mener, der er ikke scener hvor musikanten Jerry Goldsmith ikke får lov til at diske op med patriotiske toner, der konstant bidrager til den frastødende og dybt pinlige overamerikanske stemning! Hvis han så bare kunne have skåret ned på de trommer… Grrr!!

Andet helt store kritikpunkt er som sagt et manuskript, der som ventet er spækket med voldsomme portioner af fæle bemærkninger og andre metoder for at skuespillerne kan belære os andre om Amerikas demokratiske værdier og hvad de nu ellers står for i det forjættede land! Især når præsidentens datter, der i øvrigt bliver spillet af en utålelig ringe barneskuespiller, siger til ”papa-bear”: ”It’s gonna be alright!”… manner, jeg er ved at brække mig bare jeg tænker på det! ”And don’t get me started on” Harrison Ford og hans utallige kommentarer, der bl.a. indbefatter den notoriske sætning; ”get off my plane!”. Alle replikker ikke leverede af en skurk får på en eller anden måde også en dyb foragt i mig til at vokse frem! Det er som om alle i filmen er blevet bedt om at optræde overamerikansk og dybt forkasteligt! Selv små og generelt ligegyldige biroller lugter langt væk af amerikansk selvforherligende heltemod og typiske karaktertræk!

Skuespillet bliver takket være Harrison Fords øretæveindbydende kone og datter trukket gevaldigt ned, da disse om muligt topper listen over filmens mest irriterende og talentløse! Dog skal Glenn Close også nævnes for at være uudholdelig som den kvindelige vicepræsident! Gary Oldman kæmper en uretfærdig kamp mod overtallet af elendige præstationer og selvom han giver en brav indsats er filmen ligesom ret svær at redde! Han spiller langt fra sit bedste (hvordan kan Gott nogensinde få sig selv til at kalde denne hans bedste skurkerolle… have you been smoking weed or sumthin’!?) og selvom han uden tvivl er filmens største trækplaster kan han dog uden forbehold nydes i langt bedre og mere interessante film, eksempelvis ”State of Grace”, ”Sid and Nancy”, ”Leon”, ”Romeo bløder” og mange andre! Det er stadig en gåde for mig hvorfor han af alle actionfilm valgte at deltage i denne, da han som englænder på ingen måde kan have nogen interesse i at klappe af Amerika og landets altdominerende udenrigspolitik og status som ”verdens politi”! Harrison Ford kan ikke stille meget op som præsident for han tvinges som bekendt til at udtale flere urimelig lamme og kvalmende replikker og allerede efter informationen om præsidentens tid som hård nyser i militæret er sluppet ud, er slaget tabt! Selvom han for så vidt spiller ganske glimrende vil rollen bare ikke tillade at han får nogen sympati med på vejen… et uforståeligt og ganske tåbeligt karrierevalg!

Selv ikke actiondelen kan gøre noget ved filmens frastødende stemning og univers, hvor Amerika er og bliver ”the good guys” og alle russere og folk fra andre østeuropæiske folkeslag er typecastede som banditter! Banaliteten lyser op og ingen af filmens actionscener bliver tilnærmelsesvis interessante eller spændende, for de ligner kort sagt hinanden til ukendelighed! Desuden kan jeg ikke lade være med at bide mærke i den skingrende urealisme når folk om bord på flyet kan åbne døre og stå og trække lidt frisk luft uden at blive hævet ud i atmosfæren! Det sker også når Ford og Oldman dyster bag i flyets åbne cargo-port og ligger på rampen med kvælertaget fast klemt om hinandens hals! Jeg vil ikke trække indlægget videre i langdrag ved at kommentere den latterlige måde hvorpå præsidenten og de sidste overlevende mennesker på flyet bliver reddet, dog spørge hvordan i al verden de gidsler der hopper ud af flyet i faldskærm nogensinde skal finde hjem? Oldman siger lidt senere i filmen at de ikke er langt fra Kasakhstan, så hvis disse gidsler hopper ud over Georgien eller whatever, hvordan skal de så nogensinde komme hjem i et stykke? Det er simpelthen for tyndt og et tydeligt bevis på de iøjnefaldende store plothuller manuskriptforfatteren åbenbart ikke har gjort noget forsøg på at lappe…

Jeg kunne skrive mange sider om denne forfærdelige film, men vil nødig spilde mere af jer brugeres tid med mine tilsyneladende ustoppelige raseriudbrud! Jeg vil blot konstatere min tydelige foragt for denne film og dens overflødige og dybt frastødende patriotisme og amerikaniserede verdenssyn! Intet, udover en tilforladelig Gary Oldman, fungerer optimalt og alt bliver slået ihjel af den dræbende stemning, musik og evindelige prædiken om Amerika og de idealer de nu engang lægger for dagen! Kun selvglade amerikanere kan stykke sådan en gang selvsmagende juks sammen… Selvom instruktøren faktisk er tysker!!



"Everyone is stupid but me!!"
- Homer Simpson, "The Simpsons"

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.