Aliens - det endelige opgør: new(t)

Aliens - det endelige opgør

13/04-05new(t)
Syv år efter Ridley Scotts mesterlige gyserklassiker, Alien, udkom fortsættelsen, hvor man muligvis kan argumentere, at univers-udviklingen er forudsigelig, men da filmen fungerer på nærmest alle andre planer, manes den minimale kritik hurtigt i jorden. Aliens er ikke nær så filmisk udfordrende som Scotts projekt, men den effektiviserede underholdning er noget nær perfekt, og Aliens er en af de få atypiske fortsættelser, der næsten (men kun næsten) overgår originalen. Scott blev udskiftet med den forholdsvis urutinerede James Cameron, der forinden havde begået den opsigtsvækkende sci-fi film The Terminator, og valget var derfor både åbenlyst er viste sig også senere hen at være helt korrekt. Cameron trak serien i en helt anden retning, ja nærmest endda genre, hvor handlingen var langt mere actiondreven og spændingssøgende. Dette er dog hverken gået ud over plausibiliteten eller den hårdkogte stemning, og fortsættelsen til en af filmhistoriens mest banebrydende gysere må siges at være både yderst (se)værdig og vellykket.

Ripley-karakteren findes tilfældigt af et search-team, vækkes fra hendes hypersøvn og indser, at der er gået omkring 55 år siden den første films hændelser. Verdenen (eller rettere sagt menneskets opførsel) har dog ikke forandret sig betydeligt, hvor Firmaet har bosat talrige familier på den planet, der oprindeligt var fyldt med alien-æg (en subtil kritisk hentydning til ugennemtænkt globalisering og kolonisering). Naturligvis maltrakteres kolonien, og en styrke soldater, med en mere eller mindre ufrivillig Sigourney Weaver medlemmet som rådgiver, sendes ud for at undersøge tragedien. Kriterierne er nu sat til en sand adrenalinpumpet actionklassiker, og Cameron skuffer da heller ikke på nogen punkter. En af hans mest succesfulde behandlinger er opsættelsen af den interne (og intense) macho-stemning, der hersker blandt soldaterne, som kontrasterer panikken der udløses, så snart alienene (ved ikke hvordan man gradbøjer det) angriber. Her træder Weavers Ripley igen i karakter, om end med mere håndgribelige associationer til rendyrket actionheltinde end tidligere. Weaver spiller dog hovedpersonen med fortræffelig sikkerhed, og svinger psykologisk troværdigt mellem hendes heltinde-prægede handlinger og det videreudviklede moder- og beskytterinstinkt overfor pigen Newt, forbavsende sikkert spillet af Carrie Henn. Jeg kan ikke huske at have set hende i yderligere film siden Aliens (a little help here, Force ;-) ), og det er da en stor skam, da man anede talentet under den skrigende overflade.

Persongalleriet er omfattende, gennemført og yderst seværdigt, ikke mindst takket være de velvalgte og veloplagte skuespillere. En af mine personlige favoritter Bill Paxton (hvis instruktørdebut var med den anbefalelsesværdige og absolut fremragende Frailty) er rigtig god som kæk soldat, og selvom han til tider er en smule overgearet, takket være den mere opulente og oppustede dialog, er han en sand fornøjelse at overvære. Birollerne er også godt besatte, hvor Michael Biehn endnu engang udfylder den sympatiske helterolle med ynde, og Paul Reiser gør en god figur som svageligt menneske med kapitalistiske og forfængelige bagtanker. Cameron viderefører flere af Scotts bagvedliggende temaer, til tider faktisk ret identisk. Eksempelvis militærets inkompetence i forhold til uhyrernes overlegenhed, de selvbevidste autoritære, der bliver de underlegne. Det er ikke respektløst plagiat, men kompetent integreret i filmen. Lance Henriksen (der i flere film har gjort en mindeværdig figur, men som i 90’erne faldt håbløst af på den) spiller den sympatiske ’robot’ med kunstig intelligens, der paradoksalt nok udviser dybere næstekærlige følelser end menneskerne (selvom sammen-fadingen af Weavers ansigt og jorden i den sublime indledning symboliserer idealmennesket). Dette er langt væk fra Wachowski-brødrenes langt mere pessimistiske behandling (om end berettiget, i min ydmyge mening) i Matrix-filmene, men problemstillingen omkring kunstig intelligent var til gengæld langtfra så aktuel dengang.

Aliens er en rendyrket og formidabel underholdningsfilm, men det overrasker stadig en lidt, at man kan få så stor en oplevelse ud af den. Historieafviklingen holdes i kort snor, selvom tempoet er højt, og filmen må siges at besidde en suveræn dramaturgisk struktur, hvor man som publikum medrives konstant af den åndeløse spænding. Camerons engagerede fortællerglæde er evident, hvor forsøg på nytænkning i action-genren er endt absolut vellykket. Der gives dog også god plads til det klaustrofobiske gys (blandt andet i scenen hvor to ’implanter’ er lukket inde i samme rum som Weaver og Henn), men man imponeres mest over Camerons nærmest uhyggelig kompetente og genrebevidste hånd over spændingsmomenterne og actionsekvenserne. Det er lidt spøjst at tænke på, at Cameron kun var i besiddelse af 4 alien-dragter (hvis min hukommelse ikke tager fejl), men formåede takket være den velgennemtænkte redigeringsproces (og superbe farvebelægning og lys-anvendelse) at illustrere nærmest uendelige mængder af skræmmende aliens.

Filmens spændingskurve kulminerer i det mindeværdige opgørsklimaks, hvor Weaver naturligvis overvinder the alien-queen med den menneskekontrollerede maskine. Fremragende set-up i begyndelsen med en sindsoprivende pay-off. Aliens er (næsten) ligeså skelsættende og mindeværdig, som Scotts originale, og alt respekt, ære og kudos må gå til Cameron, der her for anden gang beviste, at han er en af alle tiders mest effektive og stilsikre underholdere. En fantastisk film.

19/04-05Carrie Henn
Anonym
Hun har aldrig været med i andre film. Er vist blevet uddannet og arbejder som pædagog/skolelærer.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.