Alien - genopstandelsen: Jeunets fejltrin

Alien - genopstandelsen

15/04-05Jeunets fejltrin
Denne fjerde (foreløbig og muligvis sidste del i Alien-serien) omgang sci-fi uhygge er af mange blev kategoriseret som værende blasfemisk ringe og utålelig, sat i perspektiv med de tre andre film i den klassiske alien-serie. Om påstandene er korrekte er naturligvis op til den individuelle at bedømme. Personligt må jeg sige, at Alien: Genopstandelsen byder på en overdådig billedside og sporadisk medrivende underholdning, men meget mere er der heller ikke at finde i denne overflødige og ultimativt intetsigende film, der fokuserer meget mere på stil end substans.

Der florerede rygter om, at den uhyggelig talentfulde Trainspotting-instruktør Danny Boyle var sat i forbindelse med denne film, men instruktørtjansen gik i stedet til franskmanden Jean-Pierre Jeunet, som, hans filmiske erfaring taget i betragtning, ikke forekommer som det mindst oplagte valg. Både Delikatessen og De Fortabte Børns By antydede en meget unik og original visionær med et ligeså kontant greb om historien, og Jeunet bibringer da også et frisk europæisk touch til den fjerde Alien-film, der dog ikke er en harmonisk blanding mellem amerikansk og fransk filmproduktion. Desværre halter filmen slemt og fatalt på historiesiden (som er kreeret af Joss Whedon, der muligvis er stor fan af franchisen, men som ikke har talentet til at videreføre denne), hvor plottet både er fortænkt og søgt. Kloning-aspektet er muligvis aktuelt, men virker alligevel en smule letkøbt, og man burde have endt serien med Ripleys død i Finchers version, hvorved vi ville have stået tilbage med en stærk og mindeværdig trilogi.

Sigourney Weaver præsterer ikke mere end det rutineprægede (forståeligt nok), og næsten enhver skygge af Ripley-karakterens personlighedskendetegn er forsvundet. Under kloningsprocessen, 200 år efter hendes død, har Ripley modtaget gener fra the alien (der naturligvis er en mother queen), som giver hende overmenneskelige kræfter og nærmest en guddommelig status. Karakterens store styrke som handlekraftig og stærk kvinde der kæmper mod overmagten i et mandsdomineret univers, er negligeret fuldstændigt, og Ripley vækker nu ingen interesse hos publikum mere. Hendes forståelse for the aliens er nu helt konkret, skåret ud i pap så alle kan følge med, som henleder til klodset, ekstrem påtaget og næsten dilettantisk samhørighed. Slutningen er helt til grin, hvor splejsningen mellem moderdronningen og Ripleys gener udmunder til et lattervækkende designet monster, som Jeunet slutteligt forventer vi skal have sympati for, takket være ynkelige pive-lyde og medlidende øjne. Væk er aliernes skræmmende og brutale kompromisløshed, aggressive og dyriske adfærd, og der er momenter, hvor man virkelig hader den ugennemtænkte retning, som Whedon og Jeunet trækker serien i. Kikset og fejlslagent forsøg på nytænkning.

Når nu Weaver ikke kan holde filmen kørende i hovedrollen, er det heldigt, at det omkringværende persongalleri er så spændende og karismatisk, takket være de velvalgte skuespillere. Winona Ryder formår ikke rigtig at vække personen (eller humane robot) til live, det er i birollerne, man skal finde seværdigheden. Åbenlyst er det grimme Ron Pearlman som maskulin tough guy, men ellers er der Jeunet-kendingen Dominique Pinon, hårdføre Michael Wincott (med død som konsekvens af ekstrem umotiveret selvstændig gang), lettere excentriske Dan Hedaya og altid seværdige Leland Orser. Brad Dourif brillerer også som betaget videnskabsmand, der (naturligvis) må stå vidne til et løbskløbet eksperiment. Indledningen er ganske smart og herlig, hvor Weaver fortæller om en barndomserindring, hvor moderen ukorrekt fastsætter, at der ikke findes monstre. Her hentydes der ikke til de bestialske aliens (der bliver et produkt af videnskabsmændenes manglende grænsesætning for egne bedrifter), men selve forskerne, der nu jubler over endnu en banebrydende videnskabelig opdagelse. Indledningsscenen leder hen til sekvensen, hvor Weaver (og publikum) forfærdes over de 7 første fejlslagne kloningsforsøg, hvor man bevidner bagsiden af videnskabsmændenes formåen. En ubehagelig scene, hvor Jeunet ikke er blevet Hollywood-standardiseret. Generelt plagierer han dog temaerne fra de øvrige film (eksempelvis menneskets selvopfattelse og destrueringen af denne), og tematisk set der er intet nyt at komme efter.

Alien: Genopstandelsen ligger sig (som førnævnt af Thomas Nielsen) mellem Scott og Camerons film, men det er ikke en udflydende sammenblanding, og generelt er filmen en smule genreforvirret. Tempoet skifter radikalt fra langsommelig spændingsopbygning (med moderat tvivlsomt spænding) til overeksponeret, men hæsblæsende, selvopofrende og heroisk action. Her må man dog indrømme, at Jeunet er ganske virkningsfuld i sin iscenesættelse, og selvom actionsekvenserne ofte er malplacerede og uden ægte betydning, så er det virtuost kreeret og visuelt en nydelse at overvære. Især er undervandssekvensen ekstrem spændingsladet og ret fantastisk.

Alien: Genopstandelsen er mere makaber og brutal end de foregående film, og selvom der er enkelte øjeblikke af høj filmklasse med en sand visionær i førersædet, så fortjener den absolut ingen plads i det velrespekterede franchise, der er indehaver af to klassiske værker. Et kommercielt og unødvendig produkt, der efterlader publikum med en bittersød smag i munden.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.