John Q: aktuel omdrejningspunkt

John Q

22/04-05aktuel omdrejningspunkt
Moralsk og stedvis ganske gribende drama, hvis meningsfyldte agenda fint pakkes ind i spændingsgenrens konventioner, men den velproducerede John Q hæver sig desværre aldrig rigtig over middelmådigheden, og de tykke associationer til det evidente forbillede, Sidney Lumets klassiker Dog Day Afternoon, tynger filmen. Instruktøren Nick Cassavetes, søn af den legendariske og banebrydende John Cassavetes, har ført begået det fintfølende og originale drama She’s so Lovely, men er med denne stjernebesatte film forfaldet til mere gennemtærskede og uophidsende klicheer, og som publikum fænges man desværre aldrig hundrede procent.

Den virkningsfulde indledning (der ligeså er et mesterligt set-up) antyder en lidt mere anderledes tilgang, men klicheerne og standardiseringen presser sig hurtigt på. Denzel Washington gør som altid en god og stærk figur, men Washingtons høje standard taget i betragtning, er hans præstation som den desperate fader, der forståeligt nok frustreres grænseløst over det amerikanske sygehussystem, kun udmærket. Karakteren præsenteres ikke indledningsvis som en rendyrket helgen, da der antydes flere skyggesider, men frelsersymbolikken bliver hurtig åbenlys og stedvis anmassende. I de scener, hvor Cassavetes underminerer sentimentaliteten, bydes der på både gribende ægthed og fantastisk skuespil, men der er simpelthen for langt mellem momenterne. Birollerne er uhyggelig velbesatte, hvor ingen dog for alvor får lov til at stråle. Robert Duvall spiller rutinepræget gidselsforhandleren, der forudsigeligt modarbejdes af en medieluder af en politichef, fint spillet af Ray Liotta. Anne Heche er langtfra så irriterende som sædvanlig og har endda øjeblikke, hvor publikum præsenteres for menneskeligheden bag hendes kapitalistiske og rationelprægede ydre. James Woods er som altid seværdig og velspillende, mens Eddie Griffith føles håbløst malplaceret, og hans stand-up kommentarer ødelægger oftest dramatikken. Persongalleriet er broget, men vækkes aldrig for alvor til live, og de sociale klasseforskelle (der skulle understøtte kritikken af kapitalismen) udnyttes ikke tilstrækkeligt.

Ved identifikation med Washingtons position forstår man som publikum fuldt ud hans opbyggede vrede og forbryderiske handlinger. Problemstillingen giver anledning til både tankevækkelse og berettiget kritik, selvom præmissen til tider føles en anelse søgt og utroværdigt. Der er ingen fornyende dybsindige betragtninger at finde i John Q, der stedvis endda føles en smule snæversynet i dens mægtige kamp for retfærdighed. Den krystalklare morale, og herved intention, er dog prisværdigt, og dette gør filmens oprigtige eksistensgrundlag berettiget. Kritikken er nødvendig, og Cassavetes udnytter film som massemedie fornuftigt, men det er så lidt en skam, at det først er i slutningen (gennem tv-interviews og forskellige meninger), at John Q virkelig bliver kontemplativ og saglig. Efter overværelsen af filmen kom jeg dog for alvor til at værdsætte det danske sygehussystem og fordømme det hykleriske aspekt i det amerikanske.

Kasper, hvor er det forbandet godt at se dig vende tilbage med regelmæssige (og altid læseværdige!) anmeldelser :-)

22/04-05Øh
Anonym
Øh hvad er det du prøver at sige her?

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.