Dommedag nu: Langt mere end en krigsfilm

Dommedag nu

18/01-05Langt mere end en krigsfilm
Denne film forlader fuldstændig konceptet for traditionelle krigsfilm. Selv om filmens baggrund er den vanvittige Vietnamkrig, bevæger selve handlingen sig langsomt men sikkert mod en (syret) rejse ind i et grænseland mellem drøm og virkelighed befordret af dybe krigstraumer, som der ikke findes nogen forløsning for.

Filmen er inspireret af forfatteren Joseph Conrads novelle fra 1905 "Mørkets Hjerte", der ligeledes udsyret og raffineret beskriver oplevelsen af at rejse ind i det ukendte og kæmpe en krig, som man ikke selv føler for, hvorfor man er helt og aldeles overladt til frygten og usikkerheden. Også den tyske instuktør Werner Herzog lavede med "Aguirre- Erobreren" fra 1972 en fortolkning af Conrads novelle. Denne film er efter sigende endnu mere vanvittig end "Apocalypse Now", men i begge tilfælde er der tale om særdeles dystre psykologiske krigsdramaer.

At se den 199 minutter lange "Redux"-version af "Apocalypse Now" er en ordentlig mundfuld. Visse passager kan virke en anelse langtrukne, måske endog overflødige. På den anden side skildrer eksempelvis besøget hos de franske kolonister på udmærket vis en side af Vietnamkrigen, som man ved et gensyn nok ikke ville være foruden (nu da de findes!).
Dog virker oberst Kurtz egentlig mindre dyster og ubehagelig i den folængede udgave, fordi man ser flere facetter af hans person. Man får forklaret mere om hans motiver til at søge ud i junglen. Dét har sine fordele, men personligt står billedet af den mere mystiske Kurtz stærkere i min erindring.

Alt i alt er "Apocalypse Now - Redux" dog fortsat en krigsskildring af den allermørkeste slags. Den er bestemt ikke velegnet til folk, der gerne vil have klarhed og forklaring fremfor mystik og flertydighed. Desværre laver man ikke længere krigsfilm i denne ånd. Derfor fremstår filmen fortsat uudfordret som den måske "ultimative" krigsfilm.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.