Star Wars: Episode II - Klonernes angreb: attraktiv renæss...

Star Wars: Episode II - Klonernes angreb

26/05-05attraktiv renæssance
George Lucas bringer skeptikerne til skamme med hans behandling af Episode 2 i Star Wars-sagaen, hvor dette opus sagtens kan leve op til kvaliteterne fra de gamle film. Episode 2 er i alle tilfælde en klar forbedring efter den skuffende (både for fans og non-fans) og pjattede Episode 1, der ikke ligefrem satte høje kvalitetsstandarder på andet end den tekniske front. Lucas har højst sandsynligt taget noget af den hårde kritik til sig, for Episode 2 byder på langt mere seriøsitet og håndgribelig dramatik, der ikke er nær så himmelråbende (læs: prætentiøs) som i den forrige film men mere humant og medrivende. Lucas har ydermere tydeligvis et mere fast og fokuseret greb om sin fortælling, der ikke lider under at både skulle lede/leve op til det store afsløringsklimaks i Episode 3, sideløbende med at den skal være en helstøbt og egenrådig film for sig selv.

Ewan McGregors (der er udødeliggjort i filmhistorien via hans intense præstation i Boyles mesterværk Trainspotting) momentvise usikkerhed og anonymitet mellem alle de storslåede effekter i Episode 1 er klinisk fjernet i denne film, hvor McGregor på sublim vis puster liv i Kenobi-karakteren, der på papiret må have været en tynd affære. Hans heroiske handlinger føles både oprigtige og plausible samtidig med at man som publikum aner både varmen og den gensidige respekt mellem ham og Anakin Skywalker (der i filmen må siges at være den altdominerende figur), der her spilles af en forholdsvis uerfaren Hayden Christensen, der til tider er udtryksløs og malplaceret i sit spil. Når de mentale intriger og sjælekvalerne skal visualiseres, falder Christensen også en smule igennem, men han har heller ikke forbløffende meget materiale at arbejde med (og efter at have set den udmærkede Shattered Glass ved vi, at Christensen kan yde formidable præstationer). Lucas er simpelthen ikke fyldestgørende nok når det omhandler Anakins oprørske og ultimativt bedrageriske sind. De enkelte sekvenser, hvor hans forbryderiske sider stikker frem, er for fragmentariske og abrupte i det store billede.

Det uundgåelige sindsplagende kærlighedselement i Episode 2 føles overraskende nok hverken synderlig påtaget, melodramatisk eller konstrueret, set indenfor filmens egne rammer. Jovist, skildringen er superoverfladisk, romantiseret og forudsigelig, men de humanitære undertoner er evidente, og kærlighedsintrigerne er utvivlsomt en af denne films store kvaliteter. Det skyldes især Natalie Portmans medvirken, hvor hun ganske vist ikke spiller klasseskuespil (som vi ellers altid ser fra hendes side; hun er unægtelig en af den amerikanske filmindustris mest talentfulde, alsidige og smukke skuespillerinder), men kemien mellem hende og Christensen er klart til stede, og dette gør filmen mere følelsesladet end forventet fra min side.

Episode 2 er muligvis sagaens mest actionfyldte og spændende film, hvor man som publikum medrives i en heftig og herlig rutschebanetur fra start til slut. Tempoet er højt, men i modsætning til Episode 1, hænger man ved, og Lucas er blevet mere publikumsvenlig siden sidst (blandt andet er humoren undermineret, og den, der er til stede, er mere raffineret og langtfra så barnlig som før set). Actionsekvenserne er ganske fængslende og overgår hinanden konstant, så man til sidst sidder forpustet og nærmest udmattet tilbage. Højdepunktet for mig er dog klart opgøret mellem McGregors Kenobi og den notoriske bounty hunter på den regnfyldte landingsplads in the middle of nowhere. Her er spændingen tårnhøj og så tyk, at man kan skære i den, og Lucas viser sig fra hans mest underholdende og virtuose side.

Mellem de spektakulære nonstop actionklimakser (med absolut topklasseeffekter) glemmer Lucas heldigvis ikke at menneskeliggøre den famøse Star Wars-mytologi, og man føler virkelig både fortællerlysten og Lucas’ intentioner igen. At man i tilgift forkæles med overrumplende maleriske miljøer (’hav’-planeten er i særdeleshed gennemført!) og fremragende medfortællende musik (et meget følelsesbetonet score fra John Williams) er med til at gøre Episode 2 til Star Wars-sagaens bedste film (ifølge mig, kun en habil nyder af filmene).

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.