Oldboy: ..Diabolsk hævn..

Oldboy

30/07-05..Diabolsk hævn..
- spoilers -

Denne film krævede et par dages fordøjelse, før jeg kunne skrive noget om den.
Da rulleteksterne ramte skærmen, havde jeg en fornemmelse af, at have overværet noget der var ligeså ondt og mørkt som ”se7en”, ligeså originalt som ”Memento” og så alligevel markant anderledes end de to førnævnte film – og for den sags skyld alle andre film jeg tidligere har set. Grunden til sammenligningen er nok mest det aspekt af plottet, der kører på en hovedaktør fanget i en uigennemskuelig konspiration (og en boks der som i ”Se7en”, sætter tingene i et helt nyt og skræmmende perspektiv).

Personligt har jeg ikke de store erfaringer med asiatisk film, men er for nylig blevet positivt overrasket over både ”Infernal Affairs” og især ”Oldboy”. Som Force nævner, har filmen en rå kant, der muligvis vil chokere folk der er mest vant til den obligatoriske amerikanske udførelse. I ”Oldboy ryger der både tænder og tunger – men hvor eksplicit det end er, så passer det utvivlsomt til hele filmens brutale stil.

”Oldboy” er en hævn-film, men ikke nødvendigvis i den forstand man umiddelbart regner med.
Plottet kan kun beskrives som en genistreg. En mand kidnappes og indespærres i 15 år – ingen forklaring, intet klart motiv. Han løslades, og får 5 dage til at regne ud hvorfor han blev fængslet. Og så begynder den kaotiske rejse mod en fatal og grusom sandhed.

Filmen er udover hævn-aspektet, også et mørkt studie af det menneskelige sind.
Da man introduceres for Oh Dae-su, er han et fordrukkent karakterløst skvat. Han har intet mål og ingen respekt for sine omgivelser og medmennesker. Men i løbet af de 15 års indespærring, hærdes Oh Dae-su både fysisk og mentalt, han lærer at respektere verden og han får et klart mål – hævnen!
Men da den frygtelige sandhed åbenbares til sidst, efterlades Oh Dae-su som et knækket menneske. Hans nemesis Lee Woo-jin knækker ham, bygger ham op, og nedbryder ham så definitivt. Scenen til sidst hvor Oh Dae-su kryber og angrer, er direkte hjerteskærende.
Og da Oh Dae-su til sidst hypnotiseres for at gøre tilværelsen udholdelig, er det ikke hans egne ord eller sørgelige historie der overtaler hypnotisøren – det er selvmordsofret fra starten af filmen der bliver citeret. En fuldendt ironisk sløjfe på den tragiske fortælling og den åbne slutning.

Det er en film om hævn, men også familie, ære og frelse. Og midt i det hele et spændende psykologisk studium af Oh Dae-su og Lee Woo-jin – perfekt portrætteret af Min-sik choi og Ji-tae Yu. Alt dette suppleres stærkt af noget heftigt og til tider helt melankolsk musik samt instruktør Chan-wook Park’s fine sans for billeder og stemning. Utvivlsomt én af de bedste film jeg længe har set!

30/07-05Faust
Mega-Spoilers - læs ikke videre før du har set filmen:

Godt indlæg fra din side, Faust.

Slutningen hvor han hypnotiseres er så nådesløs, da hans valg enten er at lade datteren vide hvordan det hele hænger samme og dermed måske risikere at miste hende eller sende hende på vanviddets rand (hvem ved hvordan hun ville reagere, hvis hun fik sandheden at vide), eller at lyve for hende, men dermed ville han jo være nødt til at gøre det forbi med hende, da hun ikke ville forstå, hvorfor han pludselig ville afvise hende (han kan jo ikke bevidst gå i seng med sin datter) og så ville han miste hende. Så det at han er nødt til at lade sig hypnotisere, for ikke at miste hende og derved sørge for, at de begge kan leve i glædelig uvished er næsten hjerteskærende at overvære. Hård film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.