Oldboy: den sidste sætning

Oldboy

04/08-05den sidste sætning
Chanwook Parks med rette famøse og uhyre anmelderroste Oldboy vakte stor og positiv opsigt ved sidste års Cannes festival, hvor selveste Tarantino blåstemplede den med grundige superlativer. Mine forventninger til filmen var derfor selvsagt urimelig høje og det er nærmest mirakuløst, at Park indfrier dem med dette ondskabsfulde og dybt originale mesterværk, der ikke rigtig minder om noget, jeg før har set.

Oldboy er andel del i Parks trilogi om begrebet hævn og de psykologiske konsekvenser af denne. Den første film var Sympathy for Mr. Vengeance, som jeg desværre ikke har set, men hvis den i filosoferende tankegang minder bare en smule om den udvist i Oldboy, så er førnævnte en must-see af de store! Minsik Choi er sublim, indædt og skræmmende karismatisk som hovedkarakteren, der af indledningsvis uforklarlige årsager indelukkes på et semi-luksuriøst værelse, hvor han er fuldstændig afskåret fra det etablerede samfund. Karakterens introduktion er intet mindre end en genistreg fra Parks side, hvor Choi levendegøres på ynkeligste vis, der kontrasterende demonstrerer det følelseskolde og umenneskelige væsen, som tanken om hævn gør ham til. Simpliciteten i præmissen er ret genial, men anvendes ikke bare som en publikumstiltrækkende gimmick (som i eksempelvis den uhyggelige, men psykologisk tynde Saw), men er nærmere bare en lille brik i en kompliceret og nuanceret fortælling om det berettigede ønske om hævn.

I løbet af de 15 år, som Choi er indespærret, stiger nysgerrigheden omkring omstændighederne naturligvis, samtidig med, at han opnår en form for indadvendt og deprimerende selverkendelse gennem hans nedskrivning af de mennesker omkring ham, som han har såret. Den ret så ubehagelige og uafrystelige scene, hvor myrerne bogstaveligt talt kravler ud af kroppen på ham, er en noget nær perfekt allegorisering af indre dæmoner og synder. Senere giver Park også plads til en lettere sorthumoristisk og surrealistisk sekvens, hvor Chois fundne elskede (i mere end en forstand) beretter om en lignende oplevelse. Generelt er Oldboy til tider spækket med sorthumoristiske scenariums, der muligvis føles en smule befriende, men som aldrig fjerner plausibiliteten eller alvoren fra hverken filmens personer eller den fundamentale historie. En af Parks mest kvalitative og succesfulde træk er, at han begrænser og bibeholder perspektivet hos Chois karakter, hvorved den menneskelige intensitet forøges betydeligt, og dette hjælper utrolig meget på indlevelsen og sympatien. Skildringen af Chois indelukkethed er både stilsikkert og psykologisk troværdig, hvor man uafrysteligt føler klaustrofobien, tiden som et endnu mere langsommeligt og abstrakt begreb og den manglende menneskelige kontakt. Parks visualisering er eminent, og så formår han ydermere subtilt at kritisere forældres manglende engagement i børneopdragelsen via hans portrættering af fjernsynet som isoleret oplærere, der leder til en nærmest psykotisk verdensopfattelse.

Choi slippes af uforklarlige årsager fri, og hele hans sind optages naturligvis af tanken om forklaring og efterfølgende hævn. Tematikken i Oldboy er hverken original eller banebrydende, men dette er Parks kontemplative behandling til gengæld. Hans fremstilling af hævn som et meget tvetydig og nuanceret begreb nærmer sig det decideret poetiske, men er på ingen måder opløftende. Oldboy er nemlig en ret nådesløs film, der ikke lefler for publikums eufori. Ude i den virkelige verden er Choi stadig indelukket i et følelsesmæssigt fængsel (som forklares i en af filmens mest mindeværdige replikker), da hævn er blevet hans livsmål og eneste eksistensgrundlag. Den efter sigende kontroversielle scene omhandlende Chois indtagen af en levende blæksprutte (der indrømmet er en smule ulækker at overvære) er en metafor for Chois desperate ønske om selv at føle sig levende. Denne psykiske ’opvækkelse’ finder han naturligvis i kærlighedsfortællingen med en lettere mystisk ung pige, fint spillet af Hyejeong Kang. De frelsende undertoner er dog langtfra sentimentale eller overromantiserede, da Park virtuost anvender kærlighedsforholdet i sin kompromisløse skildring af hævn, der er langt mere smertende (og indledningsvis tilfredsstillende for den udøvende part) i psykisk, ikke, fysisk form. De to nemesis ender begge i en enslignende selvdestruerende spiral (dette visualiserer Park overdådigt med en indledningsvis splitscreen, hvorefter de to karakterers ansigter derefter langsomt fades sammen), hvor den ønskede hævn ikke bliver til andet end en mental påmindelse om egen smerte. Choi reddes dog af sin omsorg for Kang (i en af filmens mest gribende scener, hvor Choi brillerer med et uafrysteligt portræt i desperation, afmagt og håbløshed), men slutningen er langtfra forløsende eller lykkelig, nærmere hjerteskærende bittersød, hvor Choi fornægter sandheden og må dermed leve uden evnen til at tale. Indenfor deres afgrænsede univers finder de to elskende måske lykke, men med publikums viden sendes man ud i virkelighedens verden med en nedslået følelse, dog opløftet og ’høj’ ved tanken om, at der stadig kan laves så unikke og originale film som Oldboy.

Park fortæller sin historie i et roligt og tålmodigt tempo, der dog aldrig tangerer til det kedsommelige. Oldboy er en i særklasse stilistisk og æstetisk film, hvor Park dog konstant holder fokus på den essentielle fortælling, og hvor de mange visuelle spidsfindigheder er en integreret del af filmen og anvendes mesterligt som kompetent medfortæller. Visuelt set er Oldboy original og innovativ med en kameraføring, der nærmer sig det perfekte. Det hele akkompagneres af myrekrybsfremkaldende smukt musik, der rammer lige i hjertet. Den notoriske one-take kampsekvens (hvor hovedkarakterens dedikation for alvor fremvises) er sublimt koreograferet og gennemgående naturalistisk iscenesat. De følelsesladede brutaliteter er noget af det mest realistiske, overrumplende og adrenalinfyldte længe set på celluloid. En scene, man sent vil glemme.

Oldboy er en skræmmende udspekuleret og velfortalt film, der er komplet uforudsigelig. En syret fascinerende og ret unik filmoplevelse, der både er gribende, tankevækkende og uforglemmelig, og man kan da kun være dybt og inderligt taknemlig for at have fået mulighed for at se denne absolut fremragende film. Park er utvivlsomt et filmisk opsigtvækkende stortalent, der så sandelig er værd at holde øje med i fremtiden. Oldboy er meget tæt på de seks stjerner!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.