Dommedag nu: Charlie don’t surf!

Dommedag nu

14/08-05Charlie don’t surf!
Den legendariske og lovpriste filmauteur Francis Ford Coppola høstede allerede i 1972 stor kritikermæssig succes med hans første del i Godfather-trilogien, men han cementerede først en højtliggende plads som en af filmhistoriens mest signifikante og epokegørende instruktører i ’79, hvor hans originale Dommedag Nu havde premiere. Efter at have oplevet kunstnerisk fiasko i 90’erne med så endimensionale og til dels naive film som The Rainmaker og i særdeleshed den infantile Jack, valgte Coppola at genredigere hans episke og tidløse storværk (dog uden at have kommercielle bagtanker), der ultimativt blev 49 minutter længere end den originale. Apocalypse Now – Redux fra år 2000 skulle derfor være Coppolas definitive version.

Filmen led under en notorisk kompliceret indspilningsproces, der både bød på et hjertestop til Martin Sheen, økonomisk forlis for Coppolas etablerede produktionsselskab og generelt en personlig prøvelse for alle involverede. Komplikationerne har dog ikke smittet negativt af på det endelige resultat, der faktisk tværtimod gavnes af problemerne, da det giver et overordnet indtryk af mentalt hærgning og visuel kaos. Coppola har med Apocalypse Now (be)vist sig som en banebrydende og meget stæk visionær i hans nådesløse skildring af ligegyldigheden i krig og det absurde i specielt Vietnam-krigen, som han slår fokus ned på. Martin Sheen er hovedpersonen i denne bizarre, skræmmende og brutale odysse. En både ydre og indre rejse i et mørkt sind, konstrueret af de umenneskelige omgivelser. Indledningen i filmen er allerede blevet indskrevet i filmhistorien, og den blander på perfekt vis det surrealistiske og psykedeliske i kongruens med en malende og meget rammende karakterintroduktion. Sheens krigserfaringer visualiseres til de hypnotiske toner af The Doors’ The End, og man informeres hurtigt om, at denne mand ikke kun har mistet sit gamle jeg, men hele sin sjæl til krigen. Sheen er ikke i kontakt med sig selv, og han er prototypen på den perfekte soldat, der anonymt og ukritisabelt påtager sig ordrer fra højerestående herrer. En marionetdukke, der kun føler sig noget lignende levende når han står i midten af krigens gru (detaljen med lydovergangen mellem helikoptere og en afkølende ventilator er intet minde end en genistreg). Sheen udfylder den altdominerende hovedrolle til bravur, og hans indsigt i en sjælløs og tragisk karakter er beundringsværdig. Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor Marlon Brando har høstet nærmest alt ros og respekt for hans portrættering af en afhoppet supersoldat (bevares, Brando er fremragende, men det er ikke ham, der holder filmen oppe), da Sheen simpelthen er formidabel.

Sheen sendes velvilligt ud på en irrationel mission, hvor han skal opsøge og derefter eliminere en højtstående og medaljevindende soldat, der ifølge de høje herre har krydset grænsen mellem krigskuller og decideret vanvid. Coppola udviser en meget aggressiv og kritisk kant, men man får ingen evident stillingtagen fra hans side (selvom man tydeligt mærker både subjektiviteten og skepsissen). Floden, som Sheen og det alsidige bådmandskab sejler op ad, fungerer som en skillelinie mellem Brandos tilsyneladende forskruede verdenssyn og autoriteternes regelrette opfattelse, der dog fremstilles ganske hyklerisk af Coppola. De kloge og bestemmende herre latterliggøres meget subtilt af Coppola i den indledende middagsscene, hvor deres indskrænkede ordrer udviser stupide bagtanker, som Brando har forkastet. Sheen befinder sig et sted mellem de distingverende værdier, da han ikke kan opgive militærindoktrineringen, men til gengæld også langsomt begynder at opnå en indsigt i krigens ligegyldigheder. På trods af at Sheen går i land hos Brando, så kan han ikke frakaste sig kodekserne, og ender naturligvis med at myrde Brando efter ordrer, der på nærmest filosofisk vis pointerer regeringens hykleriske opførsel. I den meget ubehagelige mordsekvens krydsklipper Coppola kompromisløst mellem Sheens dyriske angreb og nedslagtningen af et kvæg, der indikerer, at gudedyrkelsen af Brando ikke har nogen betydning, når soldaterne ikke kan hæve sig til selvtænkende individer. Man kunne dog også fortolke scenen som Sheens frigørelse af militærets magt (mordet på det det sidste snert af jeg’et, det utænkende dyr. Allegoriseringen går igen i tiger-sekvensen), da han et sted i filmen nævner, at dette var hans sidste mission, men som publikum ved man ikke rigtig, om Sheen i løbet af sin groteske rejse har oplevet en mental personlighedsudvikling. Desuden giver Coppola heller intet entydigt svar, om Brando har mistet hele sin realitetssans eller om han bare viderefører militærets kaosskabende værdier under egen agenda. Sindssyge kontra åbenbaring eller en forening af disse.

Under Sheens rejse møder han et alsidigt og ganske excentrisk persongalleri, hvor Robert Duvalls sorthumoristiske karakter nok er mest mindeværdigt. Ikke nok med at Coppola med denne psykopat understreger absurditeten i krigen, han giver os også et førsteklasses skoleeksempel på kontrapunktisk musik, når Duvall og co. angriber en stærk bevæbnet landsby for at kunne surfe på de gode bølger. Man får nærmest myrekryb af intensiteten og genialiteten fra Coppolas side, men dette undermineres hurtigt ved følelsen af ubehaget overfor manglende respekt for menneskeliv. Umenneskeligheden føles også i den umotiverede nedslagtning af civile folk på båden, hvor den ’ansvarlige’ Laurence Fishburne senere død er en meget hjerteskærende sekvens.

Coppola udforsker med Apocalypse Now det psykologiske vanvid (selvom han da også sender kritiske toner af mod det politiske aspekt), som en krig medfører, men filmen er ikke en krigsfilm i stil med eksempelvis Saving Private Ryan og Black Hawk Down. Som forholdsvis objektive krigsskildringer er de to førnævnte film helt klart frontløbere, men Coppola er mere kontemplativ og nuanceret i hans meget ambitiøse film. På trods af at Apocalypse Now er en både enestående og fascinerende film, så overgår den dog ikke Terrence Malicks ubestridte mesterværk Den Tynde Røde Linie i poetisk fremstilling og filosofisk tankevækkelse. Når det er sagt, så skal Apocalypse Now dog berettiget påstemples med ’uforglemmelig’-mærkatet, da den er en uafrystelig og deprimerende sanseoplevelse. Momentvis, men meget sjældent, mister Coppola desværre fokus og greb om sin hovedhistorie, men generelt er filmen imponerende og respektindgydende iscenesat. Den er overordnet fremragende struktureret, hvor Coppola udviser et overlegent virtuost overblik, og den eminente kameraføring byder på stemningsmættede, flotte og intimiderende billeder. Mange scener går superbt op i en højere enhed (ikke mindst takket være den velkomponerede og selektivt udvalgte musik), og det er ikke svært at se hvorfor Apocalypse Now er en sand filmklassiker. En misantropisk, men også beundringsværdig perle. Coppola har både fået min respekt og fulde opmærksomhed.

16/08-05Konsulter kilden
Nu er filmen jo ikke Coppolas "værk". Det er en filmatisering af Joseph Conrads "Heart Of Darkness", som bestemt kan anbefales. Den er ikke dårligere end filmen. Coppola vælger blot at placere handlingen tids- og stedsmæssigt hvor han gør, ellers følger filmen ganske bogens handling.

Jeg har altid reageret mod folk, der kalder filmen en krigsfilm eller en Vietnamkrigs-film, for jeg mener, at filmen, som bogen, handler om Willards identifikation med Kurtz. Hadet, fremmedheden og til sidst identifikationen med al det, som man kæmpede imod. Sådan udlægges slutningen i hvert fald traditionelt, både i bog- og filmudgaven.

Og man overdriver vist ikke ved at kalde Kurtz sindssyg. Det beskrives bare indirekte i dialogen:

"If the Generals back in Nha Trang could see what I saw, would they still want me to kill him? More than ever probably. And what would his people back home want if they ever learned just how far from them he'd really gone? He broke from them, and then he broke from himself. I'd never seen a man so broken up and ripped apart."

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.