Monty Python og de skøre riddere: "... A shrubbery!"

Monty Python og de skøre riddere

20/08-05"... A shrubbery!"
Første spillefilm af og med Python-holdet blev ligesom de senere instrueret af Terry Jones. Tiderne var eksperimentelt fede i kulturel og mediemæssig henseende, så de havde fuldstændig frie hænder til at iscenesætte middelalderen og Kong Arthur-myten efter måske især historikeren Terry Jones' egen fantasi.

Og det er i sandhed den allermest formørkede middelalder, der er kommet ud af det! Det vrimler med umulige opgaver, profetier, overtro, hostende, harkende og pestbefængte - men dog også klassebevidste - fæstebønder.

På sin nådesløst lange og hårde færd ("quest") forbi gådefulde vismænd og forskrækkelige monstre må Arthur alliere sig med de navnkundige riddere om det runde bord, der alle har deres respektive mentale svagheder at slås med. Det hele ender i et større kaos end politiet (i bogstaveligste forstand) tillader.

Helt sammenhængende og jævn er filmen måske ikke, men det kompenseres der i allerhøjeste grad for i kraft af de gennemført groteske idéer og den ligeså helstøbte udførelse af dem. (Jeg bli'r aldrig træt af den afsindigt blodtørstige Sir Lancelot i John Cleeses skikkelse).

Tilbring bare 1½ time i den formørkede middelalder. Bagefter må man blot endnu engang kosntatere, at absurd/grotesk humor aldrig har set bedre ud end i hænderne på Python.

DVD'ens bonusmateriale kan ikke helt hamle op med materialet på de øvrige Python-film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.