Honest: terrible kitsch

Honest
Film Honest
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
terrible kitschdon

28/08-05terrible kitsch
Overambitiøs, men flad og endimensional britisk krimikomedie, skrevet og instrueret af den tidligere Eurythmics-medlem David A. Stewart. Man kan ikke andet end at respektere den entusiasme og engagement, som Stewart tydeligvis fremviser med Honest (en meget misvisende titel, da der absolut intet ærligt eller oprigtigt er over filmen, der snæversynet undviger enhver form for gennemtænkt stillingtagen), men dette hjælper ikke så meget, da talentet er noget nær ikke-eksisterende. Enhver form for publikumsmæssig engagering i dette forfærdelige makværk stranguleres gennem den hamrende prætentiøse og vulgære eksperimentalstil, der ingen historiemæssig signifikans har, men bare medvirker som fragmenteret visuel lir, der i dette tilfælde slet ikke fungerer.

Historien i Honest er uinspirerende og irriterende diffus, hvor Stewart muligvis er gået efter det skæve og bizarre (muligvis endda psykedeliske), men rammer ved siden af med flere kilometres længde. Den heftige udstråling af tommetyk inkompetence og prætentiøse, men ufungerende intentioner tynger hele denne overlange film, hvor det elendige skuespil ikke ligefrem hjælper på fordøjelsen. Stewart har halet tre af de fire medlemmer fra det nu opløste pigeband All Saints (der faktisk var helt tålelige og havde en smule at byde på i sin tid) ind fra sidelinien, men disse fungerer ikke som andet end tiltrækningskraft for masserne (der forståeligt alligevel holdte sig langt væk). Nicole Appleton og Melanie Blatt klarer langtfra frisag, men de fungerer langt bedre end Natalie Appleton, der tydeligvis ikke aner, hvor der foregår omkring hende (jeg tvivler på, at nogen som helst involverede i denne film egentlig havde det). Personkarakteristikken er selvsagt papirtynd, ligegyldig og ufokuseret, men jeg tvivler på at poppigerne overhovedet havde haft andet at byde på, hvis situationen var anderledes.

Musikken er udmærket velvalgt, men også lidt for forceret. Dette ord kan også bruges om den visuelle side, der på trods af en masse skæve vinkler og forsøg på nytænkning (hvor der et par gange faktisk lykkedes for Stewart at ramme plet), er kedsommelig og uophidsende. Stewart er gået efter en euforiserende stil, som dog langtfra smitter af på publikum. Han søger originalitet, men fumler desperat og målløst rundt i mørket, hvor tematikkerne er cirka ligeså dybdegående og velovervejede som et afsnit af Beverly Hills. I Honest prædikeres der noget om, at man skal kaste sig fri for materialismen og samfundets livstyngende forpligtelse, men denne post-hippie indstilling og agenda er både håbløst forældet og snæversynet i Stewarts præsentation.

Honest er en pinlig dilettantisk, komplet meningsløs og fornærmende ringe omgang patetisk popkulturelt nonsens, hvor man kun kan stå uforstående tilbage ved tanken om, at der faktisk har været nogen der gad finansiere denne kiksede og stupide affære, der er en decideret dissekering af god filmsmag.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.