Mørkets Vogtere - Nochnoy Dozor: skyld og skjulte reklamer

Mørkets Vogtere - Nochnoy Dozor

24/09-05skyld og skjulte reklamer
Jeg er i det tilgivende hjørne. Mængden af "skjulte reklamer" i denne film er så grotesk, at det alene kunne trække filmen ned på en enkelt stjerne, men hvis det er, hvad der skal til for at skabe et komercielt alternativ til engelsksproget fantasy, så er jeg parat til at acceptere det. For filmen er både alternativ og et frisk pust i en genre, der ellers har det med at køre fast i samme spor. Derfor trækker det ikke ned i helhedsbedømmelsen, men så er det også sidste gang jeg vil se Nokia bøjet i neon, Nescafé skrevet på blikkrus samt skurke bygget over Playstation spil. Heldigvis har filmen en hel masse andet at byde på, og et sted skal pengene jo komme fra.

Mørkets vogtere fremstår som en blanding af film som Ringenes Herre, Harry Potter, Blade, X-men osv. Men modsat disse film er der her tale om en langt mere socialrealistisk profil. Hvor de engelsk/amerikanske titler ofte virker renskurede og politisk korrekte, er det her mørkt og beskidt. Desuden er det de menneskelige komplikationer/problemsitllinger, der kommer i første række. Anton er plaget af skyld over at han i sin tid ønskede sin søns død, for at få sin kone tilbage, men af samme grund mistede begge. Derfor søger han i vildrede efter retfærdighed. Det samme gør Svetlana, der ønskede sin mors død for at få mand og børn. Men deres problem er at, der ikke er et endegyldigt svar på retfærdighed. Som en af vampyrene udtaler, "hvis mørkets og lysets personer er ligeværdige, hvorfor er det så dem fra lysets side der udsteder certifikater" En glimrende pendant til den virkelige i verden. Og det er netop det der gør filmen så interessant.

Men et mesterværk er her dog ikke tale om. PÅ nogle punkter har Bekamambetov, meget at lære af vestlige filmskabere. Det er vanvittigt forstyrrende at enhver scene skal udstyrres med en eller anden special effect. Effecterne er uden tvivl fremragende, og filmen er veliscenesat, men alt for meget er overflødigt og fjerner fokus fra den egentlige historie. Derfor filmen ikke på niveau med de bedste engelsksprogede eventyrfilm, på trods af historien/temaerne. Der er dog indimellem tale om nogle virkelig fremragende scener. Fortællingen om jomfuren i Gesars notesbog er poetisk og hjerteskærende smuk, og generelt er filmens sidste trediedel ret vellykket visuelt.

Så selvom Bekmambet mangler rutine og erfaring, er det en overbevisende debut, der varsler nye tider for østeuropæiske film, samt eventyrfilm i det hele taget. Forventningsfuldt ser jeg frem til sagaens to næste afsnit.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.