Leoparden: Leoparderne og hyænerne

Leoparden

23/10-05Leoparderne og hyænerne
Burt Lancaster giver en stor præstation som fyrsten af Salina i Sicilien i 1860'erne, hvor nye kræfter kæmper for at forandre tilstandene og samle et Italien. Fyrsten og hans familie udtrykker ikke noget håb om at stå imod disse forandringer. Tværtimod mener nevøen Pasconti, at forandringer er nødvendige for at tingene kan forblive, som de er. Pasconti tilslutter sig endda i starten de oprørske Garibaldier, der kæmper for et nyt Sicilien og Italien. Disse nye tider præger dog ikke familien eller fyrstens dagligdag i særlig høj grad. De er stadig yderst respekterede i lokalsamfundet, og fyrsten snører den nye magthaver om lillefingeren, da Pasconti forelsker sig i dennes gudesmukke datter (Cardinale), så faderen tildeler de to unge alt sit gods i medgift. Det er tydeligt, at fyrsten ser meget af sig selv og sin ungdom i Pasconti, og at han nærmest forelsker sig på ny i Pascontis nye forlovede.

Selv om fyrsten afviser, at tingene kan forandre sig til det bedre, da en mand fra fastlandet forsøger at overtale fyrsten til at deltage i overhuset, så er der alligevel et glimt af et brast håb at spore i den gamle mands udtryk. Naturligvis fældes tårerne til sidst i filmen i høj grad på grund af alderdom, afmagt og tabte muligheder, men mon ikke fyrsten et eller andet sted havde håbet på noget nyt, der ikke blot var en tynd og ringere version af det gamle. Fyrsten lader nemlig ikke til at tage del i den glæde, som obersten ved ballet i slutningen af filmen udtrykker, da han fortæller sin historie, om hvordan han slog Garibaldi. Når fyrsten siger at de gamle løver og leoparder vil uddø, og hyænerne og andre ådselsædere vil tage over, så taler han ikke om Garibaldis og de andre idealisters stolte korstog, men snarere om de nye forfængelige magtbegærige, der blot udnytter situationen til at holde dem selv ovenvande og andre nede i mudderet. Fyrsten er ved at indse, at hans tid er forbi. Alt er muligvis ved det gamle på Sicilien, men den gamle leopard må træde ind i skyggerne, og overlade scenen til den næste generation af forfængelige opportunister.

I denne kommentar har jeg slet ikke nået at komme ind på de helt fantastiske billeder af både det varme og støvede sicilienske landskab og den adelige families fornemme klæder og omgivelser. Det er som at træde ind i et maleri fra perioden, og se figurerne virke i deres omgivelser, mens kameraet panorerer fra det ene utrolige billede til det næste. Filmen rummer så mange detaljer i hvert enkelt billede, at man bjergtages fra start til slut. Samtidig har filmen også en sund portion humor og ironisk distance til det adelige liv og de fisefornemme karakterer. Som for eksempel fyrstinden der slår kors før hun går i seng med sin mand. Men det, der får mig til at sætte filmen højt op på listen over store film i dette århundrede, er portrættet af fyrsten, der på et højt plan gennemlever noget, som vi alle på et eller andet tidspunkt må gå igennem: Alderdom, afmagt og bristet stolthed.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.