Nosferatu: Blod! Det dyrebare blod!

Nosferatu

16/11-05Blod! Det dyrebare blod!
Murnaus ”Nosferatu” er en af de mest sete og bedst huskede film fra 1920'erne, da filmmediet stadig var ungt. ”Nosferatu” markerer begyndelsen for den populære vampyrgenrer, og mange af klichéerne forbundet med den genre blev etableret som friske påfund i denne film. Det er svært at skrive en førstehåndsindtrykberetning om denne film, da den har efterladt så mange teknikker og ideer til mange nye generationer af gyserfilmskabere.

Filmen er baseret på Bram Stoker's historie om Dracula, men Murnau havde ikke tilladelse til at bruge navnet Dracula for Stoker-familien, der følte sig snydt økonomisk. Ikke desto mindre er det den samme historie. En ung mand tager til Transylvanien for at sælge et hus til en dyster greve. På vejen hører han om vampyrer, men det tager han med et gram salt. De lokale beboere bliver dog forfærdet, da han fortæller, hvem han vil besøge, og kusken vil ikke tage ham hele vejen. I stedet sender greven sin egen mystiske kusk, der bevæger i dobbelt hastighed (noget af en effekt dengang). Den unge mand bliver for alvor forskrækket, da han skærer sig i fingeren med en brødkniv, og greven slikker sig om munden ved synet af ”det dyrbare blod”, der pibler ud. Den unge mand er utryg ved situationen, og det med god grund. Men ironisk nok er det ikke sit eget liv, han sætter på spil, men sin unge kærestes, da greven rejser til byen.

Den version jeg så havde farvelagte scener, hvor natten var blå og vampyrens scener sygeligt gule. Samtidig var musikken dyster og stemningsfuldt spillende violiner, der gjorde hele filmen utryg. Selv kyssescenerne mellem de to elskende. Dette ødelægger nogle scener, men efterlader et så meget desto mørkere helhedsindtryk, hvor de gammeldags komiske elementer viskes ud med uhygge. Stumfilmen er god til at formidle denne drømmeagtige dystre stemning, der aldrig bliver ødelagt eller dæmpet med tale. Hovedpersonerne kan blot se stille til, mens sygdom og død skyller ind over deres liv. Vampyren i denne film er stadig en af de mest uhyggelige figurer på det store lærred. Læg mærke til at fortænderne i stedet for hjørnetænderne er hans hugtænder. Han er som en rotte. Han består af alt det vi frygter: Sygdom, død, alderdom.

En anden ting der gør filmen til en stor klassiker, er Murnaus fantastisk billedkomposition. Hans billeder af bjerge og floder. Hans indramning af karaktererne i scenerne. Vampyrens skygge over kvindens bryst. I denne film skaber Murnau også som en af de første montagen. Da vampyren besøger den unge mand om natten, ser vi samtidig den unge kvinde gå hvileløs rundt om natten. Murnau er både en mesterlig historiefortæller og en mester i at skabe levende billeder om de døde.

Dette er en af de helt store filmklassikere.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.