The Weight of Water: Der Ligger En God Film Bag Historien

The Weight of Water

17/11-05Der Ligger En God Film Bag Historien
I 1873 myrdes to kvinder med en økse og en mand hænges for mordet. I vor tid opholder to par sig på en båd, hvor den ene kvinde begynder at undersøge de gamle drab.

Den kvindelige instruktør Bigelow er vel mest kendt for actionfilmen ”Point Break”, men her har hun forsøgt at lave et mere seriøst og psykologisk spændende drama, med elementer af thriller.

Forsøget er da prisværdigt, men desværre også gabende kedeligt langt hen ad vejen og kun den sidste halve time, der faktisk er god, trækker helhedsindtrykket op på de to stjerner.

De to historier, den gamle mordgåde (med et par danske skuespillere i nogle af de bærende roller) der er bygget på nogle rigtige mord og den på båden (med blandt andet Penn som egoistisk forfatter), fortælles simultant og kædes sammen i tema, hvor jalousi, begær, kærlighed og menneskelig interaktion prøves at skildres realistisk og udforskes som sjæleligt motiv i begge fortællinger, men begge uden nerve eller glød.

Handlingen slæber sig så langsommeligt derudaf, mens man henholdsvis prøver at vise en historie fortalt i det sagte og usagte og i den kolde og ensomme stemning, begge dele uden synderlig succes.

Man fænges ikke og de mange ligegyldigheder der skal gøre det ud for intellektuelle replikker eller af den dræbende melankoli der lægges for dagen. Først mod slutningen tager historien fat og begynder at bevæge sig mod målet på en interessant og vedkommende måde, man kunne ønske sig at hele filmen havde besiddet.

Skuespillet er heller ikke stærkt nok til at bære en sådan film og det er ellers det den skal leve højt på. Særligt falder Thomsen og Berthelsen, mærkeligt nok, fælt igennem, men heller ikke Penn kan levere noget særligt, i en lidt for typisk rolle for ham til min smag.

Billedsiden er trist og grå i den historiske fortælling og bidrager da til den stemning der skal formidles, men den er intet særligt. I den synkrone fortælling er den mindre substrat i forhold til indhold, men også ret kedelig og Tv-agtig at se på.

Man kan ærgre sig over, at Bigelow ikke har fået mere ud af historien, også selv om manuskriptet måske ikke har været stærkere, for der ligger altså en temmelig god film inde bagved og prøver at komme ud.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.