Far From Heaven: Tættere På Helvede Måske

Far From Heaven

19/11-05Tættere På Helvede Måske
I 50’ernes USA lever husmoderen Cathy (Moore) tilsyneladende det perfekte liv, med børn og succesfuld ægtemand (Quaid). Men bag facaden er alt aldrig så idyllyrisk som det ser ud.

Instruktør Haynes har selv skrevet manuskriptet, der er baseret på 1955 filmen ”All That Heaven Allows”, til dette velproducerede og gennemførte drama, om at bygge sit liv på en løgn og den forlorenhed der må ligge gemt under den alt for dydige og reaktionære overflade, som den højreorienteret del af Amerika prøver at pådutte verden, mens fordomme stortrives i og uden for skyggerne.

Man kan måske undre sig over, hvorfor Haynes lader sin film foregå i 50’erne, men dette er der flere gode grunde til. For det første er det en tid, som ofte via Tv (og film) fra dengang, beskrives og regnes for, af konservative kræfter, en periode hvor USA værdsatte kernefamilien og levede efter ”de rette værdier”, en sømmelig og borgerlig pæn tilværelse, hvor der ikke var de store problemer at kæmpe med (hvilket naturligvis var løgn) og inden verden gik af lave. Men det var samtidig i 50’erne at mange mener, var den spæde start for moralens forfald og det typiske familiemønster begyndte at opløse sig (Rocken blev født, teenagere begyndte at opføre sig ”uanstændigt” og derefter fulgte 60’erne med hippier, demonstrationer og så videre).

For det andet er det en måde for Haynes at vise på, at verden og dens fordomme, dengang som nu, desværre stadig ikke har rykket sig særligt meget og på den måde er filmen ikke et opgør med og udstilling 50’erne, men af vore dage og en kritik af denne, uden løftede pegefingre og irriterende moraliseren, den overlader Haynes klogeligt til os selv.

Visuelt og auditivt er filmen holdt i en stil, så den ligner et fredeligt og idyllyrisk familiedrama fra den tid som den skal forestille at foregå i. Det er gennemført ned til mindste detalje, så filmens tempo er langsomt, uden at være kedeligt og kameraet holdes i et roligt og ofte konventionelt, men dog flot snit. Der klippes dermed ikke konstant, så hver en scene skal kunne fungere i sig selv, uden at skulle reddes af moderne teknikker, og det gør de. Filmens farvetone og belysning ser ligeledes gammeldags ud og er holdt i ægte 50’erne form, mens skuespillernes spillestil, mimik og deres replikker næsten uden undtagelser, hvis nogen, udtrykkes som var det slet ikke en moderne og ny produktion og de trækkes lige til grænsen af det karikeret og groteske, men tilsigtet.

På den måde kommer hele filmens facon til at stå i skærende kontrast til handlingen, de temaer den tager hul på og beskæftiger sig med og de begivenheder der udspiller sig, hvad der blot fremhæver filmens pointer betydeligt og gør den til en næsten tragikomisk vedkommende stykke filmkunst med noget på hjertet.

Hvad er det så for et ærinde at Haynes er ude i og hvad er det han har på hjertet. Ja, husmoderen Cathy’s mand viser sig at være homoseksuel og det kan hverken han eller hun naturligvis leve med, hvad der i filmen på næsten ironiserende måde, ses på som var det en sygdom man kunne kurere videnskabeligt og Cathy selv, hun er tiltrukket af en sort mand, elskværdigt spillet af Haysbert, filmens eneste oprigtigt gennemførte sympatiske og fordomsfrie person, hvad der kan lyde politisk korrekt, men viser sig ikke at være det. Det er udelukkende for at Haynes kan fremføre sin pointe at det må være sådan. Han skal stå som modpol til fordommene og repræsenterer på den måde en mur at spille dem op imod. Cathy kan, i tidens ånd, naturligvis dårligt tillade sig at snakke for meget med ham, uden at sladren begynder at gå og menneskene omkring hende, straks fordømmer hende. Haynes påviser samtidig på denne måde, hvordan begge personer, altså Cathy og hendes mand, begge kunne leve en lykkeligere tilværelse i en perfekt verden, hvor vi ikke blev styret af både egne og andres fordomme.

Tematisk bliver tankerne flere gange ledt hen på filmen ”American Beauty”, den her er blot endnu mere kontrasterende i form og indhold, hvor ”American Beauty” var en anelse mere direkte i dens udtryk.

I både hoved- og birollerne spilles der formidabelt i de dramatisk underspillede skrevne karakterer vi præsenteres for. Quaid gør som vi så ofte ser han gør, det både enkelt og flot som frustrere ægtemand, der ikke kan få den ydre og indre person til at passe til den verden han lever i. Også Clarkson i en større birolle som ”bekymret” veninde til Cathy, der ikke tøver med at både vende og falde i ryggen, skal fremhæves, hun spiller overbevisende snerpet, grænsende til det ækle, fordi hun er så gennemført.

Men de største roser skal gå til Moore, som hustruen der prøver at holde sammen på familien, opretholde facaden og få livet til at gå videre som ingenting var sket. Hun står som et menneske der har fingeren i hullet, mens diget falder sammen om ørene på hende og i Moore’s spil kommer karakteren så godt igennem, at man tror på hende som et rigtigt menneske, selv om rollen er grænsende til det parodieret, der er et produkt af og offer for verden omkring og i hende.

Det er interessevækkende og kommenterende drama, med et psykologisk aspekt og en stor snert af provokation.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.