En duft af kvinde: En duft af stjernespil

En duft af kvinde

12/11-02En duft af stjernespil
Anonym
© af: Peter Aarestrup

Oberst Frank Slade lever i en næsten konstant rus af Jack Daniels, blindhedens mørke, og i minderne om fortidens storhed; bedrifterne ved fronten, hurtige biler og velduftende kvinder.

- Livsglæden har gjort den midaldrende oberst (spillet fremragende af Al Pacino) bitter, kynisk og livstræt, men bag facaden aner vi et andet og langt mere skrøbeligt menneske, end han bryder sig om at give til kende. Oberst Slade har en plan. Én sidste tur på ’den gamle slagmark’ (i dette tilfælde New York), et prægtigt måltid,et besøg hos familien, en nat med en dejlig kvinde – og derefter: det endelige mørke, hjulpet på vej af sin magnum ’45.
På dette tidspunkt dukker den unge studerende Charles (spillet- lige så glimrende - af Chris O’Donell) belejligt op i billedet, eftersom Obersten har brug for en til at hjælpe sig med den rent praktiske iscenesættelse. Charles lider på sin side af et samvittighedsspørgsmål – overklasseskolen hvortil han har fået stipendium – ser at han sladrer om sine studiekammerater. – Dette ønsker han ikke, selv om han ved, at det er hans fremtid, der står på spil. Dén etik giver obersten blanke fanden i - i alle tilfælde til at begynde med, og viser i det hele taget ikke megen takt og pli over for nogen som helst, dog undtaget de skønne kvinder, som han kan spore på miles afstand og bedømme ofte ud fra en duft, en sæbe- en parfume. Overfor DEM kommer en, faktisk uhyre charmerende levemand frem, og glæd Dem til scenen hvor Al Pacino danser tango med en yndig ung pige, for ikke at nævne scenen hvor oberst Slade i lånt Ferrari spiller en blind mand, der spiller seende, da politiet kommer på arenaen – dét er Stanislavskiv-metoden; Method Acting, der vil noget!
- Imod sin vilje, må oberst Frank Slade efterhånden se sig selv mere og mere opslugt af knægtens dilemma; hertil et stadigt større afhængighedsforhold, hvor han før blot var nonchelant.
- En konfrontation virker uundgåelig, og den kommer. Andet skal ikke afsløres her, end at scenens svæven mellem magtspil og sentimentalitet, er lige ved at kamme over i sidstnævnte, men REDDES af de fremragende skuespilpræstationer. Uden nogen sammenligning i øvrigt, har filmen – som i sin tid ”Casablanca” – et egentlig ret tyndbenet manuskript, som kun reddes af spillet og af HUMOREN, ikke at forglemme! –Blot at høre Pacino udstøde et latterbrøl, er en scene for sig selv((-:
Intet under, at netop DENNE rolle skaffede han en Oscar i ´92, da han for alvor træder i karakter, og ud af gangsterfilmenes cliché, hvor man nu heller ikke altid har følt, at han udnyttede sit talent fuldt ud. –DET gør han så til gengæld hér, så glæd Dem til at se den brovtende oberst Frank, eller til et gensyn!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.