Raging Bull: Maskulinitet i en nøddeskal

Raging Bull

07/12-05Maskulinitet i en nøddeskal
Denne film fortjener langt flere kommentarer på dette forum. Dete er uden tvivl noget af det bedste moderne amerikansk film har bragt. Martin Scorsese og DeNiro viser deres kæmpetalent til fulde i denne film, der når dybt ind til nogle sider af mennesket, som de fleste måske ikke ønsker at se.

Filmen er et helt utroligt flot portræt af bokseren Jake La Motta (Robert De Niro). I hans professionelle karriere kunne han tage så ufatteligt mange slag og selv give så tunge slag, at de færreste boksere turde møde ham i ringen. Privat er han tæt på at være ligeså stort et bæst, der ikke kunne kontrollere sig selv. Jake er maskulinitet i en nøddeskal. Da Jake møder sin anden kone Vicki (Cathy Moriarty) første gang er der blot masser af stilhed. Jake formår ikke at sige andet end en to-tre sætninger. Også da han viser hende rundt i lejligheden, er snak helt umuligt for ham. Han peger på et tomt fuglebur: ”It's a bird. It was a bird... it's dead now.” Han kan ikke håndtere følelser og samtale. Han udfører kun de mest basale handlinger i livet, at begære, at slås.

Filmen er godt nok baseret på hans egen biografi, men Paul Schrader, Scorsese og ikke mindst DeNiro formår at lave en nøgtern og ironisk fremstilling, der samtidig er fantastisk realistisk og rammende. I en af de første scener laver Jakes første kone en bøf til sin mand, hvilket Jake formår at forpurre totalt ved at agere husdiktator. Denne scene viser en mand, der reagerer fuldkommen ubehersket og voldsomt, men den rammer nogle af de ubehagelige sider af mennesket så præcist, at man ikke kan undgå at græmmes over de gange, man selv har reageret voldsomt over småting, og derved (muligvis tilsigtet) har ødelagt noget af sit forhold til en nær person, og dermed ødelagt en del af en selv. Denne scene er fantastisk flot. Og da Jakes bror Joey (Joe Pesci der også gør det fantastisk) i samme scene besøger Jake, spørger Jake sin bror Joey: ”What the fuck you trying to prove?”, efter Jake beder Joey om at slå ham i hovedet med alt, hvad han har. Blodet løber fra Jakes ar fra den sidste kamp, og han smiler uden at svare.

Som med Pacinos karakter i ”Scarface” ser vi ikke blot Jake sejre og opnå sine mål, vi ser også den videre kamp, og det uundgåelige fald. På sin vis har Jakes privatliv været et konstant fald, mens bokselivet har haft opture og nedture. Ligesom Scarface er han så optaget af sig selv, at han ender med at ødelægge alt for sig selv. Jakes sygelige jalousi over sin kone får ham på afstand af sin bror og alle andre. Denne kæmpe er på trods af sin kæmpe styrke fuldkommen usikker på sig selv. Og han har god grund til at være usikker, for det eneste sted han hører hjemme er i bokseringen. I bokseringen har han nogle andre dyr at slå på. I det private bliver han nød til at kæmpe mod sig selv.

Spørgsmålet i denne film er, kan Jake kontrollere sig selv, vise ømhed og ikke blot begær, være menneske og ikke blot dyr? Dette er et spørgsmål om mennesket i det hele taget. Usødet, råt, men mere kontrastfyldt og kompliceret end det umiddelbart ser ud til. Denne kompleksitet bliver i filmen understreget af den delikate musik, der følger de rå scener. Billederne i filmen er også fantastiske, og de viser forskellen på Jake i bokseringen og Jake i hjemmet. I bokseringen kommer vi helt tæt på ham. Vi får nærbillederne af Jake, der har styr på situationen selv når blodet sprøjte fra hver en mulig sprække i hans ansigt. Men i hjemmet er Jake altid sammen med mennesker, som han ikke ved, hvordan han skal forholde sig til. Man kan ikke blot overleve på maskuline instinkter alene. Uanset hvor mange tæsk Jake kan tage, så kan han ikke håndtere sit liv.

08/12-05Za Kannushi
You've done it again!

Fremragende anmeldelse. Og jeg kunne ikke være mere enig. Du har virkelig forstået filmens kerne. Nu har jeg ikke selv læst La Mottas selvbiografi, så jeg kunne personligt ikke lade være med at tænke over, hvor meget af filmen der er Scorsese/De Niro, og hvor meget der er La Motta selv. Ved mange biografiske film er der jo blevet pyntet en smule på virkeligheden i dramatikkens navn. Og det opstiller så et nyt relevant spørgsmål. Hvorfor overhovedet lave biografiske film, hvis man alligevel vil fortælle en anden historie? Selvfølgelig sat lidt på spidsen, men man undres alligevel. En ting er i hvert fald sikkert. Hvis "Raging Bull" vitterlig er La Mottas livshistorie 1:1, så besidder manden dælme en selverkendelse uden lige.

09/12-05Sandheder og virkeligheder i biografier
Mange tak :)

Det er et interessant spoergsmaal, hvor meget film skal og kan reflektere en virkelighed, naar de filmatiserer en biografi. I "Raging Bull" har Scorsese og manuskriptforfatterne tydeligvis sat en bestemt vinkel paa La Motta, som nok ikke passer med La Mottas egen opfattelse af sig selv. Der er muligvis lige saa meget Scorsese og DeNiro i den filmiske karakter, som der er La Motta i den. DeNiro forsoegte i lang tid at overbevise Scorsese om at lave denne film. Scorsese accepterede foerst, da han selv havde vaeret igennem et selvdestruktivt forloeb med kokain. Foerst da han kunne se sig selv i La Motta, og forstaa hans liv, ville han lave en film om ham.

De kunne maaske have valgt et andet materiale, maaske en original historie, men de fandt aabenbart saa meget i La Motta, at de valgte ham, naermest som instrument, til at fortaelle deres historie. Mange andre film vaelger jo at vaere saa tro mod den virkelige persons liv og syn paa sit eget liv saa muligt, men paa sin vis er det mere interessant i dette tilfaelde, hvor biografien blot er materialet. Hvor den foerste type biografi finder sin base i fakta og virkelighed, saa finder den anden type film mere sin base i "sandhed", nogle gennemgaaende tendenser i livet og verden. Nu er der ved at vaere et nyt boom i biopics, og jeg tror, at de fleste vil haelde mere til den foerste type, hvor faktum overgaar tema. Paa sin vis er det godt, at de er tro mod den mand, de skildrer, og hans eget syn paa sit liv, men nogle gange kan man sige meget mere, naar man manipulerer med virkeligheden for at naa frem til nogle sandheder om livet. Det lykkedes for Scorsese i denne film.

09/12-05Indeed
Ja, det er i hvert fald lykkedes for Scorsese.

Skulle jeg selv svare på mit spørgsmål, så tror jeg, at når intruktører (såsom Scorsese) vælger at lave biografiske film, på trods af at de i virkeligheden vil fortælle en lidt anden historie end den sandfærdige, så gør de det fordi, at den "angiveligt sandfærdige" historie er med til at gøre filmen mere nærværende. Det er simpelthen en måde at intensivere publikums interesse for fortællingen på. Man bruger filmens hovedperson som redskab, som du rigtigt siger. Man bruger virkeligheden til at vise sandheden, så at sige. Noget jeg oplevede så sent som i går, da jeg så Chuck Barris-biografien "Confessions Of A Dangerous Mind". Fremragende film, i øvrigt. Den er jo halvvejs fiktion, vil jeg hævde, selvom det ikke fremgår af filmen selv. For selvfølgelig levede Barris ikke et dobbeltliv og var snigmorder for CIA. Det var blot den perfekte måde at give sit liv mening på. Han levede en så elendig tilværelse, at det liv han fantaserede sig til måtte være en ultimativ drengedrøm. En pointe jeg i øvrigt tror mange er gået glip af, da de så filmen. Har du set den?

09/12-05Godt eksempel
Ja, du har fuldkommen ret. Publikum har lettere ved at fange stemningen, når du har en virkelig person som omdrejningspunkt.

Mht. til "Confessions", så er det et rigtig godt eksempel på en biografisk film, der langt fra er baseret på virkelige hændelser. Chuck Barris' selvbiografi er jo skabt til en manuskriptforfatter som Charlie Kaufman, der virkelig forstår at bringe sjæl til det absurde. George Clooney er også en god instruktør på den film. Han er næsten lige så stort et legebarn som Michel Gondry på "Eternal Sunshine". Det bliver interessant at se Clooneys næste udfoldelse som instruktør i "Good Night, and Good Luck".

09/12-05Charlie Kaufman er fantastisk
Fuldstændig enig. Den film lå lige til højrebenet for Kaufman, og oven i det ender han med at fortælle en eksistentialistisk historie om livets tomhed. I øvrigt sjovt at Barris selv hævder at han levede et dobbeltliv - vil gerne læse hans bog, for hvad filmen angår, er det jo en indirekte indrømmelse af, at det liv ikke eksisterede. En erkendelse af et tomt liv. James Bond-livet var ren og skær ønsketænkning. Bedst symboliseret i slutningen ved en af tv-showets baggrundskulisser, der forestiller den vesttyske gade, hvor han tidligere havde været udstationeret som agent. Og så er vi tilbage, hvor vi startede med spørgsmålet om, hvad der er instruktør/manuskriptforfatter, og hvad der er hovedpersonen selv.

Og ja, jeg glæder mig også virkelig til at se, om Clooney også kan udrette mirakler uden Kaufmans assistance med "Good Night And Good Luck", som ser særdeles spændende ud.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.